Affitech annoncerer nyt fokus på produktudvikling og deraffølgende restrukturering
17-11-11 kl. 17/11 2011 08:15 | Affitech 0,05 (-44,44%)
Meddelelse nr. 22/2011
København og Oslo, 17. november, 2011, 2011-11-17 09:15 CET (GLOBE NEWSWIRE) --
Affitech A/S (NASDAQ OMX: AFFI) der udvikler antistoffer, offentliggør i dag,
at Selskabet bliver restruktureret med det resultat, at medarbejderstaben i
Selskabets norske datterselskab Affitech Research AS i Oslo, hvor de primære
forsknings- og udviklingsaktiviteter finder sted, bliver reduceret med omkring
24 medarbejdere. Årsagerne til denne restrukturering er (i) at Selskabet vil
fokusere ressourcerne på at udvikle dets førende antistofprodukter og (ii) at
forlænge den tilgængelige periode til at rejse ny kapital til virksomheden.
Fokus på produktudvikling
Selskabet har afsluttet den prækliniske forskning vedrørende det førende
antistof AT001/r84, et nyt selektivt antistof til vaskulær endotel vækstfaktor
(VEGF) - et væsentligt mål for kræftmedicin. Affitech har desuden afsluttet
forskningsfasen vedrørende dets AT008/anti-CCR4 program og udvalgt en
monoklonal antistof udviklingskandidat som Selskabets andet potentielle
kræftlægemiddel. Affitech ønsker nu at fokusere ressourcerne på at støtte den
kliniske udvikling af AT001/r84 og på den prækliniske udvikling af
AT008/anti-CCR4. Dette andet potentielle kræftlægemiddel er den første
funktionelle antagonist til CCR4, en G-protein koblet receptor (GPCR), som
findes på overfladen af mange kræftceller. Antistoffet blev opdaget ved brug af
Selskabets proprietære CBAS(TM) teknologiplatform. Affitech vil fortsætte sin
basale forskning vedrørende andre nye anti-GPCR lægemiddelkandidater og
bibeholde sine kerneteknologier og virksomhedens ekspertise.
Finansielle overvejelser
In april 2010 blev Trans Nova Investments gennem en aktieemmision den
kontrollerende aktionær i Selskabet med et ejerskab på ca. 53%. Samtidig
indgik Affitech en forsknings-, udviklings- og licensaftale med NauchTekhStroy
Plus (senere overført til IBC Generium), hvor IBC Generium fik eksklusive
rettigheder til at licensere begge Affitechs to førende lægemiddelkandidater
(AT001/r84 og AT008/anti-CCR4) til Rusland og CIS markederne.
Den prækliniske pakke vedrørende AT001/r84 til Rusland/CIS blev færdiggjort i
oktober 2011, og Selskabet meddelte d. 20. oktober 2011, at det havde modtaget
2,5 millioner euro i milepælsbetaling som den anden af et antal aftalte licens-
og milepælsbetalinger, der forfalder i løbet af udviklingen af lægemidlet i
Rusland. AT008/anti-CCR4 har også haft god fremgang, og Affitech forventer i
indeværende måned at modtage 2,0 millioner euro i licensbetaling som den første
af en række licens- og milepælsbetalinger som følge af, at IBC Generium
indløser licensen til at udvikle dette produkt i Rusland/CIS. Disse licens- og
milepælsbetalinger er inkluderet i Selskabets budget for 2011. Affitech
meddelte i kvartalsrapporten for 2. kvartal 2011, at Selskabet vil have behov
for yderligere kapital i slutningen af første kvartal 2012 for at kunne
fortsætte dets nuværende aktiviteter.
Trans Nova Investments har indikeret over for Affitechs bestyrelse, at de ikke
har intentioner om, med det nuværende omkostningsniveau, at finansiere
Affitechs aktiviteter alene. Som resultat heraf har Affitech i løbet af de
sidste måneder undersøgt mulighederne for at finde potentielle medinvestorer
til at finansiere Selskabet, og denne proces vil fortsætte i de kommende
måneder. Affitechs bestyrelse vurderer kvaliteten af Selskabets teknologi og
nye produktmuligheder som værende meget stærke og mener, at Selskabet har
grundlaget og muligheden for at opnå yderligere finansiering af dets forskning
og udvikling. På grund af det aktuelt vanskelige finansielle marked forventes
en ny finansieringsproces imidlertid at tage tid og kan ikke garanteres.
