Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

GN Hearing/CEO: Kan lave meget attraktiv kombination med Lively-opkøb

14/12 13:02

GN Hearing har smidt 625 mio. kr. efter opkøbet af amerikanske Lively, der driver en onlineplatform til køb af høreapparater og konsultationer samt rådgivning via audiologer.

Platformen fungerer i dag helt online gennem et netværk af audiologer, som Lively samarbejder med.

Men med det danske selskabs eksisterende - og noget mere omfattende netværk - af uafhængige audiologer på det amerikanske marked, mener GN Hearing at kunne løfte Lively, der i forvejen er et vækstselskab, til et nyt niveau.

- Vi vurderer, at der er fundamentale forandringer på vej på det amerikanske marked. OTC-lovgivningen er på vej, og online udgør allerede 4 pct. af det samlede amerikanske marked i dag, siger Gitte Pugholm Aabo, der er administrerende direktør hos GN Hearing, til MarketWire.

- Det, der gør Lively rigtig interessant, er, at to tredjedele af kunderne, der henvender sig i dag, ønsker en kombination af online og fysisk service på en decideret høreklinik. Det kan vi tilføje via vores netværk, fortsætter hun.

PASSER GODT IND I OTC

Et andet element, der blot øger relevansen for Lively, hvis kunder er gennemsnitligt omtrent ti år yngre end de kunder, der henvender sig i GN Hearings traditionelle forretningskanaler, er den kommende salgskategori for høreapparater i håndkøb i USA - såkaldt over the counter (OTC).

De foreløbige rammer for OTC-kanalen blev præsenteret i oktober, og herefter har producenterne og andre interessenter 90 dage til at indsende høringssvar, før de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, får maksimalt 180 dage til opdatere og lave et endeligt regelsæt.

Siden skal OTC endeligt implementeres over en periode på 60 dage, og med den tidslinje ser det ud til, at de første OTC-produkter kan ramme det amerikanske marked mod slutningen af næste år.

- Vi vurderer, at hensigten med OTC-lovgivningen er at ekspandere markedet, og Lively opfylder samme formål. De mennesker, der henvender sig, er cirka ti år yngre, end dem der kommer ind i den traditionelle forretning, siger Gitte Pugholm Aabo, der generelt er stor fortaler for, at høreapparatbranchen skal være bedre til at fange folk med høretab tidligere i forløbet.

Hun peger på, at GN Hearing i første omgang fokuserer på det amerikanske marked med løsninger lignende Lively.

- Det gør vi også, fordi der er meget store forandringer på vej på netop det marked. Men det er da oplagt at kigge på lignende muligheder på andre markeder også, fortsætter hun.

.\\˙ MarketWire