Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

NNIT/Nordnet: Salgspris forekommer ret høj - men mange ubekendte

22/6 07:24

Prisen for den forretningsenhed, som NNIT onsdag morgen har annonceret frasalget af, forekommer umiddelbart ret høj, men dog er dog en del ubekendte forhold, som gør det vanskeligt præcist at vurdere.

Det skriver investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet i en kommentar til MarketWire.

NNIT kunne onsdag morgen fortælle, at det sælger sin Hybrid Cloud Solutions-forretningsenhed samt udvalgte dele af sin Cloud & Digital Solutions-forretningsenhed til fonde rådgivet af Agilitas Private Equity.

Salgsprisen for de frasolgte aktiviteter, der samlet omtales som infrastruktur-outsourcing-forretningen, udgør 1500 mio. kr. målt på enterprise value på gældfri basis.

- Umiddelbart vurderet lyder en salgspris på 1,5 mia. før korrektioner for arbejdskapital, m.v. og før indregning af 200 mio. i omkostninger til spaltning som en relativ høj pris set i forhold til markedsværdien af hele NNIT, lyder det fra Per Hansen.

Aktien i NNIT er blevet bombet langt under børsnoteringskursen fra 2015 på 125 kr. og lukkede tirsdag i 61,40 kr., hvilket repræsenterer en samlet børsværdi på ca. 1,5 mia. kr.

Tillægges gælden opgjort per ultimo 2021 kan tillægges 722 mio. kr., hvilket giver en samlet enterprise value på gældfri basis ifølge Per Hansens beretninger på 2,2 mia. kr.

- Set i den sammenhæng er pris på 1,5 mia. på gældfri basis (EV) ret høj, resonerer han. Men han pointerer, at han ikke kender vækst og profitabilitet i de frasolgte aktiviteter og i de tilbageværende.

NNIT har til hensigt at geninvestere provenuet fra frasalget for at accelerere væksten i koncernens to tilbageværende forretningsenheder, Life Sciences Solutions og Cloud & Digital Solutions.

- Vi er overbeviste om, at infrastrukturaktiviteterne vil være bedre positioneret til at opfylde service- og vækstmål og levere kundeværdi som en specialiseret, selvstændig infrastruktur-outsourcing-forretning støttet af Agilitas, udtaler koncernchef Pär Fors.

Efter frasalget vil NNIT være organiseret i to selvstændige forretningsenheder og have cirka 1650 ansatte i Danmark, Tjekkiet, Tyskland, Schweiz, Storbritannien og Irland, USA, Filippinerne, Kina og Polen.

Ifølge proforma-tal havde de fortsættende aktiviteter i 2021 en omsætning på cirka 1,5 mia. kr.

Som følge af frasalget har NNIT valgt at suspendere sin prognose for 2022, men selskabet vil give opdateringer til markedet, når sigtbarheden om udsigterne for 2022 for de fortsættende aktiviteter øges.

De frasolgte forretningsenheder beskæftiger cirka 1500 medarbejdere i Danmark, Kina, Tjekkiet og Filippinerne.

.\\˙ MarketWire