Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Vind: Siemens Gamesa vinder markant patentsejr over GE - GENT

9/9 06:34

Netop som den amerikanske regering har afsat enorme milliardbeløb til udbygningen af grøn energi, er der lagt op til, at den kommende periodes kamp om offshore-ordrer i USA vil blive et derby mellem blot to heste.

Vestas og Siemens Gamesa.

GE Renewables ser nemlig ud til at være diskvalificeret fra konkurrencen i en rum tid.

Det skyldes, at en dommer ved en føderal domstol onsdag har afgjort en vidtrækkende patenttvist mellem Siemens Gamesa og GE Renewables.

Og dommer William Youngs beslutning er et markant nederlag for GE Renewables, som permanent forbydes at markedsføre sin flagskibsmølle, den såkaldte Haliade-X, i hele USA.

Det skriver Recharge News.

Siemens Gamesa havde nedlagt påstand om, at Haliade-X er udviklet på baggrund af teknologi, som er omfattet af dets rettigheder, og domstolen fandt, at GE Renewable "bogstaveligt talt" krænkede det spansk-tyske selskabs patent.

Med afgørelsen er eksisterende bestillinger for milliarder af dollar i GE Renewables' ordrebog i fare.

GE og alle, som arbejder med producenten, "påbydes hermed permanent gennem 413-patentets levetid ikke at fremstille, bruge, tilbyde til salg, sælge, importere eller installere i USA de krænkende Haliade-X vindmøller," hedder det i dommen.

To offshore-projekter, Vineyard og Ocean Wind 1, er dog undtaget for markedsføringsforbuddet af hensyn til offentlighedens interesse.

En talsperson fra GE oplyser til Recharge News, at selskabet er uenig i dommen.

- Vi overvejer alle juridiske muligheder for at sikre, at vi fortsat kan støtte væksten i offshore-vind i USA, inklusive en appel af dagens afgørelse, hedder det.

Patent 413 beskytter en strukturelt teknologi, som gør det muligt at opskalere møller i størrelse, og GE er tidligere blevet dømt til at betale hidtil usete 30.000 dollar per opstillede megawatt, som benytter teknologien, i royalties til Siemens Gamesa.

Det spansk-tyske selskab var dog ikke tilfreds og førte sagen videre med henblik på et forbud.

En appel af onsdagens dom vil dog formentlig ikke få nogen positiv betydning for GE. Selv hvis det amerikanske selskab skulle ende med at vinde den.

- Dette har en enorm kommerciel effekt, siger Philip Totaro, administrerende direktør i konsulenthuset Intelstore.

- Resultatet af appellen er næsten irrelevant. Selv om GE får succes med at omstøde dommen, kan der gå 18 måneder, før det sker. De mister kostbar tid, når det kommer til at sælge deres mølle på et voksende marked, fortsætter han.

Hos Intelstore vurderes det, at GE vil gå glip af ordrer for 16,3 mia. dollar, indtil koncernen har fundet et alternativ til offshore-møllen.

Konsulenthuset mener, at GE har bestillinger på 11 gigawatt i ordrebogen på Haliade-X. Heraf er 9 gigawatt altså blokeret fra at blive leveret, mens de resterende 2 gigawatt vedrører Vineyard og Ocean Wind 1.

.\\˙ MarketWire