Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/middag: Aktier falder igen tungt - S&P 500 tester årets bund

23/9 18:21

Aktierne falder igen tungt i USA fredag, og markedet er dermed på vej mod det fjerde minus i rap og endnu et ugedyk omkring 5 pct., mens det med høj hast har ramt årets bund fra juni.

Der er tale om kursfald over hele linjen med alle sektorer i rødt. Værst går det for energisektoren, da olieprisen dykker på øget recessionsfrygt, og det rammer også de cykliske sektorer, mens vækstaktierne inden for teknologi trækkes ned at de stigende renter.

Det brede marked, målt på S&P 500-indekset, dropper fredag kl. 12.15, lokal tid i New York, med 2,2 pct. til 3672,72 indekspoint, mens Dow Jones smider 2,1 pct., og Nasdaq dykker med 2,3 pct.

IGEN VED 2022-BUNDEN

Med kursfaldene er S&P 500 for denne uge i minus 5,2 pct., mens det tabte 4,8 pct. ugen før det, og hovedindekset er nu faldet 22,9 pct. i 2022 og er nu under årets hidtidige lukkebund i 3674,84 point, som blev nået i midten af juni.

- Det ser ud til, at handlerne og investorerne er ved at kaste håndklædet i ringen i forhold til denne uge i en situation, der føles som om, "himmelen falder ned", siger Kenny Polcari, chefstrateg hos Slatestone Wealth, til Bloomberg News, men tilføjer en smule optimisme:

- Når alle engang stopper med at sige, at de "tror, recessionen kommer", og accepterer det faktum, at den allerede er her, så vil psykologien ændre sig.

Renterne fortsætter samtidig i vejret, især i den korte ende, da investorerne indretter sig på, at Federal Reserve langt fra er færdig med at hæve sin toneangivende rente trods et løft indtil nu i år på 3,00 pct.point.

I onsdags signalerede banken samtidig med et løft på 75 basispoint, for tredje møde i træk, at renten i år vil blive hævet med yderligere 1,25 pct.point inden nytår.

- Alle centralbanker synger den samme side i salmebogen. De forsøger at få styr på inflationen uanset hvad. Federal Reserve har slået tonen meget tydeligt an... den vil fortsætte uanset den smerte, der påføres økonomien, siger Antoine Bouvet, senior rentestrateg hos ING, til The Wall Street Journal.

HUG TIL ENERGI

I S&P 500 taber energiaktierne mest af alle med et minus på 6,7 pct. Det skyldes den øgede recessionsfrygt, som tvinger olieprisen ned med 6,3 pct., så den nu er under 80 dollar per tønde for første gang siden starten af januar.

Cykliske sektorer, der jo er ringest til at modstå en økonomisk nedtur, følger efter med fald til industri, finans, cyklisk forbrug samt råvarer og materialer på 2,4-3,0 pct., mens de højere renter dog også presser vækstbrancher som it og kommunikationsservice ned med 1,7-2,1 5 pct. Selv defensive sundhed falder 1,5 pct.

I S&P 500 trækker Apple mest ned med et fald på 1,7 pct., mens it-kollegaen Microsoft registrerer et minus på 1,1 pct.

Der er endnu mere salgspres på Tesla, der falder 4,2 pct., ligesom branchekollegaen i cyklisk forbrug, Amazon, mister 2,8 pct.

Alphabet sætter sig 1,8 pct. i kommunikationsservice, hvor Meta Platforms bakker 2, pct.

I energisektoren mister Exxon Mobil, Chevron og Conocophillips 5,9-8,3 5 pct., og storbankerne daler også med minusser til JPMorgan Chase på 3,2 pct., til Bank of America på 3,5 pct. og til Wells Fargo på 3,7 pct.

På regnskabsfronten kom Costco Wholesale med tal for sit fjerde kvartal torsdag aften. De var egentlig bedre end ventet på både top og bund, men aktien falder alligevel 3,2 pct., da bruttomarginen på 10,2 pct. var lidt svagere end ventede 10,4 pct., ifølge Bloomberg News.

Fedex, der slap sine tal før lukketid torsdag, hvilket udløste en vending fra fald til stigning, er igen fredag i minuskolonnen med 3,0 pct., da analytikerne er skeptiske over for logistikkæmpens plan om at gennemføre besparelser på op mod 2,7 mia. dollar i det nuværende regnskabsår, der har mindre end ni måneder tilbage.

Fedex trak i sidste uge sin helårsprognose på grund af de globale økonomiske usikkerheder. det fik sidste fredag aktien til at falde 21,4 pct. - det største dyk til aktien i 40 år.

.\\˙ MarketWire