NeuroSearch ansætter Patrik Dahlen som selskabets nye adm. direktør
24-08-10 kl. 24/8 2010 08:08 | NeuroSearch 8,90 (0,00%)
København, 24. august 2010 - NeuroSearch A/S (NEUR), et ledende CNS-fokuseret
og europæisk baseret biofarmaceutisk selskab, meddelte i dag at have ansat
Patrik Dahlen som ny adm. direktør. Med virkning fra 15. september 2010
erstatter Patrik Dahlen nuværende adm. direktør Flemming Pedersen, der
fratræder for at tiltræde en ny stilling i et andet selskab.
Patrik Dahlen (født 1962) medbringer mere end 17 års bredt funderet
ledelseserfaring fra den internationale life science-industri, hvilket omfatter
lægemiddelforskning, produktudvikling og produktion samt marketing og salg.
Hans tidligere karriere inkluderer knap otte år hos PerkinElmer (NYSE: PKI),
hvor han forestod opbygningen af selskabets globale life science-forretning og
med base i USA beklædte stillinger som direktør og vicedirektør. Patrik Dahlen
har endvidere i mere end tre år været ansat som adm. direktør for Dako, et
verdensførende cancerdiagnostisk selskab med 1.000 ansatte og over 1,5 mia. kr.
i omsætning, hvor han i sine første to år strømlinede forretningen og sikrede
virksomheden en førende position på markedet for cancerdiagnostik. Patrik
Dahlen har en ph.d.-grad i biokemi, og han tiltræder i NeuroSearch fra en
stilling som adm. direktør i Chempaq A/S. Se vedhæftede resumé CV for
yderligere information om Patrik Dahlens baggrund og kompetencer.
Thomas Hofman-Bang, bestyrelsesformand i NeuroSearch udtalte:
"Det er mig en glæde at kunne annoncere ansættelsen af Patrik Dahlen som ny
adm. direktør for NeuroSearch. Patrik Dahlen har stor erfaring med effektiv
ledelse af kommercielt drevne organisationer kombineret med en omfattende
indsigt i F&U-baserede forretningsenheder. Det er min overbevisning, at han
besidder de helt rigtige kompetencer til at sikre en fortsat succesfuld
udvikling af NeuroSearch hen mod kommercialisering og profitabilitet."
Patrik Dahlen, ny adm. direktør i NeuroSearch, udtalte:
"Jeg er begejstret for udsigten til at tage del i den fortsatte udvikling af
NeuroSearch med det sigte at skabe et langsigtet profitabelt
specialfarmaselskab. NeuroSearch fremstår i dag som en anerkendt F&U-baseret
CNS-lægemiddelvirksomhed med et meget lovende potentiale for øget
værdiskabelse. Det er et spændende tidspunkt at komme ombord i virksomheden,
der med Huntexil® tæt på kommercialiseringsfasen står over for at skulle
accelerere opbygningen af kompetencer inden for salg og markedsføring."
Thomas Hofman-Bang
Bestyrelsesformand
Kontaktpersoner
Thomas Hofman-Bang, bestyrelsesformand, telefon: 4348 3202
Hanne Leth Hillman, Vice President, Director of IR & Capital Market Relations,
telefon: 4460 8212 eller 4017 5103
Om NeuroSearch - Virksomhedsprofil
NeuroSearch er et førende CNS-fokuseret og europæisk baseret biomedicinsk
selskab noteret på NASDAQ OMX Copenhagen A/S (NEUR). Selskabets kerneforretning
er udvikling af nye lægemidler til behandling af sygdomme i
centralnervesystemet, og pipelinen udgøres af otte produkter i klinisk
udvikling (fase I-III). Disse omfatter Huntexil® (pridopidine), der er et unikt
orphan-lægemiddel i fase III-udvikling til behandling af Huntingtons sygdom, og
tesofensine, der er klar til fase III-udvikling som et nyt lægemiddel til
behandling af fedme.
NeuroSearch er baseret på en veletableret lægemiddelforskningsplatform inden
for ionkanaler og monoamintransportere og besidder også en bred portefølje af
prækliniske lægemiddelkandidater. Selskabet har strategiske forsknings- og
udviklingsalliancer med Janssen Pharmaceutica og Eli Lilly samt en licensaftale
med Abbott. Endvidere har NeuroSearch ejerandele i et antal private selskaber i
den medicinske industri.
