Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Vestas ramt af historisk ordretørke: "Giver anledning til bekymring"

6/9 12:42

Vindmølleproducenten Vestas har endnu ikke offentliggjort ordrer i tredje kvartal, og de foregående kvartaler har heller ikke været prangende på den front. Selvom den nylige vedtagelse af en langsigtet og særdeles gunstig rammeordning for vedvarende energiprojekter i USA skaber håb om en forestående bedring, så giver den senere tids ordreudvikling anledning til bekymring.

- Ordreudviklingen står i skarp kontrast, både til det vi så sidste år, men sådan set også historisk. Der er tale om en historisk ordretørke. Selv ikke i 2012 var ordreindgangen tilsvarende lav, så det giver da anledning til bekymring, siger aktieanalytiker Janne Vincent Kjær fra Jyske Bank til MarketWire.

Bekymringen skal også ses i lyset af, at ordreindgangen også i andet kvartal var svag - og faktisk har været det de sidste 12 måneder.

TEGNER IKKE GODT FOR AKTIVITETSNIVEAUET I 2023

- De ordrer, som Vestas har modtaget de sidste 12 måneder, svarer kun til 80 pct. af, hvad selskabet har leveret i perioden. Det lover ikke umiddelbart godt for aktivitetsniveauet næste år, uddyber Janne Vincent Kjær.

Da ordrerne hos Vestas har det med at klumpe sig sammen henimod kvartalsafslutningerne, så skal man ifølge analytikeren være varsom mod at tolke for hårdt på de indtil nu helt udeblevne ordrer i tredje kvartal.

- Men indtil videre ser det rigtigt svagt ud i kvartalet, og hvis jeg kigger på konsensusforventningerne, så bliver det altså svært at nå det, pointerer Janne Vincent Kjær.

Ifølge Bloomberg News estimerer analytikerne i snit en ordreindgang for Vestas i tredje kvartal på 3,6 gigawatt. Det vil kræve, at Vestas annoncerer ordrer på 3 gigawatt frem mod udgangen af kvartalet, vel og mærke hvis man antager, at 0,6 gigawatt er i kategorien "uannoncerede ordrer", som først offentliggøres i det efterfølgende kvartalsregnskab.

- Så højt et niveau er kun set en gang i historien, nemlig i 2019 som var forud for nedtrapningen af skatterabatordningen i USA, hvor det derfor væltede ind med ordrer. Og det er ikke min forventning, at det kommer til at ske den her gang, siger Janne Vincent Kjær, der med sidstnævnte henviser til den nye skatterabatordning (PTC) i USA, som var en del af Inflation Reduction Act, som forleden blev underskrevet af præsidenten og gjort til lov.

FLERE ÅRSAGER TIL ORDRETØRKEN

Hun fremhæver flere grunde til den nuværende ordretørke, herunder at Vestas har hævet priserne betydeligt det senest år for at kompensere for stærkt stigende inputpriser og højere transport- og logistikomkostninger.

I regnskabet for andet kvartal var ordrepriserne hos Vestas højere end ventet af analytikerne. Set i forhold til gennemsnittet i 2020 var prisen per megawatt hele 30 pct. højere. Det er en udvikling, som har ramt mange kunder.

- Står du med et vindmølleprojekt, som du er i gang med at planlægge, så betyder det ret meget, at omkostningerne lige pludselig stiger med de her 30 pct. Det gør selvfølgelig, at der er nogle forhandlinger, som trækker ud.

- Der er også kunder, som er ramt af, at de tidligere har indgået faste aftaler om salg af strømmen fra deres projekter til nogle lave priser. De projekter har det altså meget, meget svært - de er ikke længere rentable, siger Janne Vincent Kjær.

Hun peger endvidere på, at kunderne i USA har ventet på afklaringen af rammebetingelserne for vindmølleindustrien. Det har også gjort, at kunderne i USA har forholdt sig lidt afventende.

KAN FOR ALVOR FÅ EFFEKT I 2023

- Nu har vi fået en forlængelse af ordningen, men der går noget tid, inden man får indstillet projekterne og sikrer, at de lever op til de regler, som forudsættes i den nye lovgivning. Så der kan gå noget tid, før det kan understøtte ordreindgangen, forklarer Janne Vincent Kjær.

Vedtagelsen i USA rummer et enormt potentiale, og i modsætning til tidligere PTC-ordninger, er der denne gang lavet en lang aftale på 10 år.

- Spørgsmålet er, hvornår ordrerne begynder at rulle ind i USA. Der vil måske komme en lille smule effekt i fjerde kvartal, men vi skal nok ind i 2023, før det for alvor begynder at få en effekt. Man kunne godt frygte, at ordreindgangen kunne blive ved med at være svag også her de næste to kvartaler, vurderer Janne Vincent Kjær.

.\\˙ MarketWire