Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/åbning: Bankaktierne får igen klø i helt rød start

20/3 09:13

Uroen om banksektoren har fortsat de finansielle markeder i et jerngreb mandag morgen, hvor en ellers mere positiv og rolig start på morgenen hurtigt blev afløst af fornyet og forstærket usikkerhed.

Det skaber naturligt fokus på finansaktierne herhjemme igen, ligesom der kan ventes opmærksomhed om Unibrew, Vestas og Mærsk blandt enkeltaktierne, efter at det trekløver har været igennem analysearkene hos finanshusene.

De traditionelle selskabsspecifikke nyheder spiller dog i stor udstrækning andenviolin i et marked, der igen virker lammet af nervøsitet om den finansielle sektor.

Den fornyede uro sender aktuelt de amerikanske statsrenter ud i et nyt tungt dyk, og også aktierne er startet med klare minusser.

Det følger i hælene på et klart fald fredag, hvor C25-indekset tabte 1,0 pct. Efter godt ti minutters handel mandag falder eliteindekset igen med 1,0 pct. til 1688,07.

CREDIT SUISSE-EJERE STÅR TIL ENORME TAB

De voldsomme udsving i banksektoren i særligt USA er sket på rekordtid, og over de seneste ti dage er tre amerikanske banker bukket under, ligesom der har været voldsom uro om Credit Suisse i Schweiz, som søndag til slut blev overtaget af branchefællen UBS for omkring 22,7 mia. kr.

Overtagelsen er sket til markant rabat på omkring 33 mia. kr. i forhold til lukkekursen fredag, og samtidig står obligationsejerne i Credit Suisse til et enormt tab.

Værst står det til for ejerne af obligationer af typen AT1 udstedt af Credit Suisse. Obligationerne nedskrives til nul, og da der er tale om obligationer med en samlet nominel værdi på 16 mia. dollar, forsvinder over 120 mia. kr. nominelt.

Og særligt tabene på obligationer kan påvirke finansmarkeder, påpeger Financial Times, fordi beslutningen ifølge mediet bryder med tabsrækkefølgen ved konkurser, hvor aktionærerne står først for, når tabene skal sluges, og obligationsejerne først derefter må tage deres tab.

Fra start mandag falder Jyske Bank med 3,6 pct. til 452 kr., Danske Bank taber 3,9 pct. til 134,20 kr., og Nordea falder med 2,1 pct. til 73 kr.

Blandt sidepapirerne falder Sydbank i øvrigt med 4,5 pct. til 299,80 kr., og Ringkjøbing Landbobank bakker 2,9 pct. til 908 kr.

VESTAS FÅR POSITIV ANBEFALING AF HONGKONG-BØRSHUS

Vindmølleproducenten Vestas har fået indledt analysedækning af Haitong International - et børshus baseret i Hongkong - fremgår det af data fra Bloomberg News.

Aktien får den positive anbefaling "outperform" og et kursmål på 300 kr.

De positive nyheder bliver dog opvejet af det generelle mismod, og vindmølleaktien falder med 1,1 pct. til 188,06 kr. fra start.

Mærsk kan se sit kursmål hos amerikanske Citigroup blive sænket til 10.200 kr. fra 11.000 kr.

Samtidig fastholdes den negative anbefaling "sælg", viser data fra Bloomberg News.

B-aktien i transport- og logistikselskabet falder med 2,4 pct. til 15.645 kr.

Royal Unibrew er blandt de få positive indslag mandag morgen, efter at amerikanske Morgan Stanley har løftet sin anbefaling af bryggeriaktien til "ligevægt" fra "undervægt" og lagt 10 pct. oven i kursmålet, der nu er 550 kr.

Unibrew stiger med 1,1 pct. til 560,20 kr. og er øverst i C25-indekset.

.\\˙ MarketWire