Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Danmark: Bnp viser sundhedstegn trods historisk fald

15/2 09:11

Kigger man på tallene for den danske bnp i 2020, så er det tydeligt at coronakrisen har givet den danske økonomi enorme tæsk.

Men nye tal for det danske bnp formår alligevel at få positive kommentarer med på vejen.

For fjerde kvartal isoleret steg det danske bnp med 0,6 pct., mens det for hele året endte med at blive et fald på 3,7 pct.

Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Faldet i bnp er kun overgået af 2009, hvor finanskrisen satte dybe og langvarige spor i den danske økonomi. Her faldt den med hele 4,9 pct.

Men coronakrisen skiller sig på mange måder ud sammenlignet med "en normal" økonomisk krise, mener flere eksperter.

En af dem er Las Olsen, der er cheføkonom i Danske Bank.

- Det skyldes ikke mindst, at forbruget og aktiviteten steg så hurtigt igen, da man åbnede lidt op igen, og det er noget helt andet, end hvad man ser i en normal økonomisk krise som for eksempel finanskrisen, skriver han i en kommentar.

På trods af det historiske fald i den danske økonomi, så forholder han sig altså optimistisk.

- 2020 var slemt, men dog betydeligt bedre end mange frygtede tilbage i marts, da corona for alvor kom til Danmark, og også meget bedre, end især nogle af de store internationale organisationer vurderede så sent som i efteråret, lyder det.

TILBAGE PÅ SPORET I 2022

Las Olsen forholder sig dog også realistisk til den danske økonomis store tilbageslag.

- Selv om det ikke er gået så galt, som det kunne have gjort, så er det stadig et meget stort tab, også økonomisk, fastslår han.

Han regner med, at den danske økonomi er tilbage på sporet i løbet af 2022, hvor det så vil være muligt at gøre det samlede tab op i kroner og øre.

Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, regner også med et opsving i 2022.

- Smitte, restriktioner og en mere trængt økonomi er udtrykket for de første måneder af 2021, og det kommer til at trække gennemsnitshastigheden for året gevaldigt ned. Så efter sidste års største dyk i dansk økonomi siden finanskrisen, så forventer vi alene omkring 2 pct. vækst i år. Til gengæld ser vi den højeste vækst i 15 år i 2022, skriver han.

Det samlede bnp-tab, som krisen kommer til at koste Danmark, kommer til at kunne gøres op til omtrent 300 milliarder kr. - eller over 50.000 kr. per dansker, vurderer Las Olsen.

- Det er et tab, der rammer os gennem mindre overskud, lavere lønstigninger og en stor regning til det offentlige, som godt nok ikke behøver blive betalt lige nu, men som stadig er penge, vi kunne have brugt til noget andet.

Han venter dog et ordentligt økonomisk opsving, når vaccineudrulningen vil få coronaen til at løsne grebet om samfundet.

Det vil gøre 2021 til lidt af et "mellemår", fordi nedlukning trækker ned i første del af året, skriver Las Olsen.

- Men efter alt at dømme er det noget ganske andet end for eksempel finanskrisen, som det tog lang tid at komme sig over – hvis altså vi rent faktisk slipper fri af corona og nedlukninger, lyder det.

/ritzau/FINANS