Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/tendens: Fokus på iPhone-produktionsproblemer i blandet formarked

25/11 14:03

De amerikanske aktiefutures indikerer en blandet udvikling, når markedet i USA åbner for aktiehandlen fredag klokken 15.30 dansk tid.

Det sker på ugens sidste handelsdag, der egentligt kun er en halv arbejdsdag på både aktie- og obligationsmarkedet, da det er black friday. Torsdag var der helt lukket på grund af helligdagen thanksgiving.

Der er hverken nøgletal eller taler i kalenderen på en fredag, hvor futuren for det brede amerikanske S&P-indeks stiger 0,1 pct. Nasdaq 100-futuren falder 0,2 pct., mens Dow Jones-futuren stiger 0,2 pct.

I forbindelse med black friday er ansatte hos Amazon blevet opfordret til at nedlægge arbejdet verden over, inklusive i USA, Tyskland og Frankrig, på den store handelsdag. På den måde vil onlinegiganten blive ramt på den travleste handelsdag på året.

En strejke skal være med til at forbedre lønforholdene for de ansatte, skriver Reuters.

"Make Amazon Pay"-initiativet er i mere end 30 lande.

- Som ansat hos Amazon får man tilbudt god løn, fordele og udviklingsmuligheder. Alt i alt attraktivt samt et sikkert arbejdsmiljø, skriver Amazon i Tyskland i en kommentar.

Ifølge Amazon var startlønnen i Tyskland fra september på mindst 13 euro svarende til næsten 97 kr. i timen.

Den tyske fagforening Verdi oplyser, at arbejdsnedlæggelsen er planlagt til at ramme 10 centre i landet med krav om, at koncernen anerkender kollektive lønforhandlinger for både retail- og pakkeafdelingerne.

Amazon-aktien ligger fladt i det amerikanske formarked.

APPLES IPHONE-PRODUKTION RYGTES LÆNGERE NED

Også iPhone og Apple kan generelt få fokus i dag, da produktionen af Apples iPhones fra Foxconns Zhengzhou-fabrik kan i november falde med mindst 30 pct., efter uroligheder blandt medarbejderne har forstyrret driften.

Det er højere end en intern prognose fra oktober, hvor påvirkningen af produktionen ifølge kilden var spået til at blive på op til 30 pct. på verdens største iPhone-fabrik, skriver Reuters.

Fabrikken producerer blandt andet den nye iPhone 14, så problemerne på har givet bekymringer for Apples evne til at levere telefonerne op til den travle juleperiode.

Apple falder 0,6 pct. før børsåbning.

Rygterne om det større produktionsfald kommer, efter at Reuters med henvisning til personer med kendskab til sagen har kunnet berette, at flere end 20.000 nyansatte har forladt fabrikken.

I Apples forskudte fjerde kvartal, der følger kalenderårets tredje kvartal, udgjorde salget af iPhones 42,6 mia. dollar ud af et samlet koncernsalg på 90,2 mia. dollar.

TESLA MED ENDNU EN TILBAGEKALDELSE

Tesla kan tage fokus efter, at selskabet måtte udsende den 19. tilbagekaldelse i år på grund af en softwarefejl, der påvirkede nogle bilers baglygter.

Kinas tilsynsmyndighed har i mellemtiden beordret tilbagekaldelse af næsten 70.000 af Teslas biler på grund af problemer med sikkerhedsseler og mulig batterifunktionsfejl.

Tesla-aktien stiger 2,0 pct. i det amerikanske formarked.

Tilbagekaldelserne betyder, at administrerende direktør Elon Musk har endnu mere at se til, efter at han har annonceret en generel amnesti for suspenderede konti på Twitter.

.\\˙ MarketWire