----------
Patrik Dahlen - Resumé CV
Født: 1962 i Åbo, Finland
Civilstatus: Gift, fem børn (heraf tre fra tidligere ægteskab). Bosiddende i
Danmark
Nationalitet: Finsk
For at anmode om højtopløselige billeder af Patrik Dahlen, skriv til
hsp@neurosearch.dk
Primære erhvervsmæssige resultater:
Patrik Dahlen har mange års international topledererfaring og bredt funderede
ledelseskompetencer fra life science-industrien, dækkende både forskning og
udvikling, drift og salg/marketing. Patrik Dahlen er videnskabeligt funderet og
kommercielt begavet og drives af lysten til at føre nye, spændende produkter på
markedet. Hans professionelle resultater viser, at han forstår at udnytte en
god markedsforståelse og indsigt i konkurrencemæssige forhold optimalt til at
sikre fremdrift og vækst i egen forretning.
Som adm. direktør for Dako A/S, der er verdensførende inden for
cancerdiagnostik, har 1.000 ansatte og en omsætning på mere end 1.5 mia. kr.,
lykkedes det Patrik Dahlen succesfuldt at implementere en fokuseret strategi,
der førte til øget salgsvækst og kraftigt forbedret lønsomhed. Han indførte en
ny præstationsorienteret tilgang til ledelse og formåede at tiltrække topfolk,
der bidrog til at udvide Dakos kernekompetencer. Desuden førte han Dako gennem
overtagelsen af et norsk instrumenteringsselskab.
I sin tid som adm. direktør for BioImage A/S, et venturekapital-funderet
biotekselskab, beliggende i Medicon Valley, Danmark, og med fokus på
cellebaserede testsystemer til lægemiddeludvikling, førte Patrik Dahlen
virksomheden gennem to finansieringsrunder med en samlet kapitalrejsning på
over 30 mio. EUR og sikrede et antal licensaftaler med bl.a. Lexicon Genetics,
Amersham Biosciences, Eli Lilly, BMS og Altana.
I PerkinElmer blev Patrik Dahlen udpeget til direktør for selskabets life
science-forretning, som han opbyggede fra at være en diversificeret og relativt
ukendt enhed til én af de førende virksomheder inden for forsknings- og
genetiske screeningsværktøjer med et verdenskendt navn og omdømme samt en
omsætning på 500 mio. USD. Blandt Patrik Dahlens øvrige resultater var en
acceleration af virksomhedens forskning og udvikling med fokus på
produktporteføljen og en forøgelse af salget med op til 20% organisk vækst pr.
år. Endelig ledede han succesfuldt et internationalt selskab med seks globale
placeringer.
Erhvervsmæssig karriere - oversigt:
2009 - 2010 Adm. direktør, Chempaq A/S (www.chempaq.com), Danmark
2005 - 2009 Adm. direktør, Dako A/S (www.dako.com), Danmark
2001 - 2005 Adm. direktør, BioImage A/S (www.bioimage.com), Danmark
1999 - 2001 Direktør - PerkinElmer Life Sciences, USA
Vicedirektør - PerkinElmer (NYSE: PKI, www.perkinelmer.com), USA
1999 - 1999 General Manager - EG&G Reticon, USA
1995 - 1999 Director of Diagnostics Division - EG&G Wallac, USA
1994 - 1995 Division Head for Diagnostics Systems Division - EG&G Wallac,
Finland
1990 - 1994 Seniorforsker/Product line Manager - Wallac OY, Finland
1988 - 1990 Projektleder, DNA-prober - Pharmacia Genetic Engineering, USA
1984 - 1988 Juniorforsker/Seniorforsker/Projektleder - Wallac OY, Finland
Uddannelsesmæssig baggrund
1991 Ph.d. (biokemi), Turku University, Finland. Ph.d.-speciale: Time-Resolved
Fluorometry in DNA Hybridization Assays
1985 M.Sc. (biokemi), Åbo Akademi, Finland
Log ind for at skrive kommentarerer til denne artikel


Se flere nyheder om NeuroSearch




