Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/åbning: NKT flyvende fra start på udsigt til milliardordre

21/9 09:14

Kabelproducenten NKT er flyvende fra starten af tirsdagens danske aktiehandel, hvor stemningen også generelt er noget mere positiv, end tilfældet var mandag, hvor markedet gik i rødt i frygt for et kollaps i den kinesiske ejendomsudvikler China Evergrande og de afledte effekter, som det kan medføre.

NKT er i overskrifterne, efter at selskabet er blevet valgt som foretrukken leverandør til et milliardprojekt i USA.

Usikkerheden lurer dog også fortsat i baggrunden, før Evergrande torsdag i denne uge skal svare renter på dele af sine enorme obligationslån for at undgå konkurs.

- Uroen har spredt sig lidt til investment grade-virksomhedsobligationer i Asien. Men der er dog små tegn på, at uroen er aftagende eller at "buy on dip-køberne" er vendt tilbage. Aktiefutures i USA og Europa er således i plus, og olieprisen og renterne i USA følger forsigtigt med, skriver chefanalytiker Kim Fæster i en morgenkommentar tirsdag.

C25-indekset stiger efter knap ti minutters handel med 0,6 pct. til 1938,99.

NKT VALGT SOM FORETRUKKEN LEVERANDØR TIL STORT KABELPROJEKT

Kabelproducenten NKT synes på vej mod endnu en enorm ordre, idet selskabet er blevet valgt som foretrukken leverandør til det såkaldte Champlain Hudson Power Express-projekt i USA.

Der er tale om et højspændingsprojekt, der skal følge Hudson-floden og forbinde Montreal-området i Canada med New York - baseret på bæredygtig vandkraft.

For nuværende ventes projektet at have en værdi på omtrent 1,1 mia. euro - svarende til til 8,2 mia. kr. - i nuværende metalpriser.

NKT skal stå for både produktion, levering og installation af kablerne langs ruten.

- Jeg er meget stolt over, at NKT kommer til at være en vigtig bidragsyder og partner til USA i transformationen til vedvarende energikilder. Landet er en vigtig aktør, når det kommer til at håndtere konsekvenserne af klimaændringer, siger Alexander Kara, der er administrerende direktør hos NKT, i en meddelelse fra selskabet.

NKT-aktien stiger med 8,3 pct. til 292,60 kr. fra start tirsdag.

Også Genmab får positiv opmærksomhed tirsdag, efter at de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, mandag aften hastegodkendte Tisotumab Vedotin til behandling af tilbagevendende eller metastatisk livmoderhalskræft.

Det skete, efter at det danske selskab sammen med partneren Seagen søndag fremlagde positive foreløbig data fra et igangværende fase 3-studie.

Genmab stiger med 1,1 pct. til 2769 kr.

CBRAIN FÅR LØFTET ANBEFALING EFTER KURSDEROUTE

Softwareselskabet Cbrain har fået løftet sin anbefaling hos norske ABG Sundal Collier til "køb" fra "hold".

Samtidig er kursmålet reduceret til 385 kr. fra 400 kr., skriver PLX AI.

Ændringen kommer, efter at aktien er styrtdykket over den seneste periode. Mandag faldt den med 13,6 pct. til 331 kr., og de seneste to uger er aktien faldet fra 482 kr. - og dermed med samlet 31,3 pct.

Det bliver der delvist rettet op på tirsdag morgen, hvor aktien stiger med 4,5 pct. til 346 kr.

Investorerne vil formentlig også holde et skarpt øje med flere af de cykliske aktier, der blødte i mandagens urolige marked.

Det gælder blandt andet Mærsk, hvis B-aktie bakkede 4,7 pct. på ugens første dag. Tirsdag morgen stiger den 1,4 pct. til 18.910 kr.

.\\˙ MarketWire