Danske Bank rammer skøn trods underskud på bankforretning
10-08-10 kl. 10/8 2010 08:42 | Danske Bank 242,50 (-0,49%)
Danske Banks halvårsregnskab blev stort set som ventet med et plus på 1,7 mia. kr. efter skat. Men overskuddet er båret hjem af store indtægter af ekstraordinær karakter, mens bankdriften giver et underskud på 2,6 mia. kr. i første halvår.
En tilbageførsel af nedskrivninger på 900 mio. kr. i Danske Markets, samt en urealiseret kursgevinst på 700 mio. kr. fra fusionen mellem PBS og Nordito giver tilsammen 1,6 mia. kr. i indtægter i andet kvartal, mens store nedskrivninger trækker bankdriften i minus.
Nedskrivningerne er på 7,7 mia. kr., og dertil kommer 927 mio. kr., som banken hensætter til udgifter til Bankpakke I. De 927 mio. i hensættelser kommer oven i 1,25 mia. kr., som Danske Bank skal betale i garantiprovision til statsgarantien for nødlidende banker. I alt kan bankpakke I altså koste Danske Bank over 2 mia. kr. i første halvår.
Men også nedskrivningerne ud over bankpakken er fortsat høje. I andet kvartal er de på 3,8 mia. kr., hvilket kun er en smule mindre end de 3,9 mia. kr., som banken nedskrev i første kvartal.
Det er især Danmark og Irland, der giver Danske Bank problemer på nedskrivningsfronten. I Danmark nedskrives 1,7 mia. kr. i andet kvartal mod 2,3 mia. kr. i første (eksklusive bankpakke) og dermed lander bundlinjen på et minus på 550 mio. kr. i kvartalet og -1,5 mia. kr i første halvår.
I Irland nedskriver Danske Bank 1,6 mia. kr. i andet kvartal, hvilket er en del mere end i første kvartal, hvor der blev nedskrevet 1,1 mia. kr. Underskuddet før skat bliver 1,6 mia. kr. i andet kvartal og 2,5 mia. kr. for halvåret.
Nettorenteindtægterne for hele koncernen skuffer en smule med 5,9 mia. kr. i andet kvartal, hvor analytikere adspurgt af RB-Børsen havde ventet 6 mia. kr.
Når banken trods problemer i selve bankforretningen alligevel rammer markedets forventninger nogenlunde, skyldes det bl.a. overskud i Danske Markets på 2,5 mia. kr. før skat i andet kvartal. For halvåret lyder overskuddet på 4,2 mia. kr. i dette område, og det er væsentligt lavere end samme periode sidste år, hvor det var 7,8 mia. kr. Danske Bank har hele tiden gjort det klart, at Danske Markets havde unormalt høj indtjening i 2009, og at det niveau ikke ventes gentaget i år.
Også Danske Capital bidrager positivt til bundlinjen.
Danske Bank fastholder sine noget upræcise forventninger til regnskabsåret 2010. Det ekstraordinært høje indtjeningsniveau i 2009 forventes ikke gentaget i 2010. Omkostningerne forventes for 2010 at være lavere end 2009, hvor de var 28.907 mio. kr. Nedskrivninger på udlån forventes i 2010 at være på et højt niveau, men dog lavere end i 2009, hvor nedskrivningerne på udlån beløb sig til 25.677 mio. kr.
Banken venter en dansk BNP-vækst på 1,5 pct., hvilket er i tråd med bankens senest offentliggjorte makroøkonomiske prognoser. Ved seneste regnskab lød skønnet på 1,8 pct.
#
H1-regnskab - Danske Bank:
Mio. kr. H1 2010 RBB EST H1 2009
------------------------------------------------------------
Nettorenteindtægter: 11934 12017 14134
Nettogebyrindtægter: 4116 4096 3683
Handelsindtægter: 5196 4989 12397
Driftsomkostninger: 13259 13048 15385
Nedskrivninger på udlån: 7752 8131 14531
Resultat før skat: 3132 2766 2367
Nettoresultat: 1706 1643 725
Udlån: 1.688.632 - 1.731.077
Indlån: 771.519 - 782.460
Balance: 3.363.983 - 3.239.551
Egenkapital: 102.645 - 99417
Solvensprocent: 17,2 - 16,1
Kernekapitalprocent: 13,7 - 12,2
#
(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: [email protected], www.rb-borsen.dk )
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar

Se flere nyheder om Danske Bank



