ALK investerer yderligere i verdens første vaccine mod peanutallergi
17-12-10 kl. 17/12 2010 07:03 | ALK-Abello 381,50 (+0,93%)
Resume: ALK køber yderligere aktier i det franske biotekselskab DBV
Technologies og investerer dermed i den fortsatte udvikling af en ny, lovende
vaccine mod peanutallergi, som er en af de alvorligste fødevareallergier.
Hørsholm, Danmark, 2010-12-17 09:03 CET (GLOBE NEWSWIRE) --ALK har indgået aftale om at investere yderligere 2 mio. EUR i den franske
biotekvirksomhed DBV Technologies (DBV) som en del af finansieringen af
virksomhedens næste udviklingsfase. Udover ALK vil en række andre
internationale investorer deltage i aktieemissionen. ALK investerede første
gang i DBV i 2009.
For ALK er deltagelsen i emissionen en strategisk investering, som giver ALK
mulighed for at indgå et samarbejde om udviklingen af en ny, lovende vaccine
mod peanutallergi. Peanutvaccinen, som DBV er ved at udvikle, er baseret på en
elektrisk ladet plasterteknologi, der gør det muligt gradvist at optage
vaccinens aktivstoffer gennem huden. Med kapitaltilførslen forventes DBV at
udvikle peanutvaccinen frem til det sene kliniske udviklingsforløb.
”Der findes i dag ikke nogen effektiv behandling af peanutallergi, som i visse
tilfælde kan være dødelig. Investeringen i DBV er en del af ALKs strategi om at
investere i udbredelsen af effektive og patientvenlige vacciner mod de
vigtigste allergier, herunder også fødevareallergier,” siger adm. direktør Jens
Bager, ALK.
Peanutallergi er en af de alvorligste fødevareallergier. Det vurderes, at ca. 1
% af befolkningen eller ca. 8 mio. mennesker i Europa og Nordamerika lider af
denne form for allergi. Patienter med peanutallergi oplever ofte alvorlige
allergiske reaktioner eller endog anafylaktiske shock, hvis de ved et uheld
bliver udsat for selv små mængder af peanutallergener. I dag er patienternes
eneste alternativ derfor at forsøge at undgå alle former for peanuts og
samtidig bære adrenalinautoinjektorer til selvbehandling i tilfælde af akutte
allergiske reaktioner.
I forbindelse med den opfølgende investering fortsætter adm. direktør Jens
Bager i DBVs bestyrelse. Regnskabsmæssigt vil investeringen indgå i ALKs
balance under finansielle anlægsaktiver.
ALK-Abelló A/S
Jens Bager
Adm. direktør
Kontaktperson: Jens Bager, adm. direktør, tlf. 45 74 75 76
Investor Relations: Per Plotnikof, tlf. 45 74 75 27, mobil 22 61 25 25
Presse: Martin Barlebo, tlf. 45 74 79 01, mobil 20 64 11 43
Om ALK
ALK er en global, forskningsbaseret farmaceutisk virksomhed, der fokuserer på
behandling, forebyggelse og diagnosticering af allergi. ALK er verdens førende
virksomhed inden for allergivaccination (allergiimmunterapi). Virksomheden har
1.700 medarbejdere og datterselskaber, produktionsfaciliteter og distributører
over hele verden. ALK indgår endvidere i et strategisk partnerskab med Merck
vedrørende tabletbaseret allergivaccination i Nordamerika. Selskabet har
hovedkvarter i Hørsholm og er børsnoteret på NASDAQ OMX Copenhagen A/S. Læs
mere på www.alk-abello.com.
Om DBV Technologies
DBV Technologies (DBV) er en fransk biofarmaceutisk virksomhed, der beskæftiger
sig med udvikling af teknologi og produkter til overførsel af aktivstoffer
gennem huden. DBV Technologies blev etableret i 2002. Selskabet fokuserer på at
udvikle innovative produkter til diagnostisering og behandling af
fødevareallergi. Selskabets vigtigste produkt er Viaskin® Peanut, som er en
allergivaccine mod peanutallergi. Produktet er p.t. i den tidlige kliniske
udviklingsfase i USA og Frankrig. Læs mere på www.dbv-technologies.com.
Log ind for at skrive kommentarerer til denne artikel


Se flere nyheder om ALK-Abello
FM_28_10_DK.pdf 



