Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Novo Q1: GLP-1-analoger trækker klart positiv overraskelse - NY3

29/4 09:52

Novo Nordisk leverede i første kvartal et bedre samlet salg af diabetesmidler end ventet i markedet.

Og det var særligt - og endnu en gang - de storsælgende GLP-1-analoger, der trak det største læs for det danske medicinalselskab.

Novo Nordisks største enkeltprodukt, Ozempic, solgte i første kvartal for 12.035 mio. kr. mod ventet 10.733 mio. kr. blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af Novo selv.

Det svarer til en fremgang på hele 70 pct. i lokal valuta.

Samlet solgte Novo Nordisk diabetesmidler for 33,3 mia. kr. i første kvartal mod ventet 31,6 mia. kr. blandt analytikerne.

Ozempics forgænger, Victoza, der skal tages én gang dagligt mod Ozempics én gang ugentligt, solgte i første kvartal for 3322 mio. kr. mod ventet 3370 mio. kr. af analytikerne.

Rybelsus, der er en oral udgave af Semaglutid - virkemidlet i Ozempic - solgte i kvartalet for 2063 mio. kr. mod ventet 1912 mio. kr.

Der er samtidig tale om en voldsom vækst på 167 pct. i lokal valuta.

Samlet solgte Novo Nordisks GLP-1-analoger til diabetesbehandling for 17,4 mia. kr. i første kvartal mod ventet 16,0 mia. kr. blandt analytikerne.

- Ozempic-salget steg med 81 pct. i danske kroner og med 70 pct. i lokal valuta til 12.035 mio. kr. Salgsvæksten var drevet af både Nordamerika og International Operations, skriver Novo Nordisk i regnskabet.

NOVORAPID LØB HURTIGT

Salget af Novos næststørste produkt, Novorapid, løb op i 4345 mio. kr. - eller 345 mio. kr. mere end de 4000 mio. kr., der var ventet af analytikerkorpset.

Det langtidsvirkende insulin Tresiba solgte i første kvartal for 2564 mio. kr. mod ventet 2612 mio. kr. blandt analytikerne.

Forgængeren - Levemir - solgte for 1515 mio. kr. mod ventet 1457 mio. kr.

Novos salg af insulin har længe været ramt af prispres i USA, som har lagt låg på væksten i den del af forretningen.

WEGOVY VOKSER PÆNT TRODS STARTPROBLEMER

Inden for vægttabsmedicin overraskede Saxenda klart positivt med et salg på 1998 mio. kr. mod ventet 1780 mio. kr.

Novos nye vægttabsmiddel, Wegovy, der blev lanceret i USA i juni sidste år, solgte for 1404 mio. kr. mod estimeret 888 mio. kr. og vokser dermed også hastigt, selv om Novo Nordisk har været udfordret af problemer med at få forsyningen af de laveste startdoser op i gear på grund af vanskeligheder hos en underleverandør.

Den underleverandør har dog nu igen startet produktionen af alle doser, oplyser Novo Nordisk i fredagens regnskab.

Dermed venter medicinalselskabet fortsat at kunne holde sin køreplan og efterkomme al efterspørgsel i løbet af andet halvår i år.

.\\˙ MarketWire