En advokatundersøgelse af forholdene i tidligere Fionia Bank slår nu fast, at der ikke er grundlag for at rejse en erstatningssag. Det meddeler Nova Bank Fyn, der i december 2009 anmodede advokaterne Mogens Skipper-Pedersen og Henrik Stenbjerre om at foretage en undersøgelse af de forhold, som førte frem til, at Fionia Bank (nu Fionia Holding) den 22. februar 2009 måtte indgå en aftale med Finansiel Stabilitet.
- Fionia Banks svage kreditorganisation og den mangelfulde kreditstyring og kreditsagsbehandling har forårsaget en ikke uvæsentlig del af bankens samlede tab. Det er imidlertid undersøgelsens samlede vurdering, at der ikke er grundlag for, at der rejses erstatningssag mod direktion, revision og/eller de enkelte medlemmer af Fionia Banks bestyrelse, skriver Nova Bank Fyn.
Undersøgelsen har omfattet perioden januar 2006 til februar 2009. Det var blandt andet Fionia Banks tidligere administrerende direktør Finn B. Sørensen, tidligere kreditchef Jørgen Nielsen samt bankens bestyrelse, der var blevet kritiseret på flere punkter.
- I lyset af advokaternes redegørelse vil bestyrelsen i Nova Bank Fyn ikke iværksætte yderligere undersøgelser eller tiltag over for de i rapporten angivne personer, meddeler Nova Bank Fyn.
(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: [email protected], www.rb-borsen.dk )
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar

Se flere nyheder