Sverige og Finland vil hjælpe Tyrkiet med at bekæmpe terror
29/6 08:36
Aftalen om Sverige og Finlands medlemskab af Nato indeholder en række forsikringer til Tyrkiet om bekæmpelse af "terrorisme".
Det siger Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, på vej ind til andendagen af Nato-topmødet i Madrid.
- Aftalen afspejler vores ansvar for at stå sammen og svare på de sikkerhedstrusler, som Nato-allierede står overfor. Det inkluderer også terror.
- Aftalen fastslår, at Sverige og Finland vil arbejde tættere sammen med Tyrkiet om udveksling af oplysninger, udlevering og bekæmpelse af terrorisme, siger Jens Stoltenberg.
Tyrkiet blokerede i omkring halvanden måned for optagelsen af de to nordiske lande. Det skete blandt andet med henvisning til, at Sverige og Finland efter Tyrkiets opfattelse gør for lidt for at bekæmpe militante kurdere.
På første dagen af Nato-topmødet lykkedes det dog Tyrkiet, Sverige og Finland at nå til enighed på et møde med Jens Stoltenberg. Her indgik de tre lande den aftale, som Jens Stoltenberg omtaler.
/ritzau/