Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Udspil fra EU: Vindenergi på havet skal være 25 gange større

19/11 12:52

De kommende årtier vil antal og kapacitet af vindmøller vokse dramatisk i havene rundt om Europa, hvis et udspil, som EU-Kommissionen fremlægger onsdag, bliver til virkelighed.

Aktuelt er niveauet på 12 gigawatt (GW). Det skal øges til 60 GW i 2030 og 300 GW i 2050 - altså 25 gange større end i dag.

Det fremgår af præsentationen fra Frans Timmermans, som er ledende næstformand i EU-Kommissionen med ansvar for blandt andet klima.

- Strategien vil være en win-win for miljøet og økonomien. Vi gør vores energiforsyning grøn, og vi støtter europæiske virksomheder. Vi skaber job, beskytter biodiversitet og reducerer forurening, siger Frans Timmermans.

Kommissæren indleder sin præsentation i Danmark, hvor de første offshore vindmøller blev opsat.

Det er nu op til EU-landene og EU-Parlamentet at forhandle om udspillet. Det vil kræve en kolossal investering på 800 milliarder euro, som er knap 6000 milliarder danske kroner.

I den danske brancheorganisation Dansk Energi bliver det modtaget med løftet tommelfinger.

- Jeg er helt blæst bagover. Det her er det mest ambitiøse udspil om vedvarende energi, jeg nogensinde har set fra EU, siger viceadministrerende direktør Anders Stouge i en skriftlig kommentar.

Ifølge brancheorganisationen vil udspillet betyde flere eksportkroner til Danmark og øget beskæftigelse.

Sætter man en gigawatt havvind op i Danmark, svarer det ifølge Dansk Energi til 14.600 årsværk i danske virksomheder.

Ifølge EU-Kommissionen er mere end 90 procent af den vedvarende energikapacitet i verden produceret af virksomheder fra EU. Og over 40 procent af den globale produktion af vindenergi offshore sker i EU-farvand.

Derfor er der ifølge kommissæren "et meget stort marked" i EU for vindenergi.

Det samlede udspil dækker dog ikke kun vindenergi. Det er en strategi, der også skal dække andre vedvarende energiformer offshore.

/ritzau/