NeuroSearch-forskning danner basis for etablering af nyt biotekselskab, Acesion Pharma
15-12-11 kl. 15/12 2011 11:04 | NeuroSearch 3,50 (-0,28%)
Selskabsmeddelelse
15.12.2011
NeuroSearch A/S (NEUR) annoncerede i september en fokusering af selskabets
ressourcer og herunder afvikling af forskningsdivisionen NsDiscovery. Et af
projekterne i NsDiscovery fortsættes nu i virksomheden Acesion Pharma ApS, der
er under stiftelse. Det drejer sig om et projekt inden for en type af
ionkanaler, de såkaldte SK kanaler, der ud over deres mulige relevans inden for
sygdomme i centralnervesystemet har vist sig også at være til stede i hjertet
og her have relevans for regulering af hjerterytmen. Det overordnede mål er at
bringe et af flere stoffer fra NeuroSearch frem til klinisk udvikling som
fremtidig behandling af hjertelidelsen atrieflimren (AF).
Acesion Pharma etableres af forskere fra NeuroSearch sammen med to danske
venturekapitalfonde, Novo Seeds og SEED Capital Denmark II/DTU Symbion
Innovation A/S, der tilsammen finansierer den videre udvikling i Acesion
Pharma. NeuroSearch bidrager ikke med kapital i forbindelse med dette spin-out
men giver Acesion Pharma en option på at tegne licens til en gruppe
eksisterende NeuroSearch-stoffer samt nye stoffer, der måtte blive udviklet
inden for projektet i samme patentfamilie. Indledningsvis vil Acesion Pharma
teste et af de eksisterende stoffer i en klinisk relevant model for
atrieflimren. Vælger Acesion Pharma herefter at udnytte optionen vil
NeuroSearch modtage upfrontbetaling i form af minoritetsejerskab i Acesion
Pharma. Hvis Acesion Pharma efterfølgende når udvalgte milepæle, vil
NeuroSearch modtage en yderligere ejerandel, og derudover giver denne aftale
NeuroSearch mulighed for at modtage kontante milepælsbetalinger på i alt op til
30 mio. EUR i forbindelse med eventuel fremtidig klinisk udvikling,
myndighedsgodkendelse og salg. Endelig vil NeuroSearch modtage
licensbetalinger ved fremtidigt salg.
Atrieflimren er den mest udbredte form for hjertearytmi og rammer især den
ældre del af befolkningen. AF anslås at ramme 5-10% af alle over 70 år. Mere
end 50.000 danskere lider således af sygdommen, og det ventes at dette antal
vil vokse til 150.000 i år 2050, bl.a. som følge af den stigende levealder samt
øgning i frekvensen af eksempelvis overvægt og diabetes. AF medfører ofte en
betydelig forringet livskvalitet og øger risikoen for blodpropper i hjernen. AF
behandles oftest ved elektrisk stød under fuld narkose og/eller medicinsk
behandling, der bringer hjertet tilbage i dets normale rytme. Det er imidlertid
anerkendt at den eksisterende medicinske behandling er forbundet med lille
effekt og risiko for alvorlige bivirkninger. Der er derfor et stort behov for
at udvikle bedre og mere sikre lægemidler til medicinsk behandling af AF.
Finansielle forventninger til 2011
NeuroSearch fastholder forventningerne til driftsresultatet, som blev meldt ud
i forbindelse med selskabets regnskab for 3. kvartal.
Adm. direktør i NeuroSearch, Patrik Dahlen, udtaler:
"NeuroSearch støtter fuldt ud videreførelsen af dette projekt som spin-out i
Acesion Pharma. På denne måde bliver det muligt at generere værdi fra et af
vores forskningsprojekter, der har vist endda meget lovende resultater i et
sygdomsområde, der ligger uden for vores kerneforretning. Investorerne er Novo
Seeds og SEED Capital Denmark, der hører under DTU Symbion Innovation. Disse
venturefonde er blandt de mest respekterede i Europa, hvilket, for os, er en
blåstempling af den forskning, der er begået i dette projekt.”
Adm. direktør i Acesion Pharma, Ulrik S. Sørensen, udtaler:
"Den mangeårige fælles indsats fra en dedikeret forskningsgruppe på NeuroSearch
har nu gjort det muligt at tiltrække investorer til dette projekt og videreføre
det i et selvstændigt selskab. Gruppens resultater har gjort den til førende
inden for netop SK-ionkanaler, og kombineret med arbejdet med at udvikle
stoffer med selektiv effekt på netop disse ionkanaler danner det grundlaget for
at flytte fokus fra CNS-området til hjertelidelsen atrieflimren. Vi ser frem
til at fortsætte vores arbejde og sammen med investorerne Novo Seeds og SEED
Capital Denmark under DTU Symbion Innovation at efterprøve potentialet inden
for denne indikation med det mål at udvikle et effektivt og sikkert
lægemiddel."
Patrik Dahlen
Adm. direktør
Kontaktperson
Mads P.G. Korsgaard, Manager Investor Relations & Corporate Communications,
telefon: 4460 8309
Om NeuroSearch
NeuroSearch A/S (NEUR) er et europæisk-baseret biofarmaceutisk selskab noteret
på NASDAQ OMX Copenhagen A/S med speciale inden for sygdomme i
centralnervesystemet (CNS). Det er selskabets vision at udvikle NeuroSearch til
et profitabelt specialfarmaceutisk selskab. Strategien er primært at
færdigudvikle og markedsføre Huntexil®, der er et unikt lægemiddel i klinisk
fase III til behandling af de motoriske symptomer ved Huntingtons sygdom.
NeuroSearch har også en portefølje af andre værdier, der ønskes udlicenseret
eller solgt, herunder tesofensine, som har vist en lovende effekt inden for
behandlingen af fedme og vores patenterede Integrative Screening
Process-teknologi (ISP), som er en screeningsmetode, der opererer med intakte
biologiske systemer. Hertil kommer en bred vifte af ionkanal-teknologier og
patenterede stoffer, der er identificeret som ionkanal-modulatorer.
Om Acesion Pharma
Acesion Pharma ApS er et dansk biotekselskab (under stiftelse) med det mål at
udvikle mere effektive og sikre lægemidler til medicinsk behandling af
hjertelidelsen atrieflimren. Selskabet stiftes sammen med venturekapitalfondene
Novo Seeds og SEED Capital Denmark II/DTU Symbion Innovation og forskere fra
NeuroSearch A/S og baserer sig på forskningsresultater og IP udviklet inden for
rammerne af NeuroSearch A/S.
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar

Se flere nyheder om NeuroSearch
Fonds.29-11 - Acesion spin-out - dk.pdf 



