Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Novo/CEO: Stadig for tidligt at sætte nyt mål for fedmeforretning -NY2

5/8 10:28

Det er for tidligt at sætte nye mål for salget af Novos vægttabsmidler, Saxenda og det nylancerede Wegovy, selv om Novos nuværende 2025-ambition allerede virker sikkert inden for rækkevidde.

Salget af Wegovy, der kom på markedet i USA i juni, er kommet forrygende fra start med mere end 8000 recepter på bare fem-seks uger. Samlet omsatte de to midler for næsten 2 mia. kr. i andet kvartal, hvilket var næsten 500 mio. kr. mere end analytikere havde sat næsen op efter.

Væksten i fedmeforretningen opgjort i lokal valuta var på 63 pct. alene i andet kvartal, og 34 pct. i første halvår.

Alligevel holder Novo Nordisk fast i sin seneste ambition fra november 2019 om en fordobling af salget af vægttabsmidler i 2025 sammenlignet med 2019, hvor omsætningen af Saxenda løb op i 5,7 mia. kr. Med en omsætning på 2 mia. kr. alene i andet kvartal i år, synes Novo dog mere end godt på vej.

- Vi er stadig tidligt i lanceringen af Wegovy. De første kliniske resultater er tydeligvis meget positive, men vi er ikke i en position, hvor vi ændrer vores forventning lige nu baseret på få ugers data med Wegovy.

- Men det er helt sikkert meget opmuntrende, det vi ser, og vi har stor tiltro til, at vi som minimum har fordoblet vores salg til behandling af overvægt i 2025, siger Lars Fruergaard Jørgensen, administrerende direktør i Novo Nordisk, torsdag på en telekonference for pressen.

Han fortæller, at tilbagemeldingerne fra indkøbsforeninger, PBM'er, og sygekasser har været opmuntrende. Blandt andet har de store PBM'er Express Scripts og CVS har begge sat Wegovy på deres tilskudslister.

Fem uger efter efter lanceringen i juni har koncernen indtil nu set mere 8000 patienter få recepter på Wegovy. Til sammenligning lå det samlede antal recepter på forgængeren Saxenda på 11.500 i juli.

Den store interesse skal ikke mindst ses i lyset af Wegovys effekt. Mens de kliniske studier af Saxenda har vist et vægttab på cirka 5-8 pct., har studierne med Wegovy vist et gennemsnitligt vægttab på 15-17 pct. Samtidig fastholdes vægttabet efter 68 uger.

LAD VÆRE MED AT OVERFORTOLKE

Alligevel skal man være forsigtig med at konkludere på de foreløbige recepttal, mener Lars Fruergaard Jørgensen.

- Vi skal være forsigtige med ikke at overfortolke på de første få ugers recepttal, for jeg tror ikke, at trenden er bæredygtig på lang sigt, og jeg tror, at vi vil se et mere normalt optag af nye patienter, hvilket ikke er, hvad vi har set frem til nu.

De mange nye patienter er kommet bag Novo i USA, der i sidste uge meddelte, at der er så stor efterspørgsel efter Wegovy, at produktionen i øjeblikket ikke kan følge med. Ventetiden er i visse tilfælde på op til tre uger på den lave indkøringsdosis på 0,25 milligram.

Samtidig er potentialet endnu større. Ifølge Novo Nordisk er der 680 mio. mennesker i verden, heraf 100 mio. i USA, som kæmper med fedme.

- I dag er det kun 2 pct., der er i medicinsk behandling. Så det er tydeligvis en kæmpe mulighed, siger Lars Fruergaard Jørgensen.

Han peger på, at Novo nu vil gå efter, at overbevise målgruppen om at søge behandling.

Det er nemlig ikke nødvendigvis givet på forhånd, at de vil gøre det. Der er tale om mennesker, der af flere omgange har forsøgt, at adressere udfordringerne, men også uden held.

- Så vi skal få dem til at forstå, at der nu for første gang findes et meget effektivt produkt. Det samme gælder lægerne. Mange føler, at fedme ikke er en sygdom, så vi skal skabe forståelse for, at det er en sygdom, der kræver intervention, siger Lars Fruergaard Jørgensen.

Endelig er der sygekasserne, som skal have øjnene op for omkostningerne ved ikke at gøre noget, mener Novo.

Skulle Novo i øvrigt ende med at få konkurrence på markedet for vægttabsmedicin, vil det være noget Novo-chefen vil hilse velkommen.

- Vi ser, at nogle af vores sædvanlige konkurrenter også er i færd med at udvikle vægttabsmedicin.

- Vi vil med tiden få konkurrence, og det hilser vi velkomment, for når der åbnes for et marked på over 650 mio. patienter, og mange skal overbevises både patienter, læger og betalere, så er det faktisk en fordel at have konkurrence (være flere om det, red.), siger Lars Fruergaard Jørgensen.

/ritzau/FINANS