Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
Historik

Vælg chat via ovenstående menu
Luk reklame

DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Hvornår sælger I kvalitetsaktier?


92354 Aliaz 26/3 2021 21:58
Oversigt

Selv kvalitetsaktier kan som bekendt få for høj værdiansættelse. Hvornår sælger I? Hvis overhovedet? På den meget lange bane er det nærmest usandsynligt man altid kan sælge højt og genkøbe lavt. Risikoen for toget kører mens man venter - er overvejende høj. Så er der vel kun tilbage: Køb og behold - og accepterede midlertidig for høj pris. Hvad gør I?



27/3 2021 08:15 Occam 392360



Det kræver noget mental disciplin, for i sagens natur er der ikke noget galt med netop *kvalitets*aktier. Jeg kan anbefale tre metoder.

1.1. Den ene er, at man med mellemrum (f.eks. hvert halve år) gennemgår sin aktieportefølje plus de aktier, man iagttager med henblik på evt. køb. For hvert papir skriver man ned, hvad der ville være en rigtig god købskurs - altså så lav, at det kan man simpelthen ikke sige nej til. Og tilsvarende, hvad ville være en hysterisk høj kurs, hvor man virkelig skulle overveje at tage i hvert fald noget af gevinsten hjem.

1.2. Der vil nok være en faktor 3 til 6 mellem de to tal. Hvis f.eks. aktien ligger i kurs 100 nu, så kunne kurs 60 (eller 40, eller 30?) være en god kurs at købe flere ved. Forudsat selvfølgelig, at der ikke er kommet væsentlige nyheder. Tilsvarende kunne kurs 200 (eller 250, eller 300?) være en god pris at tage i hvert fald en del af gevinsten hjem.

1.3. Og så venter man. Og ser om Mr. Market går amok - uden at selskabets situation har ændret sig væsentligt.

2.1. Den anden metode er at se på balancen mellem aktieporteføljen og kontanter.

2.2. Der skal være et beredskab af kontanter, så man kan købe i en krise, hvor selv kvalitetsaktier bliver billige. Hvis porteføljen er blevet for stor i den positive situation, at markedet er gået op, så må man se på tallene og beslutte at flytte f.eks. 20% af værdien fra aktier til kontanter. Og det indebærer nødvendigvis, at der skal reduceres i beholdningen af visse kvalitetsaktier.

3.1. For det tredje skal der af hensyn til risiko være spredning. Hvis et papir fylder for meget i porteføljen, skal beholdningen reduceres.

3.2. Hvor meget må det største papir fylde? Hvis der f.eks. er 10 forskellige selskaber i porteføljen, så fylder de jo i praksis ikke lige meget hver. Det er ok, at den største fylder 20%. Eller 25. Men nok ikke mere end 30. (Jeg undrer mig således, når Buffett lader Apple fylde mere end 40% i Berkshire.)





27/3 2021 09:34 Aliaz 192362



Vi kan tage eksempelvis DSV, Royal Unibrew og GN Store Nord.
Frit fra hukommelsen - så var de i forbindelse med finanskrisen 2008-2009 i kurs 38, 33 og 9 sådan cirka.

Hvor mange gange kunne man have nået at sælge dem på vej op? -fordi man tænker "nu er de for dyre".
"Jeg genkøber billigere"..

Var man begyndt at reducere væsentligt ville de sidste flere hundrede 100% måske næsten være ligegyldige.

Personligt ville jeg formentligt have solgt mange gange på vej op. Jeg efterrationaliserer. Ved udmærket det er let set i bakspejlet.

Uanset hvor god man mener en enkelt aktie kan være så kan meget gå galt. Hvis udgangspunktet er hver aktie fylder 4-5% hver og man har 20-25 stk. Så er der plads til flerdobling uden det bliver helt skævt.
Warren må have været meget sikker på Apple - med rette.
Novo Nordisk kunne også gå fra 410 til 218. Egentligt er det dumt at ligge med fx 50% I Novo Nordisk fordi "den er sikker".
Man bør vel beskytte sig i forhold til hvis det utænkelige sker.

Vinderne kan man lade løbe, ja.
Måske skal man acceptere - ikke at have for stor overvægt i nogen. Om det går ud over afkastet afhænger af om man rammer rigtigt eller forkert. Don't loose money.



27/3 2021 08:31 Pappano 192361



Som hovedregel køber jeg og holder på "kvalitetsaktier", der er i stigende trender. Og jeg holder mig fra "aktier", der er i faldende trender. Men det kan i perioder være en svær beslutning, at sælge en kvalitetsaktie, som man måske har haft længe i sin portefølje og som sandsynligvis, vil stige igen efter en kortere eller længere periode.

Hør og se i den forbindelse f.eks. Markettimers indlæg om Novo Nordisk og Genmab etc. lidt længere nede på siden.

Jeg har yderligere en 4-5 norske og svenske aktier, som jeg daytrader i perioder. Og en mindre portefølje med "yngre lovende" kvalitetsaktier.



27/3 2021 09:40 Pappano 192363



Min svigerfar solgte genmab på kurs ca. 70 efter en kaotisk periode i selskabet for 10-15 år siden - og han fik aldrig genkøbt aktien. Når han efterfølgende har set Genmab stige til kurs ATH ca. 2780, ryster han på hovedet af sig selv og sin fejltagelse i bagklogskabens klare og ulidelige lys.



