NeuroSearch præsenterer understøttende HuntexilTM-data på World Congress on Huntington's disease
15-09-09 kl. 15/9 2009 14:38 | NeuroSearch 8,90 (0,00%)
København, den 15. september 2009 - NeuroSearch (NEUR) meddelte i dag, at
selskabets førende specialistprodukt HuntexilTM (pridopidine) er emnet for
flere videnskabelige posterpræsentationer på dette års World Congress on
Huntington's disease i Vancouver. HuntexilTM er i senfase klinisk udvikling som
ny behandling af Huntingtons sygdom, og der planlægges markedslancering i 2011.
NeuroSearch er stærkt repræsenteret ved dette års Huntington-kongres, og
hovedformålet er at give de seneste opdateringer og præsentere understøttende
data vedrørende de to store kliniske udviklingsstudier, der pågår for
HuntexilTM: MermaiHD i Europa og HART i Nordamerika[i]. Begge studier har til
formål at undersøge potentialet for HuntexilTM som behandling af
Huntingtonpatienters evne til at foretage frivillige bevægelser. Studierne, der
er randomiserede, dobbeltblindede og placebokontrollerede, evaluerer effekt,
sikkerhed og tolerabilitet ved forskellige HuntexilTM-doser. Resultaterne fra
MermaiHD forventes at være tilgængelige i begyndelsen af 2010, og resultaterne
fra HART forventes senere på året 2010.
Informationen vedrørende de to kliniske hovedstudier understøttes af to andre
posterpræsentationer:
- ”Pharmacology of the dopaminergic stabilizer pridopidine” rapporterer
resultater fra farmakologiske studier, der indikerer, at pridopidine
stabiliserer psykomotorisk aktivitet, og at stoffet derfor kan tænkes at kunne
afhjælpe de psykomotoriske symptomer, der opstår som følge af fejl i hjernens
dopaminsystem i sygdomme som f.eks. Huntingtons sygdom[ii].
- I ”Validation of the modified motor score (mMS): a modified version of the
Unified Huntington's Disease Rating Scale (UHDRS) motor score”[iii] blev det
primære effektmål i MermaiHD og HART præsenteret. mMS måler patienternes evne
til at foretage frivillige bevægelser.
Endvidere blev udformningen af Europas første store socioøkonomiske studie
vedrørende Huntingtons sygdom offentliggjort[iv]. Hovedformålet med studiet er
at fastsætte omfanget af den socioøkonomiske byrde forbundet med Huntingtons
sygdom i seks europæiske lande: Frankrig, Tyskland, Italien, Spanien, Sverige
og Storbritannien. Det er målet at rekruttere 1.000 patienter til studiet med
henblik på at samle information om kliniske karakteristika, sundhedsrelateret
livskvalitet og brug af sundhedsressourcer. Det primære mål for studiet er at
give et retvisende billede af omkostningerne ved sygdommen og at identificere
mulige forbindelser mellem klinisk status, patientbehandling og resultaterne af
patientbehandlingen.
Dieter H. Meier, Executive Vice President & Chief Medical Officer, NeuroSearch,
kommenterede:
“NeuroSearchs stærke repræsentation ved dette års verdenskongres er blevet
særdeles vel modtaget og bekræfter selskabets vedvarende fokus på at kunne
levere en klinisk robust og ny behandling af Huntingtons sygdom til patienterne
og deres behandlere.”
NeuroSearch er fokuseret på at udvikle ny og effektiv medicin til
sygdomsområder, hvor der er et stort udækket medicinsk behov, og udvikler
HuntexilTM for at imødekomme de begrænsede behandlingsmuligheder, der for
øjeblikket er tilgængelige for Huntingtonpatienter og deres behandlere.
Links til præsentationerne kan findes under “Event calendar” i IR-sektionen på
NeuroSearchs hjemmeside.
Kontaktpersoner:
Flemming Pedersen, adm. direktør, telefon: 21480118
Hanne Leth Hillman, Vice President, Director of Investor & Capital Market
Relations, telefon: 4017 5103
Pridopidine (HuntexilTM) - En dopaminerg stabilisator
Pridopidine hører til en klasse af aktive stoffer, der betegnes dopaminerge
stabilisatorer, og som har den unikke evne både at kunne forstærke og hæmme
dopaminkontrollerede funktioner i hjernen afhængigt af udgangsniveauet for
dopaminaktiviteten. Dopamin er en vigtig neurotransmitter (signalstof) i
hjernen, og det dopaminerge system spiller en central rolle for kontrollen af
bevægelses- og mentale funktioner. Doperminerge stabilisatorer har i
prækliniske studier vist sig at kunne stabilisere motoriske, kognitive og
psykiatriske forstyrrelser uden at medføre en negativ påvirkning af normale
hjernefunktioner.
