Rusland: Centralbank indkalder til hastemøde torsdag
25/5 09:12
Den russiske centralbank, Bank of Russia har indkaldt til hastemøde torsdag, skriver Bloomberg News.
En eventuel justering af centralbankens ledende rente ventes offentliggjort torsdag klokken 9.30 dansk tid.
Renten har været på noget af en rutsjebanetur, siden Rusland invaderede Ukraine den 24. februar. Fire dage efter invasionen hævede centralbanken renten med 11,5 pct.point til 20 pct. Siden er renten blevet sænket ad to omgange. Den 8. april blev den sænket til 17 pct. og den 29. i samme måned blev den sænket til 14 pct.
Renteløftet kom, efter at den russiske valuta, rublen, ramte det svageste niveau nogensinde over for dollar. Dengang blev en dollar handlet til 90 rubler, og det fik centralbanken til at intervenere.
Tre måneder efter invasionen synes situationen at være vendt for rublen, der nu er så stærk, at det skaber budgetproblemer for den russiske stat og rammer eksportvirksomheder.
Onsdag går der 57,47 rubler på en dollar. Det er det stærkeste niveau i omkring fire år.
Oprindeligt var Bank of Russias rentemøde skemalagt til 10. juni.
.\\˙ MarketWire