Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Onsdagens aktier: Comeback til dyrt prissatte aktier gav grønt C25

19/1 17:06

Der var "comeback"-stemning på det danske aktiemarked onsdag, hvor eliteindekset i løbet af dagen vendte rundt efter en skidt start på dagen.

Trukket op af selskaber som Chr. Hansen, Netcompany og Pandora i toppen endte det samlede C25-indeks med at stige 0,8 pct. til 1809,10.

I modsatte ende var det kun Danske Bank og Jyske Bank, der sammen med sidste års højdespringer A.P. Møller-Mærsk bakkede i dagens handel.

- Vi har været præget af rentestigninger i noget tid, og renterne i USA er vendt lidt rundt i løbet af dagen i dag. Så der er sket lidt der, men der var nok også lidt "comeback" henover dagen. Stemningen er vendt rundt, hvilket også skal ses i lyset af, at der har været nogle dage med hug til vækstaktier og de dyrt prissatte aktier, siger Martin Munk, senioraktierådgiver i Jyske Bank, til MarketWire.

Ved åbning faldt indekset 0,9 pct., men i løbet af formiddagen begyndte flere købere at strømme til markedet, lyder det fra Ole Kjær Jensen, afdelingsdirektør i Sydbank.

- Fra morgenstunden blev markedet ramt af en kombination af det dyrere aktiemarked og så en enorm usikkerhed omkring de pengepolitiske stramninger. Det er det, der har gjort aktieinvestorerne nervøse siden starten på året, siger han.

Frygten for en hurtigere end ventet stramning af pengepolitikken har sendt den tiårige amerikanske rente op i det højeste niveau siden 2019, og det har på det seneste gjort ondt på aktiemarkederne - særligt de dyrt prissatte aktier.

Men henover dagen dalede den tiårige amerikanske rente imidlertid med 5 basispoint til 1,85 pct.

Næste træk kommer fra direktørerne i den amerikanske centralbank, der aktuelt er i stilleperiode forud for næste uges rentemøde, og derfor kan markedet fortsat være præget af usikkerhed.

PANDORA OG ALK FÅR LØFTET ANBEFALING

Blandt de mest stigende aktier i C25-indekset solede Pandora sig onsdag, hvor aktien steg 3,3 pct. til 786,80 kr.

Det kan tilskrives en kombination en ændret anbefaling og en generel positiv stemning over for detail i dagens handel.

Pandora fik hævet sin anbefaling til "hold" fra "sælg" af Handelsbanken, der gentager kursmålet på 840 kr.

Også ALK-Abelló fik uden for eliteindekset løftet sin anbefaling til "køb" fra "hold" af både Danske Bank og DNB.

Danske Bank løftede sin anbefaling af ALK-Abelló til "køb" fra "hold" og holder fast i et kursmål på 3600 kr., mens DNB reducerer sit kursmål til 3500 kr. fra 3675 kr. Det fremgår af PLX.AI.

ALK-aktien steg 2,3 pct. til 2908 kr.

Helt i toppen endte Chr. Hansen, der ifølge Martin Munk fortsat nyder godt af positive meldinger fra den seneste tid.

Ingrediensproducenten overraskede i sidste uge positivt med sit regnskab for første kvartal og fik tirsdag løftet anbefalingen til "neutral" fra "undervægt" hos JPMorgan.

Aktien steg onsdag 5,2 pct. til 551,80 kr.

BANKER OG MÆRSK I BUND

I bunden af indekset endte A.P. Møller-Mærsk, der blandt andet fik selskab af Jyske Bank og Danske Bank, som alle ellers har været inde i en god stime.

Svenske SEB har løftet sit kursmål for aktien i Danske Bank til 148 kr. fra 134 kr., og gentaget den positive anbefaling "køb".

Det fremgik sent tirsdag af data fra Bloomberg News.

Ifølge PLX.AI har Carnegie foretaget en næsten tilsvarende øvelse onsdag. Carnegie har løftet sit kursmål til 145 kr. fra 135 kr. og gentaget "køb".

Danske Bank-aktien faldt 0,2 pct. til 128,80 kr., mens Jyske Bank dykkede 2,1 pct. til 395,60 kr.

Mærsk B-aktien tabte 2,7 pct. til 22.320 kr.

- Det lugter lidt af, at man flytter rundt på brikkerne. Mærsk har klaret det super godt, og det har bankerne også, så der bliver taget noget hjem fra den type aktier og smidt over i det, der har fået nogle klø, siger Martin Munk.

OPRHAZYME OPJUSTERER EFTER GOD OMKOSTNINGSKONTROL

Orphazyme opjusterede forventningerne til 2021, efter at biotekselskabet har brændt færre penge af over den sidste del af året, end det oprindeligt var forventet.

Driftsunderskuddet ventes nu at blive 630-640 mio. kr. mod den tidligere forventning om et tab på 670-700 mio. kr.

Orphazyme-aktien steg 3,6 pct. til 15,66 kr.

.\\˙ MarketWire