NeuroSearch evaluerer pridopidine i et pivotalt (registreringsunderstøttende)
udviklingsprogram til behandling af Huntingtons sygdom. Programmet består af et
europæisk fase III-studie, MermaidHD, og et nordamerikansk understøttende fase
IIb-studie, HART. Pridopidine er tidligere blevet undersøgt i et fase II Proof
of Concept-studie inden for Huntingtons sygdom med positive resultater, der
viste en statistisk signifikant forbedring i patienternes bevægelsesfunktion
(gang og parkinsonisme) samt også en forbedring af patienternes opmærksomhed og
psykiatriske symptomer. Pridopidine er blevet undersøgt i kliniske fase
I-studier inden for hhv. Huntingtons sygdom, Parkinsons sygdom og skizofreni
med gode og samstemmende resultater.
Pridopidine blev fundet af NeuroSearch, som ejer de globale rettigheder til
stoffet. Pridopidine er tildelt ''Orphan Drug''-status til behandling af
Huntingtons sygdom af sundhedsmyndighederne i både Europa (EMEA) og USA (FDA).
Huntingtons sygdom
Huntingtons sygdom er en dødelig og arvelig neurodegenerativ genetisk sygdom,
som fører til skader på nervecellerne i visse områder af hjernen, blandt andet
midthjernen (basal ganglia) og hjernebarken. Patienter med Huntingtons sygdom
har flere forskellige symptomer, bl.a. alvorlige bevægelsesforstyrrelser (såvel
tab af frivillige bevægelser som ufrivillige bevægelser), kognitive
forstyrrelser og psykiatriatriske lidelser. Symptomerne starter typisk i 35 til
45-års alderen, og den forventede levetid herefter er 10 til 15 år.
Sygdommen rammer omkring én ud af hver 10.000 i de fleste vestlige lande, og
der skønnes at være samlet ca. 70.000 Huntington patienter i Nordamerika og
Europa. I andre dele af verden er forekomsten af Huntingtons sygdom lavere, og
det totale antal patienter uden for Nordamerika og Europa antages at være
30.000 til 35.000. Andelen af diagnosticerede patienter varierer også i de
forskellige geografiske regioner.
Efter symptomernes indtræden, fortsætter sygdommen uden bedring for patienten,
og i de sidste stadier af sygdommen har alle Huntington patienter behov for
fuldtidspleje. Der findes i dag ingen effektiv behanding af Huntingtons sygdom,
og kun få lægemiddelkandidater er i udvikling.
Om NeuroSearch - Virksomhedsprofil
NeuroSearch (NEUR) er et skandinavisk biofarmaceutisk selskab noteret på NASDAQ
OMX København. Selskabets kerneforretning dækker udvikling af nye lægemidler
baseret på en bred og veletableret forskningsplatform med fokus på ionkanaler
og sygdomme i centralnervesystemet (CNS). En betydelig del af aktiviteterne er
partnerfinansieret via strategiske alliancer med Janssen Pharmaceutica, Eli
Lilly and Company og GlaxoSmithKline samt et licenssamarbejde med Abbott.
NeuroSearchs produktpipeline omfatter otte kliniske (fase I-III)
udviklingsprogrammer: Huntexil™ (pridopidine) mod Huntingtons sygdom (fase
III), tesofensine mod fedme (klar til fase III), ABT-894 mod ADHD (fase II) i
samarbejde med Abbott, ACR343 mod skizofreni (klar til fase II), ACR325 mod
dyskinesier i Parkinsons sygdom (fase Ib), ABT-560 mod kognitive dysfunktioner
(fase I) i samarbejde med Abbott, NSD-788 mod angst (fase I) og NSD-721 mod
socialfobi (fase I) i samarbejde med GSK. NeuroSearch har desuden en bred
portefølje af prækliniske lægemiddelkandidater samt kapitalandele i flere
biotekvirksomheder.
Referencer:
i Tedroff J et al. Pridopidine (ACR16) in Huntington's disease: an update on
the MermaiHD and HART studies. Poster presented at World Congress on
Huntingdon's Disease, Vancouver, Canada, 12-15 September 2009.
ii Waters S et al. Pharmacology of the dopaminergic stabilizer pridopidine
(ACR16). Poster presented at World Congress on Huntingdon's Disease, Vancouver,
Canada, 12-15 September 2009.
iii Waters S et al. Validation of the modified motor score (mMS): a modified
version of the Unified Huntingdon's Disease Rating Scale (UHDRS) motor score.
Poster presented at World Congress on Huntingdon's Disease, Vancouver, Canada,
12-15 September 2009.
iv Toumi M et al. Euro-HDB - the first large European comprehensive study on
the socioeconomic burden of Huntington's disease. Poster presented at World
Congress on Huntingdon's Disease, Vancouver, Canada, 12-15 September 2009.
Log ind for at skrive kommentarerer til denne artikel


Se flere nyheder om NeuroSearch
presse.11-09 - huntexil data på verdenskonferncen for hd - dk - final.pdf 




