Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Delårsrapport for perioden 1. juli 2018 til 31. december 2018

06-02-19 kl. 6/2 2019 08:02

 

Nettoomsætningen for koncernens fortsættende aktiviteter (eksklusiv Saint Tropez) i 2. kvartal 2018/19 blev 271 mio. DKK (268 mio. DKK) svarende til en vækst på 1,1% (3,0% i lokal valuta). Væksten var drevet af engroskanalen hos Tiger of Sweden, hvilket, som ventet, var en positiv indikation på brandets eksekvering af den foreliggende strategi. Tiger of Sweden bidrog ligeledes til samlet indtjeningsfremgang i koncernens kerneforretning og leverede et resultat af primær drift på 4 mio. DKK (-3 mio. DKK) i 2. kvartal 2018/19 svarende til en EBIT-margin på 2,0% (-1,6%). Samlet for 1. halvår 2018/19 leverede Tiger of Sweden en EBIT-margin på 7,6% (9,7%). Resultatet af primær drift (eksklusiv Saint Tropez) i 2. kvartal 2018/19 blev 2 mio. DKK (7 mio. DKK) før engangsomkostninger i relation til transformationen af IC Group svarende til en EBIT-margin på 0,7% (2,6%).

Som nævnt i selskabsmeddelelse nr. 1/2019 er Saint Tropez blevet solgt til DK Company A/S med virkning fra 31. januar 2019.

De finansielle forventninger for regnskabsåret 2018/19 for koncernens fortsættende aktiviteter, som offentliggjort den 28. januar 2019, fastholdes. Således forventes en mindre omsætningstilbagegang målt i lokal valuta, mens EBIT-marginen forventes i niveauet 1-2% før engangsomkostninger i relation til transformationen af IC Group.


Resultatudvikling for fortsættende aktiviteter (eksklusiv Saint Tropez) for 2. kvartal 

  • Koncernens nettoomsætning steg med 1,1% (3,0% i lokal valuta) til 271 mio. DKK (268 mio. DKK). Væksten var drevet af engroskanalen i både Tiger of Sweden og By Malene Birger. I retailkanalen faldt omsætningen derimod drevet primært af de fysiske butikker. Same-store omsætningen faldt med 12,9%. Der er ikke sket ændringer i antallet af butikker.

  • Bruttoresultatet blev 145 mio. DKK (171 mio. DKK), og bruttomarginen faldt med 10,3%-point til 53,5%. En del af tilbagegangen i bruttomarginen kan tilskrives de gennemførte strukturelle ændringer samt salget af Peak Performance i 2017/18. Korrigeres der for de gennemførte strukturelle ændringer samt salget af Peak Performance i 2017/18, ville bruttoresultatet have været 158 mio. DKK og bruttomarginen 58,3%. Den resterende nedgang i bruttomarginen skyldes hovedsageligt højere rabatter i forhold til 2. kvartal sidste år.

  • Kapacitetsomkostningerne faldt med 8 mio. DKK til 155 mio. DKK. Hvis der korrigeres for 12 mio. DKK i engangsomkostninger relateret til transformationen af IC Group, faldt omkostningerne med 20 mio. DKK. Faldet kan dels tilskrives, at ca. 9 mio. DKK i fee-indtægter for logistikserviceydelser til Peak Performance i 2. kvartal 2018/19 er medtaget under 'Andre driftsindtægter', mens de i samme periode sidste år var medtaget i bruttoresultatet, og dels lavere distributionsomkostninger i brands samt en lavere omkostningsbase i koncernens centrale funktioner. Omkostningsprocenten (eksklusive engangsomkostninger) var 52,8%, hvilket er 8,1%-point lavere end året før.

  • Resultatet af primær drift før engangsomkostninger blev 2 mio. DKK (7 mio. DKK) svarende til en EBIT-margin på 0,7% (2,6%). EBIT blev et underskud på 10 mio. DKK svarende til en EBIT-margin på -3,7%.

 

     

Resultatudvikling for fortsættende aktiviteter (eksklusiv Saint Tropez) for 1. halvår

  • Nettoomsætningen for koncernen blev reduceret med 8,3% (5,7% i lokal valuta) til 578 mio. DKK (630 mio. DKK). Reduktionen var især drevet af retailkanalen, men omsætningen blev også reduceret i engroskanalen. Same-store omsætningen faldt med 15,8% drevet især af de fysiske butikker. Der er ikke sket ændringer i antallet af butikker i 1. halvår 2018/19.

  • Bruttoresultatet blev 314 mio. DKK (400 mio. DKK), svarende til en bruttomargin på 54,3% (63,5%). Ligesom for 2. kvartal, kan en del af tilbagegangen i bruttomarginen tilskrives de gennemførte strukturelle ændringer samt salget af Peak Performance i 2017/18. Korrigeres der for de gennemførte strukturelle ændringer samt salget af Peak Performance i 2017/18, ville bruttoresultatet have været 345 mio. DKK og bruttomarginen 59,7%. Den resterende nedgang i bruttomarginen kan tilskrives højere rabatter og negative kanalmix-effekter i forhold til 1. halvår sidste år.

