Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Green Hydrogen/CEO: Leverer negative tal men fremtiden ser lys ud

25/8 15:32

Green Hydrogen Systems, som producerer elektrolyseanlæg, udkom torsdag morgen med regnskab. Selvom tallene stadig er i minus, så er der lys for enden af tunellen, efter selskabet nu har genoptaget sin vejledende prognose for 2022.

Det fortæller Sebastian Koks Andreassen, administrerende direktør for Green Hydrogen Systems, til MarketWire.

- Vi aflægger et regnskab, der på finanserne ikke er overvældende, og vi har et lavere guidance-range, end vi startede ud med. Men vi hæfter os ved, at vores teknologi er fremskredent i forhold til de udfordringer, som vi havde. Derfor er vi også nu helt anderledes komfortable med at udskrive ny guidance og bringe os tilbage på bordet der.

Omsætningen står nu til 1-19 mio. kr. mod før 75-120 mio. kr. Et beskedent tal, men det reflekterer stadig, at der mulighed for at få solgt anlæg inden årets udgang.

I april kom det frem, at selskabet havde tekniske problemer med sin A-serie, hvilket resulterede i yderligere forsinkelser af leverancer til selskabets kunder. De to første anlæg er nu leveret til kunder i testmiljø, hvilket betyder, at anlægget bliver testet hos kunden, for at se om det fungerer i kundens system. Når så produktet er valideret hos kunden, overføres den sidste delbetaling, og derefter skrives det ind i regnskabet, så det indgår i omsætningen.

Forventningen til leveringer resten er året ses med oprejst pande.

- Det er ikke endeligt accepteret af kunden, det er jo det, der skal til for at få omsætning på anlægget. Men vi har en ordrebog på 13 MW. Der regner vi med at levere op til 5 MW mod slutningen af året og de resterende 8 MW ind i første halvår af næste år, siger Sebastian Koks Andreassen.

MW (megawatt) er den enhed, man måler anlæggenes kapacitet i. Selskabets A-90 anlæg producerer 90 normalkubikmeter brint i timen men bruger omkring 0,5 MW. Det betyder så, at Green Hydrogen forventer at leverer op til 10 A-90 anlæg mod slutningen af året.

Green Hydrogen Systems udvikler også på sin nye X-serie, hvor der er et dedikeret team, der arbejder på sin egen fabrik. Der var en forventning om, at prototypen skulle leveres til en demonstration i Skive i fjerde kvartal, men det er udskudt til første kvartal. Det skyldes, at samlingstiden er længere end ventet, og forsyningskæden driller. Kort sagt er X-serien godt på vej - men forsinket et kvartal.

INVESTORTILLIDEN SKAL NOK KOMME TILBAGE

Selskabets aktie har fået nogle bank i løbet af 2022 grundet problematikken med A-serien. Bliver direktøren spurgt, hvad der skal til for at vinde investorernes tillid tilbage igen, er svaret kort og bestemt.

- Resultater!

Uddybningen lyder på, at når anlæggene bliver solgt, og selskabet leverer resultater i omsætning og afkast, så skal aktiekursen nok komme op igen.

Han ligger yderligere vægt på, at der også er store succeser hos elektrolyseanlægsproducenten. Der er sket en tidobling i antallet af ansatte på to år, og fabrikken er ved at udvidde kapacitet fra 75 MW til 400 MW om året.

- Fabriksudvidelse kan jo som regel kan volde problemer, men det går efter planen, og vi er faktisk forud for planen. Jeg står og kigger ud ad vinduet på den nye fabrik, der skyder op af jorden, og der er vi et kvartal forud for planen.

Sebastian Koks Andreassen fortalte 4. maj til Energiwatch, at selskabet holdt fast i sin medium term target for 2025, hvor der regnes med en omsætning på mere end 1 mia. kr. og et nul på driftsresultatet. I dag er forventningen lidt mere skeptisk.

- Det er en prognose, som er udfordret. Det skyldes, at når vi hæver blikket over de seneste begivenheder, er vi blevet et år forsinket på vores kommercielle opskalering her i selskabet. Det betyder, at vores 2025 mål bliver cirka et år forsinket. De er formentligt først realiserbare i 2026. Samtidigt med den kommercielle forsinkelse har vi bygget forretningen op helt efter planen i forhold til organisation og fabrikskapacitet, siger direktøren.

ENERGIKRISE GIVER ANLEDNING TIL GRØN ENERGI

Den nuværende energikrise er en stærk indikator på, at det er vigtigt, at omstillingen til grøn energi bliver prioriteret. Samtidig kan vindmølleparker blomstre op i diverse have, og den energi vindmøllerne producerer, kan lagres ved hjælp af elektrolyse.

- Selvom det er på en meget kedelig baggrund med klima og krig, så ser vi grøn brint som en del af løsningen, og dermed er der gunstige markedsforhold for os, fortæller Sebastian Koks Andreassen.

.\\˙ MarketWire