Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Coloplast/CEO: Patienterne vender tilbage i Europa -Kina og USA halter

25/1 15:38

Der er tegn på bedring i tilgangen af kunder hos Coloplast - særligt i Europa, hvor den efterhånden ligner niveauet fra før covid-19.

Uden for Europa er der stadig udfordringer i blandt andet USA, hvor tilkomsten af nye patienter i kontinensforretningen fortsat halter efter, og i Kina, hvor forbrugernes adfærdsmønster har betydet lavere salg.

Det siger administrerende direktør i Coloplast, Kristian Villumsen, til MarketWire tirsdag, efter at medicoselskabet har fremlagt regnskab for første kvartal af sit forskudte regnskabsår 2021/22.

- Vi har et kinesisk marked, hvor tilgangen af patienter er tilbage, men folk køber simpelthen mindre ind nu, end de gjorde før covid, siger Kristian Villumsen og tilføjer, at Coloplast selv varetager en stor del af salget i Kina gennem egne kanaler.

Det er en problematik, man har set før i Kina, lyder det videre.

- Vi har set det før, når der i Kina har været økonomiske problemer, at folk ændrer adfærdsmønstre i en periode, og så kommer det tilbage til normalen.

- I vores patientstøtteprogram, Coloplast Care, kan vi se den samme tilgang af patienter, så jeg er rimelig fortrøstningsfuld, om at der ikke foregår noget andet i markedet end det, og så må man simpelthen belave sig med lidt tålmodighed.

Udviklingen skyldes en udbredt nervøsitet blandt kunderne i Kina, der i stedet er gået på tilbudsjagt og ellers bruger produkterne længere, end de normalt ville.

I USA har omikron i første og andet kvartal lagt en dæmper på efterspørgslen på ikke-akutte indgreb, fortæller topchefen.

Noget bedre er situationen i Europa, hvor tilgangen af patienter er tilbage til niveauet før covid-19.

Kristian Villumsen er dog forsigtig med at sige, at forretningen er tilbage til normalen.

- Man tør jo næsten ikke udtale sådan noget, når man læser om omikron rundt omkring. Vi har set adgangsbegrænsninger for sælgere i flere af de europæiske markeder i forbindelse med omikron, men når jeg kigger på tilgangen af nye patienter, og jeg kigger på, hvor mange folk der bestiller produkter i vores egen kanal, og jeg ser på salget, så ser det faktisk rigtigt fornuftigt ud, siger topchefen til MarketWire.

Alligevel afholder Kristian Villumsen sig fra at udtrykke sig alt for håndfast om pandemien. Han konstaterer dog, at Coloplast ser grund til at være fortrøstningsfuld, og at forventningerne fastholdes af den grund.

VENTER STADIG NEGATIV PÅVIRKNING FRA COVID-19

Af dagens regnskab fremgår det, at Coloplast på kort og mellemlang sigt venter negativ påvirkning fra covid-19. Det er imidlertid svært at sætte konkrete tal på, hvornår presset letter.

Lige nu ser Coloplast en underliggende vækst i markedet på 4-5 pct., hvor selskabet selv er i den høje ende af spændet.

- Det kan man tilskrive pandemien, og de effekter der er kommet derfra. Der er også en effekt fra pandemien på bemandingen på hospitalerne, siger Kristian Villumsen.

Selv om det er svært at kvantificere, hvornår påvirkningen aftager, er der alligevel lidt grund til at være fortrøstningsfuld, siger topchefen.

- Der er ingen tvivl om, at det har haft en virkning, men jeg synes, når jeg kigger på, hvor vi er nu, sammenlignet med hvor vi var tidligere, så er det en helt anden sag, lyder det.

.\\˙ MarketWire