Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA godkender Remdesivir til indlagte covid-19-patienter

23/10 06:24

USA's lægemiddelstyrelse, FDA, har torsdag godkendt det antivirale middel Remdesivir til behandling af indlagte covid-19-patienter. Dermed er Remdesivir det første og eneste lægemiddel, der er godkendt til behandling af sygdommen i USA.

Remdesivir produceres af det amerikanske medicinalselskab Gilead Sciences og gives intravenøst. Det var blandt andet Remdesivir, præsident Donald Trump fik, da han var i behandling for covid-19.

Godkendelsen fra FDA kom få timer før den anden og sidste tv-debat mellem Donald Trump og hans demokratiske udfordrer, Joe Biden, natten til fredag dansk tid.

Remdesivir har siden maj været tilgængeligt under en nødgodkendelse fra FDA til behandling af indlagte patienter med svære symptomer på covid-19. Det vil sige indlagte med lave iltniveauer i blodet eller med brug for hjælp til at trække vejret.

I slutningen af august udvidede FDA nødgodkendelsen til at gælde alle indlagte coronapatienter.

Indtil den egentlige godkendelse torsdag har der således været tale om en "tilladelse til brug i nødsituationer".

Remdesivir var det første lægemiddel, der i et større klinisk studie viste effekt på patienter med covid-19.

Således nedsatte Remdesivir indlæggelsestiden fra 15 til 11 dage, var konklusionen på studiet, som også blev udført i Danmark.

Men i sidste uge meddelte Verdenssundhedsorganisationen (WHO), at dens globale forsøg med covid-19-behandlinger har vist, at Remdesivir ikke har nogen væsentlig effekt på patienternes indlæggelsestid eller chancer for at overleve.

WHO's undersøgelse er ikke blevet gennemgået af eksterne eksperter.

Remdesivir, der vil blive solgt under varemærket Veklury, koster 3120 dollar (knap 20.000 danske kroner) for en femdages behandling eller 2340 dollar (knap 15.000 kroner) for offentlige indkøbere.

Remdesivir blev udviklet i 2009 til behandling af hepatitis C og som muligt middel mod virussygdommen ebola.

/ritzau/Reuters