Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Mærsk/Sydbank: Afblæst salg er torn i øjet - men kan sælges til andre

25/8 16:21

Det er en torn i øjet på A.P. Møller-Mærsk, at det planlagte salg af containerproducenten Maersk Container Industry går i vasken - men så heller ikke mere end det.

Det er vurderingen fra Mikkel Emil Jensen, senioranalytiker i Sydbank, efter nyheden om det afblæste salg.

- Det er ikke en del af kerneforretningen, og det er noget, som de har haft en interesse i at skille sig af med, men i det store hele - med Mærsks skala og størrelse - har det ikke den store betydning for investorerne, siger han til MarketWire.

Tornen i øjet skal ses i lyset af Mærsks strategi om at være en rendyrket transportforretning.

- Det eneste, det rammer, det er investorhistorien om at ville være den rendyrkede forretning. Det spolerer eller ændrer dog ikke noget ved planen, for det er en lille del af forretningen, siger Mikkel Emil Jensen.

Han hæfter sig desuden ved, at der angiveligt var flere om buddet, da Mærsk sidste år for alvor satte skub i arbejdet for at finde en køber af forretningen. Det kan dog blive til en anden pris, vurderer analytikeren.

- Så det kan være, at det er muligt at finde en anden køber. Markedsomstændighederne har måske ændret sig lidt og er blevet forværret, så måske får man ikke samme pris, men jeg forventer, at der vil være andre mulige købere.

- De greb muligheden ved at sætte det til salg i en periode, hvor der var stor efterspørgsel efter containere, siger han.

Salget er blevet droppet, fordi der har været udfordringer med myndighedernes godkendelse, oplyser Mærsk i en meddelelse.

Mærsk havde ellers indgået en aftale med kinesiske China International Marine Containers (CIMC), der ville købe forretningen for en pris i omegnen af 6,3 mia. kr. Aftalen blev annonceret i september sidste år, efter at Mærsk i lang tid havde arbejdet på at skille sig af med forretningen.

At det er myndighederne, der står i vejen for aftalen, har afgørende betydning i forhold til et potentielt salg til en anden køber, vurderer Mikkel Emil Jensen.

- Det er altså ikke køberen, der har trukket sig, og derfor er der ikke noget, der giver et dårligt signal til andre, siger han.

Udover salget af MCI har Mærsk tidligere luftet planer om at sælge Maersk Supply Service i et forsøg på at strømline forretningen, men for nu fortsætter Mærsk som ejer. Det samme gælder for MCI efter det afblæste salg, oplyser Mærsk.

- Vi vil nu undersøge det bedst mulige strukturelle setup for MCI for at sikre den langsigtede udvikling af forretningen, siger Patrick Jany, finansdirektør i Mærsk.

.\\˙ MarketWire