Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/tendens: Ny finansuro vil give kursfald - bankaktier under lup

20/3 08:11

Uroen om banksektoren har fortsat de finansielle markeder i et jerngreb mandag morgen, hvor en ellers mere positiv og rolig start på morgenen hurtigt er blevet afløst af fornyet og forstærket usikkerhed.

Det skaber naturligt fokus på finansaktierne herhjemme igen, ligesom der kan ventes opmærksomhed om Unibrew, Vestas og Mærsk blandt enkeltaktierne, efter at det trekløver har været igennem analysearkene hos finanshusene.

De traditionelle selskabsspecifikke nyheder spiller dog i stor udstrækning andenviolin i et marked, der igen virker lammet af nervøsitet om den finansielle sektor.

Den fornyede uro sender aktuelt de amerikanske statsrenter ud i et nyt tungt dyk, mens futures for både de amerikanske og europæiske aktier også er dykket betragteligt og nu signalerer klare fald fra start.

Det følger i hælene på et klart fald fredag, hvor C25-indekset tabte 1 pct. til 1704,53. Set over hele sidste uge faldt indekset med 2,4 pct.

CREDIT SUISSE-EJERE STÅR TIL ENORME TAB

De voldsomme udsving i banksektoren i særligt USA er sket på rekordtid, og over de seneste ti dage er tre amerikanske banker bukket under, ligesom der har været voldsom uro om Credit Suisse i Schweiz, som søndag til slut blev overtaget af branchefællen UBS for omkring 22,7 mia. kr.

Overtagelsen er sket til markant rabat på omkring 33 mia. kr. i forhold til lukkekursen fredag, og samtidig står obligationsejerne i Credit Suisse til et enormt tab.

Værst står det til for ejerne af obligationer af typen AT1 udstedt af Credit Suisse. Obligationerne nedskrives til nul, og da der er tale om obligationer med en samlet nominel værdi på 16 mia. dollar, forsvinder over 120 mia. kr. nominelt.

Og særligt tabene på obligationer kan påvirke finansmarkeder, påpeger Financial Times, fordi beslutningen ifølge mediet bryder med tabsrækkefølgen ved konkurser, hvor aktionærerne står først for, når tabene skal sluges, og obligationsejerne først derefter må tage deres tab.

Fredag sluttede Danske Bank herhjemme med et fald på 0,7 pct. til 139,65 kr., Jyske Bank faldt med 2,3 pct. til 469 kr., og Nordea bakkede 3,8 pct. til 74,55 kr.

Blandt sidepapirerne faldt Sydbank i øvrigt med 1,3 pct. til 313,80 kr., og Ringkjøbing Landbobank tabte 1,4 pct. til 935 kr.

VESTAS FÅR POSITIV ANBEFALING AF HONGKONG-BØRSHUS

Vindmølleproducenten Vestas har fået indledt analysedækning af Haitong International - et børshus baseret i Hongkong - fremgår det af data fra Bloomberg News.

Aktien får den positive anbefaling "outperform" og et kursmål på 300 kr.

Fredag faldt Vestas med 3,8 pct. til 190,22 kr.

Mærsk kan omvendt se sit kursmål hos amerikanske Citigroup blive sænket til 10.200 kr. fra 11.000 kr.

Samtidig fastholdes den negative anbefaling "sælg", viser data fra Bloomberg News.

Fredag steg B-aktien i transport- og logistikselskabet med 1,3 pct. til 16.035 kr.

For Royal Unibrew er det også gået i positiv retning hos amerikanske Morgan Stanley, som har løftet sin anbefaling af bryggeriaktien til "ligevægt" fra "undervægt" og lagt 10 pct. oven i kursmålet, der nu er 550 kr.

Unibrew endte fredag 2,2 pct. lavere i 554,20 kr.

.\\˙ MarketWire