Det blev torsdag til yderligere kursfald blandt obligationerne, da investorerne søgte over i aktiemarkedet. Dermed blev onsdagens trend udbygget, hvor stærke amerikanske ISM erhvervstillidstal gav spirende håb om fortsat økonomisk fremgang. Torsdag var noget af opmærksomheden vendt mod Den Europæiske Centralbank, som hævede sit vækstskøn for eurozonen.
Den toneangivende ti-årige danske statsobligation, 4 pct. 2019, lukkede torsdag 0,60 point lavere i kurs 113,40 med en effektiv rente på 2,36 pct.
Den Europæiske Centralbank, ECB, fastholdt renten på 1 pct., hvilket var på linje med forventningerne. ECB løftede forventningerne til væksten i eurozonen, og BNP-væksten ventes nu at stige 1,4-1,8 pct. i 2010 mod tidligere ventet 0,7-1,3 pct., mens centralbanken venter en vækst på 0,5-2,3 pct. for 2011 mod tidligere ventet 0,2-2,2 pct.
- De seneste data har været stærkere end ventet. På længere sigt skulle genopretningen fortsætte i moderat tempo, sagde centralbankchef Jean-Claude Trichet, inden han understregede, at usikkerhed stadig findes.
Samtidig sagde centralbankchefen, at det i dag står klart, at det frygtede økonomiske dobbeltdyk med endnu en recessionsperiode ikke er sandsynligt. Jean-Claude Trichet kaldte på mødet udviklingen i andet kvartal "exceptionelt god". Hos Handelsbanken hæftede Rasmus Gudum-Sessingø sig mere ved udsigten til aftagende vækst.
- Vi venter, at væksten vil aftage i de kommende kvartaler, da de seneste kvartalers overraskende fremgang for en stor del skyldes midlertidige stimulanser samt lageropfyldning kombineret med, at det globale opsving ser ud til at tabe fart i øjeblikket, vurderede seniorøkonom Rasmus Gudum-Sessingø.
Det blev til en positiv overraskelse fra det igangværende boligsalg, som steg 5,2 pct. i juli i forhold til juni. Det var en stor positiv overraskelse, da analytikerne havde ventet et fald på 1 pct. efter faldet på 2,8 pct. i juni. Opgørelsen kan bruges til at forudsige den faktiske salgsaktivitet, da størsteparten af det igangværende boligsalg bliver til faktiske salg inden for en til to måneder.
Den amerikanske fabriksordreindgang steg 0,1 pct. i juli i forhold til juni. Det var lidt mindre end den ventede stigning på 0,2 pct. I juni faldt ordreindgangen 0,6 pct. Oprindeligt var faldet for juni opgjort til 1,2 pct.
I den sene handel blev den amerikanske detailsalgsopgørelse ICSC fremlagt. Det blev til en fremgang på 3,2 pct. i august, hvilket var en fremgang efter stigningen på 2,8 pct. i juli.
(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: [email protected], www.rb-borsen.dk )
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar

Se flere nyheder