Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/middag: Novo til tops på defensive kvaliteter i surt marked

6/2 11:22

Novo Nordisk-aktien ligger som et blandt to C25-selskaber i grønt, efter at et bestyrelsesmedlem har købt aktier for millioner.

- De defensive papirer klarer sig bedst med Novo i spidsen i et generelt negativt marked, hvor alle sektorer i Europa er i minus, siger afdelingsdirektør Ole Kjær Jensen fra Sydbank til MarketWire.

Generelt er stemningen negativ med et C25-fald på 0,9 pct. i 1750,58, efter fredagens plus på 0,9 pct.

- Aktierne presses lidt som følge af øget geopolitisk nervøsitet, efter at USA har skudt en kinesisk ballon ned samt efter fredagens meget stærke jobrapport, der har udskudt forventningerne til at renterne kommer nedad, pointerer Ole Kjær Jensen.

Mandag er kalenderen ryddet for danske regnskaber, inden der tirsdag kommer nyt fra C25-selskaberne Ambu, Demant og Carlsberg.

Netop Carlsberg er med et minus på 2,1 pct. til 976,40 kr. blandt de dårligst performende mandag, mens FLSmidth agerer C25-bundskraber med et fald på 2,3 pct. i 303,80 kr., og dermed følger mineudstyrsaktien en negativ udvikling til råvaresektoren.

Defensive Tryg er dagens andet C25-selskab i grønt, hvor forsikringsaktien ligger med en fremgang på 0,2 pct. i 157 kr.

NOVO I HOPLA PÅ AKTIEKØB OG DEFENSIVE KVALITETER

Novo Nordisk løftes 1,4 pct. til 954,70 kr., efter at det fredag kort før børslukketid kom frem, at bestyrelsesmedlem i Novo Nordisk Jeppe Christiansen selv har satset stort og købt Novo-aktier for lige over 10 mio. kr. gennem sit helejede selskab Emlika ApS.

- Man kan ikke udelukke, at det er noget, investorerne skæver lidt til. Samtidig er markedet surt, og det gør nok, at man søger i ly i nogle af de mere defensive aktier som Novo, vurderer Søren Løntoft Hansen, senioranalytiker i Sydbank, over for MarketWire.

PANDORAS PROGNOSE VENTES AT SKUFFE

Pandora får ændret anbefaling fra "hold" til "køb" hos Jyske Bank op til onsdagens regnskab. At anbefalingen sænkes skyldes, at Jyske Bank venter en skuffelse i forventningerne til 2023.

Kursmålet hæves fra 525 kr. til 625 kr.

Smykkeaktien falder 1,4 pct. til 596,80 kr.

Mærsk, som taber 0,3 pct. til 15.910 kr., har fået sænket kursmålet til 23.000 kr. fra 25.000 kr. af Carnegie, der gentager anbefalingen "køb". Rederi- og logistikkoncernen fremlægger sit regnskab for fjerde kvartal onsdag.

Rockwool, der ligeledes offentliggør årsregnskab på onsdag, har fået hævet kursmålet til 1550 kr. fra 1455 kr. hos Nordea, der gentager den negative anbefaling "sælg".

Aktien i isoleringskoncernen dykker 1,2 pct. til 2058 kr.

ALK FÅR LØFTET KURSMÅL EFTER REGNSKAB

ALK-Abelló får løftet sit kursmål til 130 kr. fra 120 kr. hos Danske Bank oven på fredagens årsregnskab. Anbefalingen er uændret "køb".

Banken hæfter sig ved stærke tal for fjerde kvartal og er "lettet over", at ALK spiller ud med sin traditionelle årsprognose om 8-12 pct. organisk vækst målt i lokal valuta, dog korrigeret for effekterne af en reform i Tyskland, så væksten i år kun ventes at ramme 7-11 pct.

ALK-Abelló-aktien falder mandag 1,4 pct. til 111,20 kr. efter fredagens optur på 9,5 pct.

Boozt har fået skruet kursmålet op til 111,04 kr. fra 92,46 hos Nordea, der uændret har anbefalingen "køb" for aktien.

Detailselskabet løfter sløret for sit fjerde kvartal fredag.

Aktien i Boozt falder 1,5 pct. til 93,80 kr.

Coloplast har fået løftet kursmålet til 945 kr. fra 930 kr. af Carnegie, der gentager anbefalingen "køb". Kursmålsløftet kommer, efter at medicoselskabet fredag offentliggjorde sit regnskab for første kvartal af 2022/23, der bød på blandet læsning for investorerne.

Aktien fortsætter nedturen med et fald på 1,9 pct. i 828,40 kr. efter et minus på 1,7 pct. fredag.

.\\˙ MarketWire