Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
Historik

Vælg chat via ovenstående menu
Luk reklame

DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/lukning: Mærsk, Demant og Chr. Hansen trak C25 i rødt

14/10 17:05

Stemningen på det danske aktiemarked nåede både i plus og minus torsdag, inden C25-indekset cementerede sig i et solidt minus, hvor særligt regnskabsaktuelle Chr. Hansen trak ned.

Også Demant og ikke mindst A.P. Møller-Mærsk var medvirkende til, at indekset dykkede trods øget appetit blandt investorerne til igen at skyde penge i en række aktiedarlings.

Det kom oven på de seneste par ugers "skvulp" på aktiemarkederne, hvor investorerne torsdag viste fornyet mod på at positionere sig, siger Christian Thatje, der er senioraktiehandler i Sydbank, til MarketWire.

Det var dog ikke nok til at holde C25-indekset oven vande torsdag, hvor Simcorp, Danske Bank og FLSmidth i spidsen ellers forsøgte at trække op med stigninger på henholdsvis 2,2, 1,8 og 1,6 pct.

- Det skyldes, at Mærsk trækker så godt ned, som den gør. Det skyldes også, at Demant er over 5 pct. nede og Chr. Hansen over 7 pct. Det påvirker det danske marked så meget, at vi "underperformer" Europa, siger Mads Zink, der er chefhandler i Danske Bank, før børslukning til MarketWire.

Det danske eliteindeks lukkede således med et fald på 0,8 pct. til 1873,74, efter at indekset onsdag formåede sin største stigning siden november 2020 på 2,5 pct.

CHR. HANSEN TIL BUNDS EFTER REGNSKAB

Ingredienskoncernen Chr. Hansen kom før børsåbningen med regnskab for fjerde kvartal 2020/21 og dermed hele regnskabsåret.

Omsætningen landede i kvartalet på 293,3 mio. euro mod ventet 289 mio. euro hos analytikerne ifølge estimater fra selskabet selv.

For 2021/22 venter Chr. Hansen en organisk omsætningsvækst på 5-8 pct., mens EBIT-marginen før særlige poster ventes at lande på 27-28 pct. Derudover ses de frie pengestrømme i størrelsesordenen 140-170 mio. euro.

Aktien faldt 6,7 pct. til 496,50 kr.

FUNKTIONSFEJL KOSTER HOS DEMANT

Demant vil tilbagekalde en række ikke-implanterede cochlear-implantater af typen Neuro Zti på grund af funktionsfejl.

Det ventes at medføre en engangsudgift på 70-100 mio. kr., oplyser selskabet. Samtidig vil Demant også stoppe salget af nye implantater, fremgår det.

Aktiekursen trak ned med 4,9 pct. til 287 kr.

Med i bunden var også Mærsks A- og B-aktie, der uden selskabsnyt hver faldt 4,8 pct. og dermed bidrog til at sænke C25 i rødt.

Samme dag meddelte World Container Index dog, at containerraterne på fyrrefodscontainere var faldende.

SYDBANK MELDER SIG I RÆKKEN

Sydbank tilsluttede sig torsdag koret af banker med opjusterede forventninger til 2021. Banken ser nu et resultat efter skat i intervallet 1300-1450 mio. kr. I juli opjusterede banken resultatforventningerne til 1150-1350 mio. kr. fra før 850-1150 mio. kr.

Tirsdag opjusterede Nykredit og Vestjysk Bank, og onsdag fortsatte Spar Nord og Skjern Bank bølgen med opjusteringer forud for deres regnskaber for tredje kvartal.

Sydbank lukkede 4,6 pct. højere i 215,40 kr.

Lundbeck meddelte torsdag, at selskabet har indgået en endelig aftale med sydkoreanske Aprilbio om eksklusive globale rettigheder til forskning, udvikling og kommercialisering af APB-A1 til behandling af neuroimmune sygdomme.

Aktien faldt 2,6 pct. til 173,50 kr.

ANALYTIKERNES KÆRLIGE BEHANDLING

Flere selskaber har været til gennemsyn hos forskellige finanshuse. Og her har bryggerikoncernen Carlsberg fået skåret sit kursmål 1030 kr. fra 1100 kr. af RBC Capital, der gentog anbefalingen "sector perform", viser data fra Bloomberg News.

Aktien faldt 1,4 pct. til 1075,50 kr.

Andetsteds genoptog Jefferies dækningen af Novozymes med anbefalingen "køb" og et kursmål på 490 kr. Aktien faldt 1,1 pct. til 440,30 kr.

Nordea fik løftet sit kursmål af Arctic Securities til 85,70 kr. fra 80,10 kr.

Samtidig blev anbefalingen "køb" gentaget.

Bankaktien steg 2,5 pct. til 79,35 kr.

Maersk Drilling offentliggjorde torsdag, at selskabet er blevet valgt som foretrukken kontrahent til et CO2-opbevaringsprojekt af danske Greensand.

Aktien lukkede torsdag med en stigning på 0,3 pct. til 247,60 kr.

.\\˙ MarketWire