Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Torsdagens aktier: ISS strøg til top - Mærsk drattede ned efter rekord

4/11 17:10

ISS var blandt de helt store vindere i det danske eliteindeks torsdag, mens A.P. Møller-Mærsk blev ramt af gevinsthjemtagning og sank til bunds.

Det samlede C25-indeks steg 0,8 pct. til 1991,16 torsdag på en dag, hvor der for alvor har været gang i aktiemarkedet.

- Der er god aktivitet i markedet hele vejen rundt. Vi er godt igennem regnskabssæsonen, og der er stor aktivitet på bagkant af de aktuelle regnskaber, siger Mads Zink, chefhandler i Danske Bank, til MarketWire.

Også selskaber som Matas, STG, Solar, Chemometec, Spar Nord og rederiet Norden kom med tal for det overståede kvartal.

Onsdag faldt C25-indekset 0,7 pct. til 1976,17.

ISS RYDDER BORDET

Helt i toppen af indekset endte ISS med et plus på 3,5 pct. til 130,40 kr. - skarpt efterfulgt af Pandora, der kom med regnskab onsdag, og torsdag steg 3,5 pct. til 910 kr.

- ISS ser rigtig godt ud. Aktien har været lidt ufortjent presset. Men jo mere verden åbner efter corona, desto bedre er det for ISS. Delta trækker lidt i den anden retning. Men generelt præsterer selskabet en bedre EBIT-margin, end ventet, og det betyder jo, at de tjener mere per omsætningskrone, siger Lars Hytting, chef for aktiehandel i Artha Kapital.

- Den forholdsvis nye direktør, Jacob Aarup-Andersen, eksekverer - og i år har de præsteret 12 frasalg, siger aktiehandelschefen.

Serviceselskabet ser ud til at fortsætte i alt fald en del af det positive momentum, der blev præsteret i andet kvartal og opjusterede forventningerne til driften og frie pengestrømme.

I bunden af indekset endte A.P. Møller-Mærsk, der ifølge chefhandler Mads Zink er ramt af gevinsthjemtagning efter en solid stigning over de seneste uger. Selskabet kom tirsdag med regnskab, hvor aktien blev sendt op. Det fortsatte onsdag til rekordkursen 20.720 kr. for B-aktien.

- Den har performet godt de seneste dage, og den er kommet godt op alene i denne uge, så det er ikke så mærkeligt, at nogle tager gevinst hjem, siger han.

Aktien faldt torsdag 3,3 pct. til 20.030 kr.

NETCOMPANY SENDT NED

It-koncernen Netcompany kom dårligere ud af tredje kvartal end ventet med en omsætning på 798 mio. kr. og et justeret driftsresultat på 199,9 mio. kr. mod ventede 827 mio. kr. og 203,0 mio. kr.

- Netcompany skuffer lidt på samtlige parametre i dag, så det er en lille skuffelse, siger Lars Hytting.

Driftsmarginalen landede dog med 25,1 pct. bedre end ventet, da der var estimeret 24,5 pct., og forventningerne bliver da også fastholdt.

Netcompany faldt 2,6 pct. til 746 kr.

VESTAS PUSTER UD

Efter et massivt kursfald på 18,2 pct. oven på skuffende regnskab onsdag genvandt vindmøllegiganten Vestas en lille smule af det tabte med et plus på 1 pct. til 220,10 kr.

- Vestas kommer lidt igen i dag, og det var et stort kursfald i går. Men uanset hvad så er udfordringerne for Vestas der jo fortsat, siger Arthas chef for aktiehandel.

Flere analytikere har siden regnskabet kigget på det langsigtede kursmål for vindmølleaktien, og blandt andet har Deutsche Bank tætbarberet kursmålet med 23 pct. til 200 kr. Samtidig Bank of America anbefalingen af aktien til "neutral" fra "køb."

MATAS OPJUSTERER FORUD FOR JULEGAVESÆSONEN

Blandt sidepapirerne opjusterede Matas forventningerne til hele det forskudte regnskabsår. Den seneste årsprognose for driftsmarginen før særlige poster lød på 17-18,5 pct., men estimeres nu til 18-19 pct.

Matas steg 7,1 pct. til 129,90 kr.

Tobaksproducenten Scandinavian Tobacco Group fastholdt forventningerne i regnskabet for tredje kvartal, hvor resultat og omsætning i tredje kvartal var stort uændret i forhold til samme kvartal året før. For de første ni måneder af året er der dog pæn fremgang.

Tobak-aktien faldt 6,20 pct. til 134,60 kr. torsdag.

SOLAR MED MARKANT FREMGANG

Solar red højt på byggebølgen med markant fremgang i både drift og resultat. Omsætningen øgede ligeledes omend ikke i samme hastighed, og koncernen fastholder de nyligt opjusterede forventninger.

Solar steg 3,7 pct. til 778 kr.

ØRSTED FÅR ET LØFTET KURSMÅL

Energikoncernen Ørsted fik løftet kursmålet af SEB til 1175 kr. fra 1000 kr., mens anbefalingen fastholdes som "køb".

Ørsted faldt torsdag 0,4 pct. til 874,60 kr.

Spar Nord leverede flot fremgang for tredje kvartal i år sammenlignet samme periode sidste år, og den opjusterede prognose fra 13. oktober, hvor basisindtjeningen før nedskrivninger estimeredes til 1475-1575 mio. kr. med et resultat efter skat på 1250-1350 mio. kr. blev fastholdt.

Spar Nord faldt 0,4 pct. til 85,90 kr.

.\\˙ MarketWire