Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Hvor kommer det til at gå for Genmab?


74296 Moneymind 17/2 2016 16:44
Oversigt

Genmab-analyse

Helge Larsen er meget begejstret for Genmab. Og man må sige at han har haft ret i sin positive analyse af selskabet. De sidste mange uger er trenden dog vendt i Genmab.

Jeg tager ikke stilling til om Genmab er et godt selskab, om produktet holder. Jeg tager udelukkende stilling til, hvordan markedet handler i aktien og psykologien bag. (Faktisk ser det meget lovende ud for Genmab rent faktuelt).

Genmab aktien brød i sidste uge ned gennem støtten i de 750. Efter et par dage med fald bunder Genmab i 605. Herefter er der kommet en pæn korrektion op. Jeg købte selv op i aktien ved faldet, men positionen er solgt igen.

Jeg siger korrektion, fordi meget tyder på, at det netop er hvad det er. Men svaret får vi for alvor i morgen, efter regnskabet som kommer ud efter børsluk i aften.

I morgen kan vi muligvis forvente en test af de ca. 740-760 (muligvis helt oppe i 775). Men hvis dette niveau bliver afvist, så kan det gå hurtigt ned igen. Se de mange modstandsstreger på grafen.

Min analyse her går på, at vi rent teknisk vil se en afvisning af niveauet i ca. 750. Mest af alt begrundet i, at den sorte stigende trendlinje der blev brudt, er en lang trendlinje, som det vil tage meget energi, at bryde op igennem igen. Hvis dette niveau afvises i morgen, så forvent en fortsættelse af nedgangen. Mit target hvis nedturen fortsætter ligger i de 550-450 (her kunne det være et godt opkøbsområde).

Får vi et brud op, så kan vi komme ind i den sorte stigende trendkanal igen. Der skal dog et brud af de ca. 810 til (røde faldende trendkanal), for at vi kan sige at nedtrenden er brudt.

Så hold godt øje med udviklingen i morgen.

gen.com, GEN.CO




17/2 2016 18:07 stockfish 074297



Driftindtægter på 730 millioner kr Hvad var det forventede?



17/2 2016 23:32 MrEbbe 074303



her er et link med deres opjustering fra 3/11 2015

https://www.euroinvestor.dk/nyheder/2015/11/03/genmab-q3-opjusterer-forventningerne-til-2015-ny/13249456
fra ritzau finans.



18/2 2016 09:41 Reinholt 074307



Novod nedjustere kursmål til 1.075 pga. Omkostningerne. Han forventer Dara giver royalties for 320 m. USD



18/2 2016 11:17 Darvin 074309



han justerer fra 1080 til 1075 - ren teknik ;−)



18/2 2016 11:23 Darvin 174310



Faktisk er essencen af hans update helt anderledes - overskriften siger det helt enkelt. "Darzalex going supersonic" !

Han skriver også at alt ser bedre ud end forventet - dog med den vigtige tilføjelse at de mener at Genmabs guidance mht Darzalex er konservativt sat.

Han mener at Darzalex hurtigt vil nå 1 milliard $ i salg.

Det er kun omkostningerne i pipeline der gør at han ialt sænker med 5 point.

Jeg opfatter det som en risikovægtning og forventer endnu højere kursmål engang længere fremme - når vi får nyheder.



18/2 2016 13:12 Helge Larsen/PI-redaktør 174313



Genmab/CEO: Stigende indtægter skal finansiere den næste vinder

11:00
Genmab vil i de kommende år øge indsatsen for at finde den næste vinder og mulige milliardsællert til behandling af kræft. Derfor skal aktionærerne heller ikke forvente udbytte, som det kendes fra mere etablerede medicinalselskaber, inden for en overskuelig fremtid.

Det fortæller Genmabs topchef, Jan van de Winkel, til Ritzau Finans efter offentliggørelsen af årsregnskabet for 2015, hvor selskabet for første gang sætter tal på det kommercielle potentiale for sit nylancerede kræftmiddel Darzalex, der bliver biotekselskabets primære finansieringskilde i de kommende år.

- Vi vil bruge indtægterne på at finde den næste vinder. Hele selskabets strategi er målrettet mod at finde den næste vinder, og hvis vi gør det, derefter at maksimere dets potentiale via en bredt favnende klinisk udvikling, siger Jan de Winkel.

Han peger på, at kassebeholdningen på 3,5 mia. kr. rækker langt. Dertil kommer, at Genmab venter hastigt stigende royalty-indtægter fra salget af Darzalex, der foreløbig markedsføres til behandling af knoglemarvskræft, eller Myelomatose.