Affitechs bestyrelse har derfor besluttet at reducere omkostningerne og
pengestrømmene med henblik på at udvide den periode, hvor Selskabet kan
fortsætte som igangværende virksomhed, mens det søger ny kapital
internationalt. Ved at implementere den i dag annoncerede reduktion af
medarbejderstaben og andre former for besparende foranstaltninger og fokusere
aktiviteterne som beskrevet, forventer Selskabet at have nødvendige midler
indtil slutningen af 2. kvartal 2012.
Udsigter for 2011
De finansielle udsigter for 2011 er ændret til et forventet tab på 45-55
millioner kr. sammenlignet med med et tab på 50-60 millioner kr. som tidligere
meddelt. Dette omfatter restruktureringsomkostninger på op til 5 millioner kr.
modregnet af et generelt lavere omkostningsniveau for driften end tidligere
forventet i 4. kvartal, og den begyndende effekt af de iværksatte
besparelsesforanstaltninger. Kontantbeholdningen ved årets slutning forventes
at være omkring 25 millioner kr. Den årlige besparelse som følge af
restruktureringen estimeres til at være 18 millioner kr.
Affitech vil give yderligere detaljer vedrørende fremgangen i Selskabets
forsknings- og udviklingsprogrammer og den finansielle status i Selskabets
kvartalsrapport for 3. kvartal 2011, som bliver offentliggjort d. 24. november
2011.
Om Affitech A/S
Affitech A/S er en børsnoteret (NASDAQ OMX Copenhagen) biotekvirksomhed med
hovedsæde i København, Danmark og forsknings- og udviklingsfaciliteter i Oslo,
Norge. Selskabet anvender en række at proprietære antistofteknologier til at
identificere 100% humane antistoffer til brug i behandlingen af kræft,
betændelsestilstande og andre sygdomsområder. Affitech A/S' antistoflægemidler
mod molekyler på celleoverfladen bliver udviklet på basis af Selskabets
proprietære teknologiplatform CBAS™ (Cell Based Antibody Selection). Affitech
udvikler sine to ledende antistofkandidater AT001/r84 og AT008/CCR4 i
samarbejde med sin russiske partner IBC Generium. Affitech har indledningsvis
fokus på hurtig og kosteffektiv udvikling via samarbejde med partnere om
klinisk udvikling i 'emerging markets'. Yderligere information fås på
www.affitech.com.
Ansvarsfraskrivelse
Denne meddelelse kan indeholde fremadrettede udsagn, herunder udsagn om
Affitechs forventninger til udviklingen af den prækliniske og kliniske pipeline
med tidspunkter for igangsættelse og færdiggørelse af kliniske undersøgelser
samt med hensyn til forventet likviditetsforbrug. Sådanne udsagn er baseret på
ledelsens nuværende forventninger og er forbundet med risici og usikkerhed, som
kan medføre, at faktiske resultater afviger væsentligt fra de resultater, der
beskrives i de fremadrettede udsagn. Affitech advarer sine investorer om, at
der ikke kan gives sikkerhed for, at de faktiske resultater eller
forretningsforhold ikke vil afvige væsentligt fra hvad, der forudsiges eller
gives udtryk for i sådanne fremadrettede udsagn som følge af forskellige
faktorer, herunder, men ikke begrænset til, følgende: Risici forbundet
udvikling af teknologi, risikoen for at forskning og udvikling ikke vil
resultere i nye produkter, som får kommerciel succes, konkurrenceforhold, evnen
til at gennemføre levedygtige og profitable kommercielle aftaler, risikoen for
at endnu ikke udstedte patenter ikke godkendes, og vanskeligheder ved at få
relevant myndighedsgodkendelse af nye produkter. Det er ikke Affitechs hensigt
at påtage sig en forpligtelse til at opdatere eller ændre fremadrettede udsagn,
hverken som følge af fremkomsten af nye oplysninger, fremtidige begivenheder
eller på anden måde, medmindre loven kræver det.
Kontakt
Randi Krogsgaard, Director IR & Corporate Communications
Tlf. +45 2320 1001, e-Mail: [email protected]
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar

Se flere nyheder om Affitech
111117 PR22 FINAL_DK_.pdf 



