Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Råvarer: Guldpriserne falder fra to måneders højdepunkt

4/5 07:18

Guldpriserne falder tirsdag morgen tilbage fra sit højeste niveau i omtrent to måneder.

Mandag nåede guld sit højeste niveau siden slutningen af februar med en pris på 1797,75 dollar per troy ounce, men ud på dagen begyndte prisen igen at sætte sig i takt med stigende risikovillighed.

Ganske vist fik et svagere end ventet amerikansk nøgletal for industrien dæmpet nedturen, fordi det igen midlertidigt øgede behovet for sikker havn, men tirsdag morgen er prisen fortsat på vej ned.

Guldprisen falder med 0,2 pct. til 1788,73 dollar per troy ounce.

ISM-indekset for industrisektoren endte i april på 60,7 mod ventet 65,0 blandt økonomerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News, viste tallet mandag eftermiddag.

Omvendt er den øgede risikovillighed god ved oliepriserne, som tirsdag morgen synes at have stabiliseret sig, fordi investorerne venter, at efterspørgslen igen vil komme sig i takt med genåbningerne i Europa og USA.

Prisen for en tønde af den europæiske referenceolie, Brent, er tirsdag morgen 67,47 dollar mod 66,62 dollar per tønde ved udgangen af sidste uge.

For den amerikanske WTI-olie er prisen per tønde 64,40 dollar tirsdag morgen mod 63,58 dollar per tønde i slutningen af sidste uge.

- Indiens efterspørgsel ses temmelig svag lige nu, hvilket er et stort problem, men markedet synes at have bevæget sig forbi det, siger Jeffrey Halley, der er seniormarkedsanalytiker hos Oanda, til Bloomberg News.

/ritzau/FINANS