Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/tendens: Genmab, Matas og Vestas i fokus i ventet grøn åbning

5/11 08:18

Der er udsigt til en grøn start på torsdagen, da markederne verden over ser ud til at reagere positivt på en snarlig afklaring af det amerikanske præsidentvalg. Herhjemme vil regnskaber bringe fokus på Genmab, Vestas, Matas, og Scandinavian Tobacco fra åbningen.

Lige nu tyder deet på, at demokraten Joe Biden overtager præsidentposten fra Donald Trump, men at Republikanerne bibeholder flertallet i Senatet, hvilket onsdag var med til at løfte medicinalaktierne verden over.

Herhjemme tordnede Genmab og Novo i vejret efter de foreløbige valgresultater tikkede ind, og for C25 endte dagen med et plus på 2,7 pct., som var den femtestørste stigning i indeksets levetid.

Torsdag morgen peger det i retning af en fortsat positiv stemning på aktiemarkedet. Den tyske DAX-future ligger 0,5 pct. højere, og de ledende amerikanske futures ligger oppe med mellem 0,4 og 1,4 pct.

- Udsigten på en snarlig Biden-sejr giver stor risikoappetit på de finansielle markeder. De amerikanske aktier lukkede sent onsdag med store stigninger, og den positive stemning er fortsat i Fjernøsten her til morgen, skriver strateg Niels Christensen fra Nordea i en kommentar.

LØFTEDE KURSMÅL EFTER REGNSKAB

Herhjemme vil der fra morgenstunden komme fokus på Genmab efter selskabets regnskab for tredje kvartal, som blev offentliggjort efter børslukketid onsdag. Regnskabet var bedre end ventet på både omsætning og indtjening, og finanshusene Bernstein og Morgan Stanley har efterfølgende da også valgt at hæve deres kursmål for aktien.

Bernsteins kursmål er sat 100 kr. op til 2500 kr., mens det hos Morgan Stanley er hævet til 2373 kr. fra 2180 kr. ifølge data fra Bloomberg News. Onsdag toppede Genmab i C25 med en stigning på 8 pct. til 2347 kr.

Vestas-rivalen Siemens Gamesa har torsdag morgen aflagt regnskab for 2019/20 og har i den forbindelse præsenteret mål frem til udgangen af finansåret 2023.

I det nye regnskabsår for 2020/21, som startede 1. oktober, venter Siemens Gamesa at nå en omsætning på 10,2-11,0 mia. euro, mens forventningerne til EBIT-marginen lyder på mellem 3 til 5 pct. I 2019/20 nåede Siemens Gamesa en omsætning på 9,5 mia. euro, mens EBIT-marginen var på minus 2,5 pct. og bundlinjen viste et stort underskud på 918 mio. euro.

Vestas faldt onsdag 3,5 pct. til 1075 kr., da selskabets regnskab for tredje kvartal skuffede på driftsmarginal og ordreindgang, mens omsætningen var noget bedre end ventet. Faldet kan også skyldes, at Demokraterne, som har vedvarende energi højt på agendaen, ikke så ud til at få et så godt valg i USA, som meningsmålingerne havde lagt op til på forhånd.

Der er igen torsdag en række regnskaber i vente herhjemme. Scandinavian Tobacco og Matas er allerede kommet med tal, og Matas har her valgt at opjustere forventningerne til hele regnskabsåret, mens Scandinavian Tobacco fastholder sin prognose.

Matas venter i det skæve regnskabsår 2020/2021 nu en omsætningsvækst på omkring 8 pct. og en EBITDA-margin før særlige poster på over 18 pct. De tidligere forventninger var en omsætningsvækst på omkring 6 pct. og en margin på omkring 18 pct.

Onsdag steg Matas 1,7 pct. til 77,10 kr.

Senere kommer der regnskaber fra Chemometec, North Media, Cbrain og Schouw.

ISS HÆVES TIL KØB

ISS har fået løftet både anbefaling og kursmål hos SEB. Anbefalingen hæves til "køb" fra "hold", og kursmålet hedder nu 125 kr. mod tidligere 90 kr. Det sker, efter at servicekoncernen kom med en handelsopdatering onsdag for tredje kvartal, der viste en bedre end frygtet organisk vækst - om end der dog er udsigter til store udgifter i 2020.

Aktien i ISS steg onsdag 1,1 pct. til 91 kr.

Maersk Drilling har fået kontrakt med hollandske Petrogas om at bore tre brønde med jack-up riggen Maersk Resillient. Kontrakten ventes at begynde november 2020 og ventes at vare 110 dage. Ifølge Maersk Drilling har kontrakten en værdi på omkring 9,4 mio. dollar.

Drilling-aktien steg onsdag med 0,1 pct. til 131,70 kr.

Norden får sin aktieanbefaling hævet til "køb" fra "hold" hos Nordea. Det fremgår af Bloomberg News. Kursmålet sættes til 130 kr. Rederiet kom onsdag med kvartalsregnskab, der inkluderede en opjustering. Onsdag sluttede rederiaktien 4,1 pct. højere i 96,70 kr.

Kursmålet for aktien i Danske Bank er blevet sat op med 16 pct. til 101 kr. fra førhen 87 kr. af den amerikanske investeringsbank Morgan Stanley. Anbefalingen af aktien fastholdes på "ligevægt". Det nye kursmål indikerer et potentiale på 14 pct. i forhold til lukkekursen onsdag i 88,42 kr.

/ritzau/FINANS