Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/tendens: Tryg i fokus efter topchefskifte i ventet sur start

30/1 08:15

Tryg kommer i fokus fra åbningen mandag efter nyheden om, at topchef Morten Hübbe forlader selskabet og bliver erstattet af Johan Kirstein Brammer, der har været en del af forsikringskoncernens direktion siden 2018.

Der er udsigt til en lettere negativ åbning i Europa, hvis der tages udgangspunkt i futuren for det tyske DAX-indeks. Aktieindeksfuturen, der typisk er en god indikator for udviklingen herhjemme, har mandag morgen kurs mod et fald på 0,3 pct.

I USA indikerer futures for de toneangivende aktieindeks sideløbende fald på 0,3-0,5 pct.

Fredag faldt det danske C25-indeks 0,1 pct. til 1691,13.

Mandag har Sanistål sidste handelsdag på børsen i København, efter at svenske Ahlsell har købt samtlige aktier i selskabet.

TRYG HENTER NY TOPCHEF FRA EGNE RÆKKER

Morten Hübbe stopper som administrerende direktør i Tryg. Hans afløser bliver Johan Kirstein Brammer, der hidtil har været kommerciel hos den danske forsikringskoncern. Han indtager den nye post 1. juni 2023.

Det meddeler Tryg mandag morgen.

Johan Kirstein Brammer har været ansat i Tryg siden 2016 og var en aktiv del i forsikringsselskabets overtagelse af RSA skandinaviske aktiviteter.

Fredag faldt aktien i Tryg 2,0 pct. til 156,10 kr.

NNIT SKAL RETTE REGNSKAB

It-selskabet NNIT skal rette sine regnskaber til, efter at Erhvervsstyrelsen har afgjort, at der er blevet begået fejl i forbindelse med opkøbet af en række selskaber, meddeler selskabet lørdag.

Det drejer sig om håndteringen af en earn-out betaling i forbindelse med købet af Excellis Health Solutions.

Her har Erhvervsstyrelsen afgjort, at den ikke skal, som NNIT har gjort, indgå i aktiverede anskaffelsesomkostninger og goodwill, men i stedet udgiftsføres som vederlag, da earn-out til en vis grad relaterer sig til de sælgende aktionærers fortsatte ansættelse.

Ifølge NNIT vil ændringerne få en effekt på cirka 165 mio. kr. på det samlede resultat før skat i perioden 2017-2021, hvilket primært vil forøge de særlige poster.

Aktien i NNIT faldt fredag 0,6 pct. til 68,90 kr.

SKAKO NÆRMER SIG SALG AF DRIFTSAKTIVITETER

Industrivirksomheden Skako har underskrevet en ikke-bindende hensigtserklæring om frasalg af alle sine driftsaktiviteter.

Det meddelte koncernen fredag umiddelbart efter dansk børslukning.

Aftalen er indgået med Zefyr Invest IV, der har indikeret en pris på aktiviteterne på 271 mio. kr., svarende til cirka 87,24 kr. per aktie. Det svarer til en præmie på 7,7 pct. i forhold til Skakos lukkekurs torsdag.

Hvis salget gennemføres, vil provenuet tilfalde Skako, der har til hensigt at udlodde nettoprovenuet til aktionærerne for efterfølgende at likvidere og afnotere den tilbageværende børsskal fra Nasdaq Copenhagen.

Fredag steg Skako 2,5 pct. til 83 kr.

BRØNDBY IF SÆLGER ANFØRER TIL COLORADO RAPIDS

Brøndby IF har fredag bekræftet salget af sin anfører, Andreas Maxsø, til den amerikanske MLS-klub Colorado Rapids.

Salget var i forvejen ventet, da BT en uge forinden havde meddelt, at den danske klub havde takket ja til et bud fra den amerikanske fodboldklub.

Prisen på anføreren er ikke oplyst.

Fredag kunne Parken, der ejer fodboldklubben FC København, desuden meddele, at betingelserne for salget af Victor Kristiansen til Leicester City F.C. er opfyldt. Salget vil få en positiv regnskabseffekt på 100 mio. kr.

De to selskaber henholdsvis steg fredag 0,2 pct. til 0,525 kr. og faldt 1,8 pct. til 78,60 kr.

DEMANT FÅR HÆVET ANBEFALINGEN

Høreapparatproducenten Demant kan mandag vågne op til en løftet anbefaling hos Svenska Handelsbanken. Her er anbefalingen blevet hævet til positive "outperform" fra neutrale "market perform".

Kursmålet er uændret 300 kr., fremgår det af en opdatering fra banken.

Aktien i Demant faldt fredag 2,4 pct. til 192,95 kr.

Morgenen byder også på flere rettede kursmål hos børshusene.

Rockwool har fået hævet kursmålet til 2300 kr. fra 1800 kr. hos den britiske storbank HSBC.

Anbefalingen "køb" gentages.

Fredag steg aktien i isoleringskoncernen 2,4 pct. til 1945,50 kr.

Vestas får løftet kursmålet hos analytikerne hos Deutsche Bank med 10 kr. til 180 kr. Anbefalingen er uændret "hold".

Justeringen følger vindmølleproducentens foreløbige regnskabsopgørelse for 2022 fredag morgen, hvor selskabet også meldte forventninger ud for 2023 for første gang.

Vestas-aktien faldt fredag 2,7 pct. til 192,26 kr.

Novo Nordisk får løftet kursmålet hos finanshuset DNB Markets til 1130 kr. fra 970 kr. Anbefalingen er uændret "køb".

Aktien steg fredag 0,9 pct. til 947,90 kr.

FLSmidth har fået hævet kursmålet til 365 kr. fra 310 kr. hos RBC, der gentager anbefalingen "outperform".

Aktien lukkede fredag med et plus på 0,7 pct. til 289,30 kr.

.\\˙ MarketWire