Det amerikanske aktieindeks åbner onsdag med pæne stigninger på 0,3-0,5 pct. og følger således de positive tendenser i Europa. Dagen byder på kun små selskabsnyheder, og fokus er generelt vendt mod de positive gældshistorier fra Portugal samt aftenens offentliggørelse af Beige Book.
Dow Jones ligger 0,4 pct. højere i 10.382, Nasdaq Composite stiger 0,4 pct. til 2218, mens S&P 500 løftes 0,4 pct. til 1095,9.
- Appetitten for de risikable aktiver tiltager. Et hvert tegn på stabilitet fra Europa vil løfte efterspørgslen på de risikable aktiver. Mange af investorerne ligger kontant lige nu, og de seneste nøgletal fra USA har været opmuntrende. Vi forventer at se kortvarige stigninger i et oversolgt marked, siger Michael Mullaney porteføljemanager hos Fiduciary Trust til Bloomberg News.
Flere af de amerikanske bankaktier er kommet lidt igen oven på tirsdagens fald. Bank of America stiger 0,7 pct. til 13,3 dollar, og Citigroup ligger 0,1 pct. højere i 3,8 dollar. Begge bankaktier faldt omkring 2 pct. på tirsdagens markeder.
Altera, der producerer programmerbare chips, falder 1,6 pct. til 26,2 efter at have løftet sine omsætningsforventninger for sit tredje kvartal. Selskabet forventer en vækst på 14 pct., hvilket næsten er en fordobling i forhold til de tidligere forventninger om en vækst på 8 pct.
I kræftmedicinindustrien falder Angiodynamics 7,1 pct. til 14,2 dollar, efter at selskabet tirsdag efter lukketid offentliggjorde et skuffende regnskab for 2010. Selskabet realiserede en indtjening på 8 cent pr. aktie, hvor analytikerne havde ventet en indtjening på 11 cent pr. aktie.
Zymogenetics, der også udvikler medicin til kræftbehandling, stiger massive 84,5 pct. til 9,8 dollar, efter at have indgået aftale om, at Bristol-Myers overtager Novo Nordisks andel på 27 pct. i Zymogenetics.
Navistar International, der fremstiller militære fartøjer, falder 5,2 pct. til 42,1 dollar, efter at selskabet har skuffet med sit regnskab for tredje kvartal. Selskabets omsætning landede i den lave ende af analytikerestimaterne, mens selskabet sænkede sine omsætningsforventninger til resten af året.
I modetøjsbranchen stiger Phillips-Van Heursen 6,3 pct. til 53,7 efter at have opjusteret sine resultatforventninger for 2010. Selskabet forventer at kunne realisere 3,8 dollar pr. aktie, hvilket overgår analytikernes prognoser på 3,65 dollar pr. aktie.
Talbots, der producerer dametøj, falder 16,1 pct. til 1,9 dollar. Selskabet har rapporteret skuffende forventninger til fortjenesten for sit tredje kvartal. Selskabet venter en fortjeneste på 22-28 cent pr. aktie, hvor analytikerestimatet ligger noget højere i 30 cent pr. aktie.
(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )
Log ind for at skrive kommentarerer til denne artikel

Se flere nyheder