Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/middag: Coloplasts aktionærer får i pose og sæk

2/12 11:28

Der hersker god stemning på det danske aktiemarked fredag middag, hvor vækstaktier som Ambu og GN er i hopla, mens investorerne modsat tager lidt gevinst hjem blandt bankerne.

Desuden falder A.P. Møller-Mærsk en smule i kølvandet af nye ratefald, mens Coloplast stiger markant og på trods af, at aktien fra og med fredag handles eksklusive retten til udbytte for 2021/22.

C25-indekset ligger ved 11.15-tiden 0,4 pct. højere i 1720,26. Over ugen er indekset steget 2,5 pct.

- Der er rimelig ro på, også når vi kigger ud i Europa. Markedet træder vande efter en god periode. Desuden kommer der jobrapport fra USA i eftermiddag, og det gør nok, at markedet vil være roligt frem til offentliggørelsen, siger Martin Munk, senioraktierådgiver i Jyske Bank, til MarketWire.

RIFT OM VÆKSTAKTIER

Helt i toppen af eliteindekset troner Ambu med en stigning på 4,5 pct. til 95,82 kr. efterfulgt af GN, der stiger 3,2 pct. 183 kr.

Derimod falder Danske Bank og Jyske Bank med henholdsvis 1,3 pct. og 0,7 pct. til 127,20 kr. 432,50 kr. efter en periode med rentefald på obligationsmarkedet, der alt andet lige gør det sværere for bankerne at tjene penge.

- Bankerne tager lige en puster, efter at renterne er begyndt at køre den anden vej. Og så ser vi i dag mere appetit på risiko og vækstorienterede aktier. Det er eksempelvis GN, Netcompany og Ambu, der alle kører pænt i dag, siger Martin Munk.

Han har ikke set nyt i forhold til Netcompany og Ambu, der er steget henholdsvis 4,3 pct. og over 15 pct. denne uge.

I forhold til GN pegede Carnegie torsdag over for MarketWire på, at fusion mellem GN Hearing og Demant kan være en mulighed. Demant stiger 1,6 pct. til 209,50 kr.

Imens får Coloplasts aktionærer både i pose og sæk. Fredag går der udbytte fra på 15 kr., men medicokoncernen stiger ikke desto mindre 3,1 pct. til 886,20 kr.

Coloplasts bestyrelsesformand, Lars Rasmussen, sagde torsdag eftermiddag i et interview med Børsen, at selskabet også skal vokse via opkøb.

- Vi har en ambition om at have en høj vækstrate, som ligger helt oppe imod 10 pct. I de markeder vi er i, med den vækst vi har, kan vi godt gøre det nogle år. Skal vi gøre det kontinuerligt, er vi nødt til at kigge på opkøb, siger Lars Rasmussen til avisen.

MÆRSK RAMT AF NYT RATEFALD

De selskabsspecifikke nyheder fredag er derudover få. Dog trækkes A.P. Møller-Mærsk ned efter et fald i rateindekset, SCFI, der måler spotpriserne på containerfragt fra Shanghai til en række destinationer verden over. Rateindekset er faldet næsten 5 pct., og er nu dykket 25 uger på stribe.

Oveni skriver ShippingWatch, at rederiernes værn mod den igangværende nedtur i den globale økonomi så småt er begyndt at smuldre.

Det er priserne på de lange aftaler, der er begyndt at falde, efter at dagspriserne på containerfragt i flere uger er dykket massivt. Det skriver branchemediet på baggrund af tal fra konsulenthuset Xeneta.

Mærsks B-aktie falder 1,2 pct. til 15.115 kr.


.\\˙ MarketWire