Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/Danske: Stor overvægt af vækstaktier giver massiv usikkerhed

21/1 12:28

Da klokken ringede ind til en ny omgang aktiehandel på Wall Street i New York i USA torsdag, var det med grønne toner, at markederne blev sendt af sted.

Endelig en entydig puster fra den seneste tids nedtur, der er udløst af særligt en bevægelse mod højere renter udløst af skyhøj inflation og en vending hos den amerikanske centralbank, Federal Reserve, fra lempelser mod stramninger af pengepolitikken.

Men sådan gik det ikke, for ud på dagen vendte markedet rundt på en tallerken, og alle tre toneangivende amerikanske indeks endte dybt i rødt - med Nasdaq-indekset, som fortsatte dybere ind i den korrektion, der i første omgang blev nået onsdag.

Samme billede har man også set på de europæiske markeder - og herunder det danske af slagsen. Usikkerheden i aktiemarkedet er generelt vokset med de stigende renter og den pludseligt meget høgeagtige tilgang fra Federal Reserve.

- Det er et rigtig dårligt signal. Vi skal gerne meget snart have noget mere stabilitet ind i markedet. Det håber vi at kigge ind i med de store it-selskaber og vækstselskaber, der kommer med regnskaber for 2021 snart. Det er dem, der skal sikre det, siger Lars Skovgaard Andersen, der er seniorstrateg hos Danske Bank, til MarketWire.

FOR STOR OVERVÆGT AF VÆKSTAKTIER

Ifølge ham skyldes den gyngede usikkerhed på markederne primært en meget stor overvægt af såkaldte vækstaktier i porteføljerne rundt omkring.

Som han formulerer det i en kommentar i erhvervsmediet Finans' opinionsafdeling: "Måske er fundamentet under din portefølje ved at slå revner eller smuldre væk, mens du har travlt med at nyde synet af det skinnende tegltag."

Problemet er nemlig, at særligt vækstaktierne, der har givet store afkast, efter at udbruddet af coronavirus udviklede sig til en pandemi for snart to år siden, er ekstremt følsomme over for netop stigende renter.

Det er de, fordi højere renter udhuler nutidsværdien af den fremtidige indtjening, som investorerne ellers er villige til at betale en høj pris for her og nu. Dermed lægger det også en dæmper på prissætningen af aktierne.

- Man er fanget af, at der er rigtig mange aktier, der er vækstaktier. Fundamentet i aktiehuset revner simpelt hen. Verdens indeks har fået flere vækstaktier, så når rotationen går mod værdi, så er der bare ikke værdiaktier nok, siger Lars Skovgaard Andersen.

Siden årsskiftet er de lange renter i særligt USA, men også Europa, steget ganske markant, og det er affødt af både Federal Reserves - og andre centralbankers - bevægelser mod pengepolitiske stramninger, men også på grund af den massive inflation, som centralbankerne vil dæmme op for med stramningerne.

Det ses blandt andet i råvare- og ganske markant i energipriserne, der er braget i vejret. Det giver ekstra usikkerhed, fordi det på lang sigt også understøtter højere renter.

UKRAINE-KRISE GIVER YDERLIGERE USIKKERHED

For at det ikke skal være nok, presser den aktuelle krise mellem Rusland og Ukraine yderligere på priserne på særligt energi.

Mange steder holder man lige nu vejret, fordi der er usikkerhed omkring, hvorvidt Rusland rent faktisk kan finde på at invadere Ukraine, og også det skaber ekstra usikkerhed på de finansielle markeder.

- Det er med til at give lidt ekstra af de her forstyrrelser, vi ser lige nu, fordi det presser energipriserne op, og det slår igennem på renterne, siger Lars Skovgaard Andersen.

Han peger derfor også på, at usikkerheden og de noget større udsving frem og tilbage, end man er vant til at se, vil fortsætte, indtil der kommer noget mere stabilitet ind i markedet.

Indtil da er anbefalingen fra Danske Bank - og også andre finanshuse - at fylde flere værdiaktier i porteføljen.

Det er aktier karakteriseret ved lavere vækst og med en lavere prissætning i forhold til det øvrige aktiemarked - blandt andet målt på, hvor meget man betaler per indtjeningskrone i selskabet - såkaldt Price/Earnings (P/E).

Her findes der ifølge Danske Bank blandt andet gode bud i finanssektoren, hvor eksempelvis bankerne også ligefrem kan drage nytte af de stigende renter, der alt andet lige er godt for indtjeningen i bankerne.

.\\˙ MarketWire