27/3 2021 10:12 Pappano 292366



Den vel nok største fejltagelse i aktiehistorien:

Som medejer af Apple solgte Ronald Wayne i 1976 sin ejerandel på 10 pct. i Apple til medejerne Steve Jobs og Steve Wozniak, kun 11 dage efter selskabet blev stiftet den 1. april.

Prisen var 800 dollar for ejerandelen.

Med Apple-værdi tilbage i 2014, var ejerandelen 64 mia. dollar værd, godt 380 mia. kr. Dermed er de 10 pct., som var 800 dollar værd for 38 år siden, 80 millioner gange mere værd.

Den sum ville ifølge Forbes have gjort Ronald Wayne til verdens fjerde rigeste i 2014.

Hvis man gider, kan man indsætte den aktuelle og endnu mere svimlende Apple værdi anno 2021.



27/3 2021 10:02 PMPirate2 392364



Jeg er langsigtet, og handler kun sjældent aktier.

Dog kan jeg finde på at sælge, hvis en aktie efter min mening er voldsomt overvurderet af markedet. Her finder jeg en rimelig pris ud fra regnskaberne og virksomhedens situation (FA), og sammenligner med kursen. Kursen skal typisk være omkring dobbelt så høj som min rimelige pris før jeg overvejer at sælge.

Når jeg har besluttet at sælge, sælger jeg ikke med det samme. Her går jeg over til noget der mere ligner TA. Jeg sælger ikke så længe aktien stadig er i en tydelig uptrend, men først når jeg er rimeligt sikker på, at trenden er vendt. På den måde sælger jeg aldrig på toppen, men til gengæld er der en mindre chance for at sælge for tidligt.

Med mindre der er tale om meget likvide aktier sælger jeg heller ikke på een gang. I stedet bruger jeg mindre limiterede salgsordrer og venter til der kommer en køber, så jeg tjener spreadet. På denne måde undgår jeg, at mit salg kommer til at påvirke kursen alt for meget.



27/3 2021 11:13 Aliaz 092367



PMPirate, har du regler om hvor mange procent én enkelt-aktie maksimalt må fylde? Hvis ja, hvor meget?



28/3 2021 06:33 PMPirate2 292376



Nej jeg har ingen fast regel her. Jeg foretrækker, at en aktie ikke fylder mere end 20% af mine børsnoterede aktier, og jeg er ikke glad hvis den fylder over 50%.

Lige nu har jeg faktisk en enkelt aktie der fylder over 50%. Det ville være en kæmpe risiko (som jeg ikke ville være villig til at tage), hvis det ikke var fordi så lidt af min formue er investeret i aktier, at denne ene aktie udgør mindre end 10% af min formue. Og så længe den stadig er i en langsigtet uptrend har jeg ikke travlt med at sælge ud af den.



27/3 2021 11:20 Aliaz 092368



Hvis nogen er i tvivl hvad jeg mente - en kvalitetsaktie - er en aktie der langsigtet har bevist større og større overskud. Selvfølgelig kan der være udsving årene imellem, men ikke kæmpe udsving i indtjening/overskud.
Eksempelvis Novo Nordisk.

Det kan være value, men slet ikke nødvendigvis ensbetydende med value. Value er typisk lav P/E og lav K/I. Ofte kan der være klare årsager til de lave værdiansættelser. Ofte ses også at value bliver ved med at være "value" af samme grund.



29/3 2021 22:07 Skidtmads 092428



@Aliaz: Du rammer noget meget centralt her. Jeg er relativt ny på markedet. I hvert fald ift at handle så aggressivt, som jeg indimellem gør.
Men jeg har f.eks. DSV fra kurs under 200, og jeg har ikke den fjerneste ide om at skille mig af med den, da den er stabil og vel ført fra direktions side. Jeg har KÆMPE tillid til den.
Som du nævner, burde jeg undervejs have solgt den adskillige gange, hvis jeg havde en foruddefineret "procentuel-stignings-strategi" for salg.
(Andre køber/sælger jeg for få procents vindings skyld.)
Men jeg har bare tillid til DSV - og sælger derfor ikke.
Problemet opstår først, når man forventer en ned/optur og egentlig gerne ville satse på den. Men fordi man har "været med" så længe, sidder man i suppedasen - og VED, at man realiserer et meget højt skattesmæk ved at sælge, med efterfølgende køb for øje.
DEN klemme sidder jeg ofte i.!



29/3 2021 22:25 Skidtmads 092429



@Aliaz: Din tekst: "Man bør vel beskytte sig i forhold til hvis det utænkelige sker." Den benyttede jeg ift Chemometec. Omkring ATH begyndte jeg at sælge, men jeg havde faktisk ikke "råd" til at sælge så mange, som jeg inderst inde fandt rigtigt.
Mit GAK var så vanvittigt lavt, at jeg pga fortjeneste ville blive efterladt med en skat, der krævede tossede salg for at skaffe likvider.
I bakspejlet havde det været fornuftigt at sælge flere - for senere at træde ind igen. Men som du siger: Vi er pokkers kloge - bagefter....



29/3 2021 22:34 Skidtmads 092430



@Aliaz: MIN lære har været, at jeg skal huske at tage gevinst lidt oftere.
Men omvendt har jeg haft Chemometec i en periode, hvor firmaet flere gange om året har opjusteret forventninger. Hvem pokker ønsker at slagte guldkalven?? Som du skriver, risikerer man at blive efterladt på perronen, når toget kører. Derfor endte jeg med slet ikke at have råd til at sælge...
og nu er det så svært pga skat...



TRÅDOVERSIGT