Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Novo/CEO: Kolossal vækst i GLP-1 kunne potentielt være større - NY

29/4 12:44

Novos Nordisks primære vækstlokomotiver, diabetes 2-produkter i GLP-1-klassen, bliver pillet så hurtigt ned af apotekerhylderne, at Novos produktion til tider har svært ved at følge med.

Det fremgår af regnskabet for første kvartal, hvor Novo opjusterer forventningerne markant netop med henvisning til et stærkt salg af GLP-1-produkter.

Samtidig signalerer Novo, at salget egentlig kunne have været endnu bedre, da forventningerne afspejler periodiske begrænsninger i leveringen af nogle GLP-produkter, herunder supersællerten Ozempic.

- Det hele er udslag af den kolossale vækst, vi ser i GLP-1-forretningen, som vi har set over nogle år, og hvor vi nu ser en yderligere vækst i antallet af nye recepter, siger Lars Fruergaard Jørgensen, administrerende direktør i Novo Nordisk, fredag på en telekonference for pressen.

Han peger på, at Novo hele tiden investerer i at udvide produktionen såvel af det aktive stof i GLP-midlerne som i fyldekapaciteten.

- Men vi har i øjeblikket en balancegang, hvor udvidelserne halter efter væksten i markedet, og derfor kræver det nøje overvågning og omtanke for at sikre, at vi skaber balance. Vi mener ikke, at vi kan kommentere, hvad det kunne være blevet til, men det er klart, at når der en fin balance mellem efterspørgsel og udbud, så kunne man potentielt sælge mere, siger Lars Fruergaard Jørgensen.

SUPERSÆLLERT VOKSER 70 PCT.

At hjulene skal snurre stadigt hurtigere i produktionen ses tydeligt, når man ser på salgsudviklingen for Novos største enkeltprodukt, Ozempic.

Salget af Ozempic voksede hele 70 pct. i lokal valuta i første kvartal og passerede 12 mia. kr. Analytikere havde blot sat næsen op efter et salg på 10.7 mia. kr. ifølge estimater indsamlet af Novo.

Også salget af diabetespillen Rybelsus vokser hurtigt. Her var væksten 167 pct. i lokal valuta i første kvartal, dog fra en lav base, da pillen er relativt nylanceret. Salget af Rybelsus udgjorde 2063 mio. kr. i kvartalet mod ventet 1912 mio. kr.

- Når man ser på dynamikkerne inden for primært GLP-1, så er væksten for Ozempic på 70 pct. markant, og produktet sælger nu for 12 mia. kr. i et kvartal. Så der er tale om meget store volumener, og det er væsentlige udvidelser af produktionen, som vi er i færd med, og som vi vil gennemføre i fremtiden, siger Lars Fruergaard Jørgensen.

I forvejen har Novo været ramt af produktionsudfordringer i en endnu større skala inden for sin fedmeforretning.

En underleverandør, der påfylder doser af fedmemidlet Wegovy, måtte i december midlertidigt indstille produktionen, efter at de amerikanske sundhedsmyndigheder havde inspiceret en fabrik i Belgien. Men produktionen er nu startet igen, oplyser Novo, der regner med at kunne møde den fulde efterspørgsel i markedet i løbet af andet halvår.

- I løbet af første kvartal, hvor vi har været ret begrænset af vores produktion, har salget alligevel udviklet sig meget stærkt i USA, og det faktum, at vi har solgt for 1,4 mia. kr. af Wegovy i kvartalet, siger noget om den underliggende efterspørgsel.

- Så det, der nu er virkelig vigtigt for os, er, at vi får styr på vores forsyningskæde og får opbygget de lagre, der er nødvendige for at relancere. For efterspørgslen er helt klart meget stærk, siger Lars Fruergaard Jørgensen.

STØRSTE VÆKST I TO ÅRTIER

Samlet voksede Novos salg i første kvartal med 18 pct. i lokal valuta til over 42 mia. kr., selv om salget af insulin bakkede med 4 pct. i lokal valuta i perioden til lige under 15 mia. kr.

- Det er den højeste vækstrate i to årtier og drevet af GLP-1-produkterne, konstaterer Novos finansdirektør Karsten Munk Knudsen.

.\\˙ MarketWire