Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/tendens: Futures peger ned inden jobtal afgør retningen

2/12 14:12

Der er lagt op til små fald fra åbningen på det amerikanske aktiemarked fredag, hvor eftermiddagens jobrapport udgør den helt store joker og meget vel kan sætte markedet i svingninger.

Futures for det toneangivende S&P 500-indeks falder 0,1 pct. fredag eftermiddag. Det samme gør Dow Jones-futuren, mens Nasdaq-futuren er faldet 0,2 pct.

Torsdag tabte S&P 500-indekset 0,1 pct., det teknologidominerede Nasdaq-indeks vandt 0,1 pct., mens de tunge aktiers Dow Jones-indeks tabte 0,6 pct.

Økonomer venter ifølge Bloomberg News, at der blev skabt 200.000 arbejdspladser uden for landbruget i november. Det vil i givet fald være det laveste niveau siden januar 2021. Samtidig ventes arbejdsløsheden at være uændret 3,7 pct., hvilket er tæt på den seneste 50-årige bund på 3,5 pct. fra 2019.

Helt overordnet er det dog vigtigt, at jobrapporten hverken er for robust eller for sløj, påpeger Russ Mould, investeringsdirektør hos AJ Bell, over for Reuters.

- Ideelt set skal arbejdsmarkedet hverken være for varmt og antyde, at den amerikanske centralbank skal fortsætte med at være aggressiv, når det kommer til renterne, men heller ikke for koldt, da det vil indikere, at verdens største økonomi er på vej mod en væsentlig nedtur, advarer Russ Mould.

SVAGE REGNSKABER

For softwarehuset Zscaler tegner fredagens handel svær, efter et lidt skuffende regnskab torsdag. Selskabet, der laver sikkerhedssoftware, har efterfølgende måttet se børshuse som Stifel, Deutsche Bank og Piper Sandler skære i deres kursmål. Aktien i Zscaler falder over 9 pct. i formarkedet.

Der er også pres på chipproducenten Marvel Technology, efter at selskabet torsdag annoncerede en prognose for regnskabsårets fjerde kvartal, der haltede en del efter analytikernes prognose.

Omsætningen ventes at lande på 1,4 mia. dollar mod estimeret 1,61 mia. dollar blandt analytikere ifølge Capital IQ.

Den justerede indtjening per aktie ses lande på 0,46 dollar, mens analytikerne stilede efter et resultat på 0,62 dollar. Aktien falder omkring 5 pct. i formarkedet.

GODKENDELSE LØFTER RIGEL

For Rigel Pharmaceuticals tegner fredagen spændende, efter at den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA, torsdag har godkendt selskabets leukæmimiddel, Olutasidenib.

Aktien stiger 32 pct. i formarkedet.

Kapitalfonden Blackstone risikerer igen at komme i modvind efter et dyk på over 7 pct. torsdag, hvor det kom frem, at kapitalfonden ville begrænse investorers mulighed for at trække penge ud af sin store ejendomsfond, der har værdier for samlet 69 mia. dollar.

Ifølge Blackstone har fonden modtaget henvendelser fra investorer om at blive indløst i et omfang, så indløsningsloftet på 2 pct. om måneden og 5 pct. i kvartalet er nået.

Den britiske storbank Barclays har efterfølgende skåret sin anbefaling af Blackstone til "ligevægt" fra "overvægt". Morgan Stanley vurderer ifølge Bloomberg, at torsdagens kursfald er en overreaktion.

Blackstone falder 1,4 pct. i formarkedet.

.\\˙ MarketWire