Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Guld som alternativ til obligationer


69253 PMPirate 15/6 2014 13:59
Oversigt

Jeg ved ikke helt hvor jeg ellers skulle placere dette indlæg. Men da jeg er ny her, og nybegynder hvad angår børsnoterede aktier (begyndte først at investere i dem i år), har jeg valgt at placere det her.

Jeg er dog ikke helt ny indenfor aktier, og har investeret i unoterede aktier i en del år. For tre år siden begyndte jeg at få så meget i udbytte fra en af disse investeringer, at jeg var nødt til at geninvestere, hvis pengene ikke skulle stå på en bankkonto og blive ædt op af inflationen. Det oplagte var at sætte pengene i en anden aktivklasse.

Det er godt at have sin kapital delt op mellem flere forskellige aktivklasser, da der som regel er langt lavere korrellation mellem aktivklasserne end mellem de enkelte papirer i hver enkelt aktivklasse. Så hvis f.eks. aktiemarkedet styrtdykker går det måske ikke lige så skidt for en anden aktivklasse. Man reducerer altså sin risiko, ligesom hvis man spreder sine investeringer ud mellem flere forskellige aktier.

Mange anbefaler Obligationer som en alternativ aktivklasse. Så det var noget af det første jeg så på, da jeg for tre år siden skulle finde en alternativ aktivklasse.

Det virkede dog ikke så tiltrækkende for mig. For de lange Obligationer gav den lave rente en betydelig risiko for lavere kurser p.g.a. stigende renter. De korte Obligationer var knapt så risikable, hvad det angik, men her dækkede renten knapt inflationen, og de korte Obligationer skulle ofte geninvesteres, hvilket gav øgede handelsomkostninger. Og de store handelsposter gjorde, at jeg stadig ville have en pæn del af den kapital jeg ville investere i en alternativ aktivklasse stående i kontanter.

En anden aktivklasse jeg kiggede på var ejendomme. Det så mere lovende ud. Men jeg havde desværre ikke fri kapital nok til for alvor at gå ind i dette marked. Og jeg kunne se, at der skulle bruges en hel del tid til at sætte sig ind i markedet - tid, som jeg ikke havde.


Jeg endte med at vælge guld som den alternative aktivklasse jeg ville gå ind i.

Guld er meget udskældt indenfor investeringsverdenen, især fordi det ikke giver noget afkast. Men Obligationer giver stort set ikke noget afkast i øjeblikket alligevel, og for Obligationer har man altid en risiko for, at udstederen ikke kan betale sin gæld. Og på helt lang sigt beholder guld sin købekraft, og sikrer derfor imod inflation, selvom der på kortere sigt kan være en del Volatilitet.

Ikke alene giver guld ikke noget afkast. Det koster direkte penge at eje guld, da der er omkostninger til opbevaring af det. Og guld er heller ikke risikofrit: Man risikerer, at nogen stjæler det. Selv hvis det er forsikret, risikerer man, at forsikringsselskabet ikke kan eller vil dække tabet efter et tyveri.

Alligevel valgte jeg guld. Det er især fordi guld er lige så likvidt som Obligationer, og der er en risiko for en større systemisk kollaps. Risikoen er ikke stor, men sker det, tror jeg mange Obligationer vil blive værdiløse, mens de fleste aktier vil tabe stort i værdi, eller ikke have nogen værdi (konkurs).


Der er mange måder at investere i guld, og jeg vil redegøre for et par af dem, da jeg har undersøgt dem.

Den mest oplagte måde at investere i guld på er ved at købe guldmønter eller guldbarrer man rent fysisk holder. Her er der et betydeligt Spread, typisk 7-10%. Heldigvis er købspriserne som regel kun 1-3% over guldprisen. Jeg valgte trods dette at købe en smule guld på denne måde, især fordi historien har mange eksempler på folk der har reddet livet i ekstreme situationer fordi de har haft guld på denne form. Skattemæssigt er det ikke spekulativt, fordi jeg håber jeg aldrig bliver nødt til at afhænde denne lille guldbeholdning igen.

Man kan også få en eksponering mod guldprisen ved at købe certifikater. Det kan jeg dog ikke anbefale: De fleste certifikater taber over tid værdi ved en uændret guldpris, især hvis guldprisen svinger meget. Investering i en ETF er langt bedre, selvom man ikke ejer guldet. Jeg har dog ikke undersøgt ETFer nærmere, og ETNer har jeg slet ikke undersøgt.

Selv valgte jeg at placere det meste af det kapital jeg ville placere i guld et sted, hvor jeg rent fysisk ejede guldet, og hvor det blev opbevaret for mig, selvom jeg så måtte betale for opbevaringen af et aktiv der ikke gav afkast. Her var valget mellem GoldMoney og BullionVault. Jeg valgte BullionVault, især fordi de har et åbent og rimeligt likvidt marked, hvor det ikke er alt for dyrt når jeg skal rebalancere min portfolio.



15/6 2014 14:08 PMPirate 069254



Det blev et temmeligt langt indlæg. TL;DR, som man siger på nettet.

Den korte historie er, at jeg har valgt guld fremfor Obligationer som en alternativ aktivklasse til aktier.

Er det tosset eller fornuftigt?

Jeg vil meget gerne have kommentarer om det fra jer mere erfarne investorer. Og jeg svarer gerne på spørgsmål.



16/6 2014 13:25 Henrik Munthe-Brun 269270



For 10 år siden var guldkursen omkring 300 dollars. Så den er steget meget. Jeg tvivler på at den vil stige så meget i fremtiden.

