Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

MT Højgaard/CEO: God ordrebeholdning men recession spøger - NY

10/11 12:48

De kommende år bliver travle for MT Højgaard Holding med langsigtet og robust ordrebeholdning, men høje renter og inflationen er med til at skabe et større usikkerhedsbillede af markedet.

Det vurderer Henrik Mielke, der er administrerende direktør hos MT Højgaard Holding, i forbindelse med selskabets regnskab for tredje kvartal.

- Ordrebeholdningen skal afvikles over de kommende år, og selvom vi ser ind i en recession, så står vi godt. Infrastruktur og anlæg er en del af sektoren, der er politisk fokus på, så der er der stadig godt gang i den, siger han til MarketWire.

Han påpeger, at MT Højgaard Holding har fået en "god del" af aftalerne, og at der samlet set skal "lidt" flere ansatte til at løfte opgaverne.

I regnskabet fremgår det da også, at lige under halvdelen af MT Højgaard Danmarks omsætning for de første tre kvartaler på 2,9 mia. kr. lå inden for infrastruktur- og anlægsprojekter.

Generelt fylder den grønne omstilling mere og mere i den politiske debat - herunder det just overståede folketingsvalg.

Det er godt nyt for MT Højgaard Holding, men samtidig kan de økonomiske usikkerheder skabe flere konkurrenter for selskabet.

- Grøn omstilling eksempelvis fjernvarme har fyldt i debatten, så der er større opbakning til den type opgaver fra politisk side. Det kan trække nogle aktører over mod det område, da det private byggeri og renovering samtidig er gået i stå, siger topchefen.

Han påpeger, at MT Højgaard Holding derfor også lægger meget fokus på eksisterende partnerskaber og at udvikle grønne tiltag direkte med de eksisterende kunder.

Selskabet fastholder sine forventninger, men de volatile markeder får MT Højgaard Holding til at kalde risikobilledet for skærpet.

- Usikkerheden i markedet fortsætter med højere renter, inflation og prisstigninger. Vi ser ind i et nedadgående marked og er usikre på, hvordan det udvikler sig - også for kunder og bygherrer, siger MT Højgaard Holding koncernfinansdirektør, Martin Stig Solberg.

Han påpeger, at året snart er slut, og at der stadig er ting, som selskabet skal i lykkes med - i et usikkert marked - for at komme i mål.

UTILFREDSHED MED SCANDI BYG OG MT HØJGAARD INTERNATIONAL

Selvom den administrerende direktør, Henrik Mielke, er glad for kvartalsregnskabet, så er begejstringen ikke helt oppe, hvor den kunne have været.

Det er særligt Scandi Byg og MT Højgaard International, der slår skår i glæden.

- Det er ærgerligt, at vi ikke performer i de segmenter, da det ville give et løft til det samlede regnskab, siger han.

Ifølge topchefen er det i Scandi Byg en ustabil ordreindgang, hvilket gør, at der er for meget materiale på lager og for mange ansatte i produktionshallerne - og det koster penge.

Ledelsen er fornyligt blevet udskiftet, og det skal være det første skridt mod at gentænke og drive divisionen.

Dertil har MT Højgaard International problemer i Portugal, hvor der er konjunkturmæssige udfordringer og en stadig langsommere tilbagevenden fra coronakrisen.

Også i Grønland er der kommet "negative overraskelser" til, mens selskabet er ved at afvikle sin forretning i landet.

.\\˙ MarketWire