Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Gubra/fmd: Er ikke afhængige af at rejse kapital

20/3 14:16

De seneste ugers markedsuro har ikke påvirket værdisætningen af kontraktforsknings- og biotekselskabet Gubra, som mandag præsenterede sit prospekt for sin planlagte børsnotering, hvor der udbydes nye aktier for 500 mio. kr. baseret på en værdisætning af hele selskabet til 1,8 mia. kr.

Det vurderer Gubras bestyrelsesformand, Alexander Martensen-Larsen, som hæfter sig ved, at selskabet ikke har været tvunget til at hente kapital, hvilket han mener også afspejler sig i prissætningen.

Siden 6. marts, hvor Gubra annoncerede sin intention om børsnotering, har andre danske aktier på den danske biotekscene tabt en del terræn på børsen som følge af afsmitning fra den generelle uro på de finansielle markeder.

Spørgsmål: Siden 6. marts er andre biotekselskaber som Bavarian Nordic, Zealand Pharma og Genmab faldet i værdi. I hvilken udstrækning har markedsudviklingen siden offentliggørelsen af intentionen om børsnotering spillet ind på den værdisætning på 1,8 mia. kr., som I er endt ud med her?

- Man kan diskutere, om det er sammenlignelige selskaber, for to ud af tre, du nævner her, har i hvert fald brug for kontinuerligt at gå ud af rejse ny kapital til at finansiere deres vækst. Lad mig først og fremmest sige, at vi er ikke afhængige af at skulle gå ud at rejse kapital. Vi kunne have valgt at lave være med at gå på børsen, hvis vi ikke synes, det var rigtigt.

- I vores læsning af markedet, så gør det også en forskel i forhold til prisen på penge - ikke at være afhængige af dem. Så det er ikke noget, jeg føler har påvirket os. Vi har valgt at fokusere på, hvad vi mener er den rigtige "stand-alone"-værdisætning for selskabet, og den pris vi kunne blive enige med kerneinvestorer om, sagde Gubras næstformand, Alexander Martensen-Larsen, under en præsentation mandag.

Netop det faktum, at selskabet er profitabelt, mener han adskiller Grubra fra mange andre selskaber i branchen, når der sammenlignes med rendyrkede biotekselskaber.

- Vi er ikke afhængige af at rejse kapital til at vokse og drive selskabet videre, uddyber næstformanden.

Spørgsmål: Så man skal ikke være bange for, at I kommer om tre år og beder om flere penge?

- Det ville vi ikke være nødt til, fastslog Alexander Martensen-Larsen.

Af udbuddet af aktier for 500 mio. kr. har investorer som ATP, Danske Asset Management, Danica Pension og Spar Nord allerede indvilget i at købe for 330 mio. kr.

Aktierne udbydes til 110 kr. per styk., og udbuddet kan øges med ekstra 15 pct. til 575 mio. kr., hvis efterspørgslen er til det.

Tegningsperioden løber fra den 21. marts og lukker senest den 29. marts klokken 17. Hvordan aktierne fordeles, vil blive offentliggjort senest den 30. marts klokken 7.30. Samme dag ventes desuden at blive første handelsdag for Gubra.

Gubra fokuserer på kontraktforskning for medicinalindustrien, og hyres altså ind af medicinalvirksomheder med henblik på at løse forskellige forskningsopgaver.

Samtidig arbejder selskabet på at opbygge sin egen pipeline af lægemiddelkandidater.

.\\˙ MarketWire