STORE FORVENTNINGER TIL DARZALEX

Genmabs partner, det Johnson & Johnson-ejede Janssen Biotech har, siden den amerikanske markedsføringstilladelse kom i hus i midten af november, formået at sælge for 19,7 mio. dollar af kræftmidlet i fjerde kvartal. Det gav Genmab indtægter for 16 mio. kr., og indtægterne ventes at stige til 200-250 mio. kr. i år, hvor Janssen estimeres at sælge for 250-300 mio. dollar.

- Vi har været ret konservative. Vi har hørt fra Johnson & Johnson og andre selskaber, at man rent faktisk har behov for at se et par kvartalers salg, før det er muligt at give et realistisk estimat. Så det, vi har gjort, er, at vi har set på salget af de to hidtil bedste produkter til Myelomatose, Kyprolis og Pomalyst. De havde begge en bredere label, end vi har, men vi har bedre data. Så vi har sagt, hvorfor venter vi ikke et salg på 250-300 mio. dollar, det vil sige midt i mellem de tos salg (i det første år, red.), siger Jan van de Winkel.

- Så det er alene baseret på det, plus at vi kan overvåge receptdata fra IMS. Uge for uge stiger recepttallene, så vi er meget optimistiske i forhold til, at dette er et realistisk estimat og måske endda kan blive genstand for forbedringer i år, men det skal baseres på nogle få kvartalers salg, siger Jan van de Winkel.

Han vil af samme grund heller ikke give estimater for årene efter 2016, men henviser til, at analytikere, der følger selskabet, estimerer et samlet topsalg til Janssen på 6 mia. dollar til behandling af knoglemarvskræft. Hertil kommer eventuelt salg over for andre kræftformer, hvis udviklingsarbejdet lykkes.

INDTÆGTER SKAL INVESTERES

Udbytte vil dog ikke være et samtaleemne i Genmab i de kommende år.

- Hvis jeg ikke kan give investorerne et bedre afkast ved at investere i lægemiddeludviklingen, så gør jeg nok ikke et godt stykke arbejde som chef for et biotekselskab. Der er formentlig ikke mange direktører for biotekselskaber, der tænker på udbytte. Jeg tror, at vi kan give investorerne et meget bedre afkast ved at investere i lægemidler, der kan hjælpe patienter og på samme tid levere sublime afkast, siger Jan van de Winkel.

Genmab øger derfor også driftsudgifterne i 2016 til estimeret 775-825 mio. kr. fra 579 mio. kr. i 2015. Størstedelen skyldes investeringer i forskning og udvikling af den næste bølge af lægemiddelkandidater. Hvilken, der bliver den næste vinder, ønsker Genmab-direktøren ikke at give et endegyldigt bud på:

- De har i bund og grund alle vist fremragende data, der overgår alle andre lægemidler testet over for de samme behandlingsmål. Så hver og en af dem har så at sige potentiale til at blive den næste Darzalex. Men det gode er, at de ikke alle behøver at virke. Hvis bare t af dem viser fremragende data, så vil Genmab hæves til et helt nyt niveau, siger Jan van de Winkel, der i kulissen herudover har yderligere 20 lægemiddelkandidater, som på sigt kan komme i klinisk udvikling.

- Så det, vi vil gøre, er, at forsøge at finde den næste vinder og maksimere potentialet. Derefter er det min plan at holde fast i 50 pct. eller mere af rettighederne til den næste vinder, hvilket vil drive Genmab frem til et helt andet niveau, som sandsynligvis vil være uden fortilfælde inden for den europæiske biotekindustri.

GENMAB KAN GÅ SELV

Ender Genmab med at stå med et nyt lægemiddel til et relativt begrænset marked, vil der også være mulighed for, at selskabet vælger at stå helt uden partner til morgendagens vinder.

- Hvis der er tale om et marked i størrelsesordenen 0,5-1 mia. dollar, så tror jeg, at Genmab kan antage sin egen salgsstyrke og markedsføre det selv. Men er der tale om et potentiale på adskillige milliarder, så bliver vi nok nødt til at hente en partner ind igen, siger Jan van de Winkel.

Han peger på, at Janssen i dag har mere 900 mennesker ansat, der alene står for udviklingen af Darzalex, hvilket er en kraftanstrengelse, som det er svært at forestille sig, at Genmab selv skal kunne mønstre inden for de kommende få år. Genmab var ved udgangen af 2015 186 fuldtidsansatte.

/ritzau/FINANS



Jakob Dalskov +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk



TRÅDOVERSIGT