Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Tirsdagens aktier: Vestas trodsede rødt C25 med Bavarian og GN i bund

31/1 17:06

Vestas strøg tirsdag til tops i det danske eliteindeks, C25, efter positivt analytikernyt gav aktien luft under vingerne.

I den nedre halvdel blev Bavarian Nordic tynget for anden dag i træk efter en artikel i Børsen om amerikanske udsigter for selskabets coronavaccine, mens Novo Nordisk også faldt trods et løftet kursmål.

Det samlede indeks var dagen igennem præget af en negativ stemning, men mod slutningen af handelsdagen blev det til et lille comeback oven på fald i den amerikanske forbrugertillid.

C25-indekset lukkede med et samlet fald på 0,2 pct. til 1698,43.

I resten af Europa pegede aktiepilen også overvejende ned, og markedet var præget af en afventende stemning frem mod vigtige rentemøder i Den Europæiske Centralbank, ECB, og den amerikanske pendant, Federal Reserve, der afholdes denne uge.

- Det er centralbankerne, vi venter på i den her uge, og i første omgang er det Federal Reserve onsdag, siger Ole Kjær Jensen, afdelingschef i Sydbank.

- Vi ser lidt nedlukning af positioner frem mod det, siger han videre.

BAVARIAN OG NOVO I BUND

Bavarian Nordic endte igen blandt de mest faldende i C25-indekset, efter at selskabets covid-vaccine ifølge dagbladet Børsen kan ende med at blive holdt uden for vaccineprogrammet i USA, hvor en særlig type vacciner kan blive det foretrukne valg.

Aktien faldt 1,2 pct. til 217,70 kr.

Med i bunden var Novo Nordisk og GN, hvoraf førstnævnte er regnskabsaktuel onsdag, mens der for GN tilsyneladende ikke var selskabsspecifikke nyheder fremme.

Novo Nordisk fik desuden hævet sit kursmål til 1100 kr. fra 900 kr. af finanshuset Intron Health. Det viser data fra Bloomberg News.

Den positive anbefaling "køb" blev i samme ombæring fastholdt.

Novo-aktien faldt 1,9 pct. til 943 kr., mens GN smed 4,3 pct. til 167,80 kr.

Demant fik hertil skåret sit kursmål til 240 kr. fra 260 kr. hos DNB, viser data fra Bloomberg News. Anbefalingen er uændret "køb".

Aktien faldt 0,3 pct. til 192,85 kr.

VESTAS OG ROCKWOOL FIK LØFTET ANBEFALING

I den anden ende af skalaen gik det bedst for Vestas, efter at Handelsbanken har hævet anbefalingen af aktien til "køb" fra "hold".

Vestas-aktien steg 2,5 pct. til 198,78 kr.

Også Rockwool har været under lup hos finanshuset, der har lavet samme øvelse og løftet anbefalingen til "køb" fra "hold".

Aktien steg 0,7 pct. til 1950 kr.

Chr. Hansen faldt desuden 0,1 pct. til 503,60 kr., efter at Carnegie løftede anbefalingen af ingredienskoncernens aktie til "køb" fra "hold". Carnegie har i samme ombæring hævet kursmålet med 42,2 pct. til 640 kr. fra 450 kr.

BRYGGERIER I PLUS

Royal Unibrew gik også frem og steg 1,1 pct. til 478,70 kr. uden selskabsspecifikt nyt.

Branchefællen Carlsbergs aktie blev løftet beskedent 0,4 pct. til 967,60 kr. trods en lavere anbefaling og et sænket kursmål fra Jyske Bank.

Anbefalingen blev skåret til "hold" fra "køb", og kursmålet blev reduceret til 1050 kr. fra 1165 kr., fremgik det af et analysenotat fra banken tirsdag morgen.

Jyske Bank ser en lille risiko for, at Carlsberg med sin prognose for 2023 vil være forsigtig og skuffe markedet, når der i næste uge efter planen fremlægges årsregnskab. Dermed vil banken holde godt øje med bryggeriets udmeldinger om forbrugsmønstret og covid-19-udviklingen omkring det kinesiske marked.

MÆRSK-RIVAL MED REKORDOVERSKUD

Også Mærsk fik opmærksomhed efter regnskabsnyt fra det tyske containerrederi Hapag-Lloyd, som igen i 2022 nød godt af ekstraordinært høje fragtrater og en høj efterspørgsel. Mærsk-konkurrenten så dog samtidig raterne dykke mod årets afslutning, og konkurrenten gav ingen prognose for 2023.

Finanshuset Warburg mener, at rederiets tal underbygger opfattelsen om, at "festen inden for containershipping er slut", og der ventes derfor et markant fald i omsætning og indtjening i år.

Mærsk har forud for årsregnskabet på næste onsdag desuden fået skåret sit kursmål til 19.000 kr. fra 21.200 kr. af det franske finanshus Kepler Cheuvreux, mens anbefalingen "køb" blev gentaget.

B-aktien steg 0,3 pct. til 14.815 kr.

.\\˙ MarketWire