Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

PFA's aktiestrateg: Det kan tage tid at få ro efter bankkrise

20/3 08:08

(opdateres)

Schweiziske UBS' køb af sin kriseramte ærkerival Credit Suisse sker for at skabe ro, men det vil formentlig tage tid. Desuden er handelen skruet sammen, så den kan skabe bølgegang på finansmarkederne.

Det vurderer chefstrateg i PFA, Tine Choi Danielsen, over for MarketWire.

Hun mener, at UBS' køb af Credit Suisse, er nødvendig for at få genskabt den finansielle stabilitet efter bankkollapsene i USA i forrige uge, og det efterfølgende pres, der opstod på Credit Suisse, der i forvejen har været i strid modvind de senere år på grund af svigtende økonomiske resultater.

- UBS er en noget mere veldrevet bank end Credit Suisse, og håbet er i hvert fald, at det vil skabe ro og tillid til systemet. Men man må også sige, at centralbankerne er klar over, at det kan tage tid, før markederne er enig i, at problemerne er løst, siger Tine Choi Danielsen.

Hun peger på, at de store centralbanker, Bank of Canada, Bank of England, Bank of Japan, ECB og den schweiziske og amerikanske centralbank af samme grund har indgået en aftale om sikre rigelig likviditet i de store valutaer til finansmarkederne.

Det sker via en såkaldt swapaftale, som også blev introduceret under finanskrisen, og giver bankerne mulighed for på daglig basis at hente likviditet i den af de store valutaer, de måtte ønske.

STORE TAB TIL INVESTORER KAN SKABE BØLGEGANG

Samtidig er der udsigt til store tab til Credit Suisses investorer, og det kan meget vel være egnet til at skabe ny bølgegang på børserne, mener aktiestrategen.

Værst står det til for ejerne af obligationer af typen AT1 udstedt af Credit Suisse. Obligationerne nedskrives til nul, og da der er tale om obligationer med en samlet nominel værdi på 16 mia. schweizerfranc, forsvinder over 120 mia. kr. nominelt op i røg.

Desuden ser aktionærerne ind i et tab på over 33 mia. kr., da de modtager aktier til en værdi af 0,76 schweizerfranc per Credit Suisse-aktie, eller lige under 60 pct. mindre end fredagens lukkekurs på Credit Suisse.

Beslutningen om, at ejerne af AT1-obligationer skal tage det største tab bryder med den normale tabsrækkefølge ved konkurser, hvor aktionærerne står først for, når tabene skal sluges, og obligationsejerne først derefter må tage deres tab.

- Det kan sagtens betyde, at man bliver nervøs for andre investeringer. For hvis det her bliver løsningen, at obligationsejerne skal tage tabet, så kan det betyde, at folk gennemgår deres porteføljer for at finde frem, hvad der ligger, som risikerer at skulle nedskrives til nul. Derfor kan det godt give lidt bølgegang på markedet, vurderer Tine Choi Danielsen.

Ejerne af en type obligationer er typisk passive fonde for kreditobligationer og institutionelle investorer, det vil sige store pensionskasser.

.\\˙ MarketWire