Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/middag: Flere tæsk til Mærsk i surt marked

23/9 11:53

Mærsk og transportkollegaen DSV lægger ved middagstid ekstra pres på C25-indekset efter endnu en fredag med negativ udvikling i containerraterne.

Samlet set taber indekset 2,5 pct. til 1445,96 og fastholder dermed laveste niveau i over to år. Blot Ambu og Netcompany stiger.

- Der er fortsat en sur stemning på markederne, og det er det samme tema, som vi kender: Frygt for recession og centralbankerne, der strammer pengepolitikken, den geopolitiske usikkerhed er måske spidset til, og energipriserne stiger, opremser senioraktierådgiver i Jyske Bank Martin Munk om baggrunden for den sure stemning.

- Det har virkelig fjernet risikoappetitten fra aktiemarkederne, tilføjer han.

Skuffende PMI-tal fredag formiddag fra eurozonen og Tyskland har ikke hjulpet på situationen, mener Martin Munk.

DEROUTE FOR RATER

Helt i bunden af C25 taber Mærsks A-aktie 4,8 pct. til 13.160 kr., og DSV følger med mod bunden med et minus på 3,9 pct. til 867,20 kr.

- Der er kommet tal for raterne, og de falder 10 pct., så det er ret voldsomt, det der sker der, mener Martin Munk.

Shanghai Containerized Freight Index (SCFI), der måler spotpriserne på containerfragt fra Shanghai til en række destinationer verden over, falder med 10,4 pct. Det er 15. uge på stribe, at indekset falder. Dermed er det faldet uafbrudt siden midten af juni. Med denne uges fald er SCFI nu 55,4 pct. lavere end på samme tidspunkt sidste år, og over de seneste fire uger er rateindekset faldet med omkring 10 pct. hver eneste uge.

Også transport-lillebroren NTG dropper med 5,2 pct. til 200 kr.

Men i bunden er også Genmab med et fald på 4,1 pct. til 2410 kr.

I toppen ligger Rockwool, som begrænser faldet til 0,3 pct. til 1150,50 kr., og Ambu som stiger 0,5 pct. til 62,08 kr. Der er ikke selskabsspecifikke nyheder fremme om selskaberne fredag formiddag.

Novo slipper med et minus på 0,8 pct. til 736,30 kr. som repræsentant for de defensive aktier, der sædvanligvis klarer sig relativt bedre i et nervøst marked, påpeger Martin Munk og henviser til, at medicinal, kommunikation og forbrug er de tre sektorer i toppen af det europæiske aktiemarked - om end med minusser på op til 0,7 pct.

SELV BANKERNE ER I MINUS

De negative aktiemarkeder sender investorerne over i de mere sikre obligationer, der handles med faldende renter, og den udvikling presser bankerne.

- Selv bankerne oplever kursfald i dag, men de har ellers ligget lunt noterer Martin Munk.

Nordea mister 0,7 pct. til 70,57 kr., Danske Bank taber 2,3 pct. til 102,35, og Jyske Bank går 2,4 pct. tilbage til 424,10 kr.

SÆNKEDE KURSMÅL

I den nedre del af C25 taber GN 3,2 pct. til 153,10 kr., efter at Nykredit har sænket sit kursmål for aktien til 250 kr. fra 300 kr. Det viser data fra Bloomberg News. Aktien er faldet 62 pct. siden nytår.

Pandora har fået skåret en væsentlig luns af sit kursmål hos Nykredit, der sænker kursmålet til 600 kr. fra 800 kr. Det viser data fra Bloomberg News.

Pandora-aktien falder 2,6 pct. til 373,80 kr. Aktien er siden årets start faldet mere end 50 pct.

BØDER TIL SAS

Uden for C25 er SAS blevet tildelt en bøde af fondsbørsen i Sverige, Nasdaq Stockholm, på grund af forsinket kommunikation om sommerens pilotstrejke. Det meddeler SAS og Nasdaq fredag.

Bøden i Stockholm er på 1.960.000 svenske kr. og svarer til tre gange SAS' årlige gebyr til børsen.

Nasdaqs kritik går på, at SAS var for lang tid om at meddele om pilotstrejken 4. juli, efter at forhandlingerne var brudt sammen.

Aktien falder 1,0 pct. til 0,38 kr.

Maersk Drilling har fået lov til at blive afnoteret på fondsbørsen i København.

Det er Nasdaq Copenhagen, der fredag har givet lov til en afnotering - og sidste handelsdag på børsen er sat til den 3. oktober. Og dagen efter - den 4. - handles aktierne ikke længere i København.

Afnoteringen kommer i forbindelse med, at Maersk Drilling og amerikanske Noble Corporation fusionerer.

De to selskaber offentliggjorde deres fusionsplaner i november 2021.

Derudover blev det fredag morgen oplyst, at Maersk Drilling har sikret sig en kontrakt hos britiske Ineos i Danmark til en værdi af cirka 34 mio. dollar.

Men aktien taber 2,7 pct. til 358 kr.

.\\˙ MarketWire