Guld har også det problem, at det generelt ikke stiger mere end inflationen på lang sigt.

Samtidig med at du muligvis også er i en situation hvor guld er lidt overvurderet.

Jeg ville have valgt obligationerne.



18/6 2014 23:11 chrhall 169283



Guld bliver aldrig en handelsvare jeg skal have i min portefølje.

Guld er for mig en spekulativ handelsvare, som jeg ikke ser nogen grund til at have. Som jeg opfatter guld er det ikke engang en hedge mod inflation, da det ikke følger inflationen, men stiger og falder uafhængigt af inflationen.

Hvis vi endelig ender ud i et kollaps, kan jeg heller ikke se guldets værdi - det er jo ikke fordi du kan spise det, eller få det ud af banken som alligevel er lukket. Tøj, vand og mad er vist en bedre ide her.

I min optik har du købt noget du skal betale for at opbevare, som du ikke engang er sikker på stiger i værdi.

Ejendomme har jeg det også lidt ambivalent med - hvis man har en bolig i forvejen, kan du hurtigt få meget af din kapital bundet op i ejendomsmarkedet - og i virkeligheden køber du jo også mere et forventet afkast, hvis du forventer at udleje boligen. Så kan man i min optik lige så godt købe low-beta udbytteaktier med lav payout ratio der har udbetalt stigende udbytter de sidste 15-20 år.

Jeg har ikke kunnet finde noget data på annualiseret afkast på ejendomme i Danmark, men i USA har det i de sidste 30 år været 0.74% om året. Aktier har derimod givet et annualiseret afkast på noget der ligner 7.5%.

Jeg havde valgt at investere i en investeringsforening med fokus på korte Obligationer for at sprede risikoen. Så længe afkastet er større end inflationen, så er du jo stort set home free i forhold til placeringen af pengene.



24/6 2014 22:52 PMPirate 069329



Jeg vil gerne sige tak til både Henrik Munthe-Brun og chrhall 1 for gode og gennemtænkte svar der giver mig anledning til eftertanke. Selvom jeg nok ikke umiddelbart vil skifte over til Obligationer og fravælge guld, har jeres svar sat nogle tanker i mit hoved, som næppe lige bliver glemt.

Jeg er bestemt ikke afvisende overfor Obligationer, og jeg er ikke den typiske gold-bug der synes investeringer i ædelmetaller er det eneste rigtige. Det er baggrunden for, at jeg for nogle år tilbage - og igen tidligere i år - har overvejet Obligationer som en alternativ aktivklasse.

Da jeg for nogle år siden oprindeligt overvejede Obligationer, var det på grund af det gamle råd med at man også skulle investere i Obligationer for at sprede sin risiko ud på flere forskellige aktivklasser. Men jeg er den type, som altid stiller spørgsmålet "Hvorfor?", og undersøger det selv.

Svaret er, at ved at sprede sig ud på flere forskellige aktivklasser med ringe - eller allerbedst: negativ - korrellation sikrer man sig mod tab af sin formue. Det var ret let for mig at se. Så jeg kiggede på korrellationen mellem aktier og Obligationer, og så at den indtil 1997 stort set hele tiden var negativ. Men efter 1997 har korrellationen for det meste været positiv, selvom den ikke har været stor. Men jeg kunne se, at korrellationen mellem aktier og guld stadig var negativ, og især derfor valgte jeg guld som min første alternative aktivklasse.

Tidligere i år skulle jeg geninvestere udbytte fra unoterede aktier jeg har. Trods det store fald i guldprisen i 2013 kunne jeg se, at min allokering til guld ville blive større end jeg havde bestemt mig til, hvis hele udbyttet blev placeret i guld.

Så jeg kiggede igen på Obligationer. Denne gang var Obligationer endnu mindre tiltrækkende end første gang jeg så på dem: Renten var faldet, og jeg havde reelt valget mellem et afkast under inflationen eller at gå ud i de mere risikable Obligationer for at få et afkast over inflationen.

Men så havde jeg et problem: Hvor skulle jeg så gøre af afkastet?

Først gik jeg i banken, hvor jeg for første gang bad dem om rådgivning om formuepleje. Først foreslog de at pengene blev placeret på en højrentekonto. Men jeg kunne se, at renten var langt lavere end hvad der blev tilbudt i andre banker, ligesom der var en lang bindingsperiode, så jeg takkede nej. Jeg nævnte så aktier, og blev foreslået en ordning, hvor banken aktivt forvaltede min aktieportefølge. Det var dog efter min mening også alt for dyrt, så jeg takkede igen nej. Tredie forslag fra banken var at sætte pengene i 6 forskellige dyre aktive investeringsforeninger, som alle gav returkommission til banken. (Burde det ikke være forbudt for en investeringsrådgiver at anbefale investeringer der giver returkommission til rådgiveren uden i det mindste at oplyse om det?) Igen takkede jeg nej. Og deres kommission ved direkte aktiehandel var for høj, så det endte med at min bank blev fravalgt.

I stedet gik jeg til Nordnet, hvor jeg valgte at placere halvdelen af kapitalen i kontanter uden binding til 0,5% i rente. Den anden halvdel placerede jeg i danske børsnoterede aktier, især fordi jeg vidste jeg før eller siden ville blive nødt til at lære dette marked at kende. Det er en lille position i børsnoterede danske aktier, men så er mine "lærepenge", indtil jeg lærer markedet at kende også mindre.

Når min kapital bliver lidt større, tror jeg obligationerne bliver den næste aktivklasse jeg udvider til.



TRÅDOVERSIGT