  • Kapacitetsomkostningerne faldt med 18 mio. DKK til 310 mio. DKK. Hvis der korrigeres for tidligere omtalte engangsomkostninger i relation til transformationen af IC Group på 18 mio. DKK, faldt omkostningerne med 36 mio. DKK. Heraf kan knap halvdelen tilskrives lavere distributionsomkostninger i koncernens brands, mens ca. 19 mio. DKK skyldes, at fee-indtægter for logistikserviceydelser til Peak Performance i perioden er medtaget under 'Andre driftsindtægter', mens de i samme periode sidste år var medtaget i bruttoresultatet. Omkostningsprocenten (eksklusive engangsomkostninger) var 50,5%, hvilket er 1,5%-point lavere end året før.

  • For 1. halvår 2018/19 blev resultatet af primær drift før engangsomkostninger 22 mio. DKK (74 mio. DKK) svarende til en EBIT-margin på 3,8% (11,7%). Rapporteret EBIT blev 4 mio. DKK svarende til en EBIT-margin på 0,7%.

Resultatudvikling og salg af Saint Tropez

  • Som omtalt i selskabsmeddelelse nr. 1/2019, har IC Group solgt Saint Tropez til DK Company A/S med virkning fra d. 31. januar 2019. Likviditetseffekten af salget forventes at blive et positivt, mindre millionbeløb, mens den regnskabsmæssige effekt forventes at blive et tab på ca. 70 mio. DKK med forbehold for endelig opgørelse af bl.a. transaktionsomkostninger, arbejdskapital og visse gældsrelaterede poster. Heraf er 55 mio. DKK (nedskrivninger på langfristede aktiver) indregnet i delårsrapporten for 1. halvår 2018/19, mens ca. 15 mio. DKK forventes at blive indregnet i delårsrapporten for 3. kvartal 2018/19 (se note 1 - Regnskabsmæssige skøn og vurderinger s. 14). Saint Tropez er fra og med 3. kvartal 2018/19 klassificeret som ophørte aktiviteter.

  • I Saint Tropez faldt nettoomsætningen i 2. kvartal 2018/19 med 29,6% (-28,8 i lokal valuta) til 50 mio. DKK (71 mio. DKK). Udviklingen var drevet i lige stor grad af engroskanalen, hvor omsætningen faldt med 27,0%, og af retailkanalen, hvor den faldt med 32,4%. I 1. halvår 2018/19 faldt omsætningen med 31,3% (-30,3% i lokal valuta) til 101 mio. DKK (147 mio. DKK) drevet af en reduktion i såvel engros som retail.

  • Resultatet af primær drift i 2. kvartal 2018/19 blev -62 mio. DKK (-6 mio. DKK), og EBIT-marginen blev -124,0% (-8,5%). Hvis der korrigeres for nedskrivningerne på langfristede aktiver på 47 mio. DKK, blev EBIT-marginen -30,0%. I 1. halvår 2018/19 blev resultatet af primær drift -70 mio. DKK svarende til en EBIT-margin på -69,3% (-6,1%). Hvis der korrigeres for de omtalte nedskrivninger, blev EBIT-marginen -22,8%.


Forventninger til regnskabsåret 2018/19 for koncernens fortsættende aktiviteter

De finansielle forventninger for regnskabsåret 2018/19 for koncernens fortsættende aktiviteter, som offentliggjort den 28. januar 2019 (selskabsmeddelelse nr. 1/2019) fastholdes og er gengivet i sin helhed nedenfor.

For regnskabsåret 2018/19 forventes for koncernens fortsættende aktiviteter, som omfatter Tiger of Sweden og By Malene Birger samt  "Centrale funktioner mv.", en mindre tilbagegang i omsætningen målt i lokal valuta i forhold til året før. EBIT-marginen forventes at blive realiseret i niveauet 1-2% før engangsomkostninger i relation til transformationen af IC Group.

I Tiger of Sweden forventes en mindre tilbagegang i omsætningen (målt i lokal valuta) og en moderat tilbagegang i nominel indtjening. Den tidligere forventning for Tiger of Sweden lød: "vækst i omsætningen og en nominel indtjening på niveau med sidste år". De opdaterede forventninger afspejler lavere forventet performance i direkte-til-forbruger salget resten af regnskabsåret - særligt fysisk retail.

I By Malene Birger forventes en moderat tilbagegang i omsætningen (målt i lokal valuta) og en betydelig tilbagegang i nominel indtjening. Den tidligere forventning for By Malene Birger lød: "omsætningsvækst og en nominel indtjening på niveau med sidste år". I lighed med Tiger of Sweden afspejler de opdaterede forventninger lavere forventet performance i direkte-til-forbruger salget resten af regnskabsåret.

Resultatet for centrale funktioner mv. vil blive negativt, idet det vil være påvirket af ændrede allokeringsprincipper for omkostningerne i koncernens centrale funktioner, samt udækkede hovedkontorsomkostninger efter salget af Peak Performance. De to udgør tilsammen ca. 30 mio. DKK. Det forventede resultat for centrale funktioner mv. er uændret i forhold til tidligere udmeldte forventninger af 5. december 2018 (selskabsmeddelelse nr. 36/2018).

Investeringer i koncernens fortsættende aktiviteter forventes på ca. 3% af årlig omsætning.

København, d. 6. februar 2019

IC Group A/S

Henvendelser vedrørende denne meddelelse bedes rettet til:   

Karin Hjort Jensen

Executive assistant to the CEO

+45 32 66 75 43




Der er endnu ikke skrevet nogen kommentarer til denne artikel.

Skriv en kommentarer til denne artikel:


Send kommentar