Mærsk/Sydbank: Ambitiøs spareplan for 2010
29-03-10 kl. 29/3 2010 12:22 | A.P. Møller-Mærsk A 11.870 (+0,25%) | A.P. Møller-Mærsk B 12.280 (+0,08%)
At APM-topchef Nils Smedegaard Andersen annoncerer, at A. P. Møller-Mærsk skal spare yderligere 500 mio. dollar i 2010, er et stærkt signal at sende. Det mener Mærsk-analytiker Jacob Pedersen hos Sydbank, der kalder spareplanen for ambitiøs.
- Det er noget mere ambitiøst, end det jeg havde regnet med for 2010. Det er jo åbenlyst, der er problemer i dele af selskabets forretning, som jo er underskudsgivende, men uanset det, så lyder det af meget. Det er i hvert fald et større effektiviseringsmål, end jeg lige havde forventet, siger Jacob Pedersen.
I det interne medarbejderblad Mærsk Post udtaler Nils Smedegaard Andersen, at det er blevet svære at finde besparelser efter et 2009, hvor selskabet skar markant i omkostningerne og spændte livremmen i alle dele af organisationen.
Fra Sydbank vurderer Jacob Pedersen, at selskabet nu skal ud at slibe alle mulige forskellige små hjørner ned i organisationen for at finde de ønskede besparelser.
- De lavthængende frugter er selvfølgelig plukket i Mærsk-koncernen. Nu tager man så i den grad sandpapiret frem for at komme længere ind til benet. Det tager jeg godt i mod, for der er som sagt dele af koncernen, som ikke er der, hvor den skal være. Det kommer ikke til at blive bedre uden hjælp fra markedet, hvilket jo ikke er noget, man selv kan gøre noget ved, men det er et vigtigt signal at sende ud i organisationen, siger Jacob Pedersen.
Han venter ikke store gennemgribende forandringer i Mærsk-organisationen, men forudser, at selskabet vil lukke ned for mindre forretningstiltag, som ikke har udsigt til at være profitable inden for en overskuelig fremtid.
- I en så stor og kompleks organisation som Mærsk er der selv i de enkelte forretninger delområder, hvor man kan sige, at der er dele, som ikke er en god forretning for selskabet. Det er selvfølgelig de områder, som skal lokaliseres, siger Jacob Pedersen.
(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: [email protected], www.rb-borsen.dk )
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar

Se flere nyheder om A.P. Møller-Mærsk A



