Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Tirsdagens aktier: Mærsk sendt til tops på positivt nyt

30/3 17:06

Mærsk endte som tirsdagens vinder i C25 efter en positiv nyhedsstrøm om fokus på medicintransport, nyt navn i ledelsen og en nu sejlbar Suez-kanal.

Med i stoppen var også FLSmidth og Vestas. Det skete forud for onsdagens udmelding fra den amerikanske præsident, Joe Biden, der ventes at ville præsentere rammerne for en infratrukturplan på op mod 4000 mia. dollar.

Her er der blandt andet udsigt til en markant øget fokus på havvind, mens FLS - gennem sin cementforretning - også håber på at kunne få del i de store investeringer i infrastruktur.

FLS-aktien endte med en stigning på 2,2 pct. i 243,60 kr., mens Vestas sluttede dagen med et plus på 2,3 pct. i 1245 kr.

Det var overordnet set et lettere trægt marked, hvor handlerne måske havde den kommende påskeferie for øje. Det endte i hvert fald med kun små udsving i det danske eliteindeks, der gennem det meste af tirsdagen lå og svingede omkring åbningsniveauet.

Det endte dog med et lille plus på 0,1 pct. i indeks 1665,35.

De 25 eliteaktier var næsten ligeligt delt mellem grøn og rød, men i bunden trak Bavarian Nordic og GN fra.

Bavarian stod for dagens største fald - på 3,9 pct. til 282,60 kr. - mens GN fulgte trop og dykkede 3,2 pct. til 494 kr.

MÆRSK SATSER PÅ MEDICINTRANSPORT

Nyhedsmæssigt var der i løbet af dagen mest fokus på Mærsk, der ifølge Børsen vil satse på det lukrative marked for medicintransport. Rederiet vil erobre andele af det 190 mia. kr. store marked, og global farmachef i Mærsk Hristo Petko vurderede over for Børsen, at der for alvor kommer fart på, når coronavacciner skal til Afrika og Latinamerika.

Det danske rederi kunne desuden meddele tirsdag, at Navneet Kapoor er blevet udnævnt til Executive Vice President og nyt medlem af Executive Board - selskabets direktion.

Direktionen vil herefter bestå af topchef Søren Skou, finansdirektør Patrick Jany, Morten Engelstoft, Vincent Clerc, Henriette Hallberg Thygesen og nu Navneet Kapoor, der i dag har rollen som Chief Technology & Information Officer. Den stilling har han haft siden februar sidste år.

Samtidig var der også godt nyt til de Mærsk-skibe, der gennem den seneste uge har siddet i kø for at komme gennem den blokkerede Suez-kanal. Kæmpeskibet Ever Given, der siden tirsdag sidste uge har siddet fast i kanalen, er kommet fri, og kanalen er dermed sejlbar igen.

B-aktien i Mærsk endte med en stigning på 3 pct. i 14.675 kr.

GENMAB-PARTNER FÅR GODKENDELSE

Genmab-partneren Novartis modtog tirsdag en tilladelse fra EU-Kommissionen til at markedsføre Kesimpta til behandling af tilbagevendende sklerose.

Godkendelsen var dog ingen stor overraskelse, da midlet allerede er godkendt i USA.

Genmab-aktien endte med et fald på 0,4 pct. til 2019 kr.

Der var også nyt til energikoncernen Ørsted, som har besluttet sig for sit hidtil største onshore-projekt, Helena Energy Center, som er et hybridprojekt på 518 MW med både vind- og solenergi.

Der var også analytikernyt til selskabet, da finanshuset Redburn meddelte, at det indleder sin dækning af Ørsted med anbefalingen "sælg".

Ligesom Vestas håber Ørsted formentlig også på positive indikationer fra Joe Biden omkring investeringer i vedvarende energiløsninger som led i præsidentens store infrastrukturplan.

Ørsted-aktien faldt 1,4 pct. til 998,80 kr.

KURSMÅLSLØFT TIL DSV

Transportkoncernen DSV Panalpina fik løftet kursmålet af den amerikanske storbank JPMorgan til 1129 kr. fra 992 kr. Storbanken fastholder dog anbefalingen "neutral".

DSV Panalpina steg 0,6 pct. til 1213,50 kr.

Smykkekoncernen Pandora fik hævet sit kursmål til 600 kr. fra 555 kr. af canadiske RBC, der samtidig gentager anbefalingen "underperform".

Pandora endte uændret i 678,40 kr.

Også Topdanmark fik et kursmålsløft. Her var det britiske Barclays, der øgede målet til 310 kr. fra 290 kr. Barclays fastholder samtidig en neutral anbefaling.

Topdanmark steg 1 pct. til 292,4 kr.

SÆNKEDE UDSIGTER TIL SP GROUP

SP Group må se en sænket anbefaling i øjnene tirsdag. Investeringsbanken Carnegie har reduceret anbefalingen af aktien til "hold" fra "køb".

Det er dog på baggrund af en periode med stor fremgang i aktiekursen. Siden midten af december sidste år er SP Group steget fra 235 kr. til mandagens slutkurs på 348 kr., og som et plaster på såret løftes kursmålet til 345 kr. fra 265 kr. hos Carnegie.

SP Group dykkede 2,3 pct. til 340 kr.

COLUMBUS SÆLGER FRA

Blandt sidepapirerne var der også nyt om it-selskabet Columbus, der som led i sin nye "Focus23"-strategi har frasolgt datterselskaberne i både Estland og Litauen.

Det var med til at sende aktien op med 0,5 pct. til 15,08 kr.

Og endeligt kunne MT Højgaard meddele, at selskabet har vundet DSB's udbud vedrørende etableringen af et togværksted og et jernbaneanlæg i Næstved.

Udbuddet er opdelt i tre faser, og hvis MT Højgaard Danmark som ventet kvalificerer sig til alle faser, har udbuddet en anslået værdi på 900 mio. kr.

MT Højgaard-aktien sluttede dog med et fald på 1,3 pct. til 193,5 kr.

/ritzau/FINANS